Enhver mand bør gå med ur, mener Kristian Haagen, der slår sig op på at være Danmarks største urtosse, og som har samlet i over 20 år.

Sit første ur – et Tudor - købte han i starten af 90’erne. Det seneste – et A. Lange & Söhne - gav han sig selv i julegave sidste år.

Hans samling tæller i dag mellem 30 og 40 armbåndsure og repræsenterer en vis værdi, hvorfor de til daglig er bag lås og pansret glas i en bankboks.

Til ære for Euroman.dk har Kristian Haagen, der til daglig er vurderingssagkyndig hos Bruun Rasmussen, og som har skrevet mange artikler og indtil videre seks bøger om armbåndsure, været i banken og hentet syv ure hjem.

De er til sammen et godt billede på, hvad Kristian Haagen går efter, når han køber nyt til håndleddet.

Det skal være mekanisk og ikke quartz (dvs. med batteri).

Det må gerne være schweizisk.

Det må gerne være fra hans fødeår, 1970, eller så tæt på lanceringsåret som muligt.

Det må gerne være lavet med en bestemt funktion, som mange ældre ure er. For eksempel er piloture store, fordi de skal kunne aflæses af en pilot, mens han har hænderne på et rystende rat. Rolex Explorer blev lavet til huleforskere, der havde brug for at vide, om klokken var to om dagen eller om natten, fordi de gik rundt i mørke. Og dykkerure skal være vandtætte, og sportsure skal kunne tage tid.

”I dag er disse funktioner ikke livsnødvendige, men jeg kan godt lide historierne om, at urene er lavet med et formål,” siger Kristian Haagen, der godt kan finde på at bruge kronograf-funktionen (stopuret) på sine sportsure, hvis han for eksempel ”kører planken i et minut eller skal have en pause på 30 sekunder.”

 Men det, der er mest afgørende for, om Kristian Haagen falder for et ur, er det, som kendere kalder proveniens.

 ”Uret skal have en historie,” forklarer Haagen.

”Personligt ville jeg ikke købe et nyt Rolex. Det er lidt kedeligt, og det kan alle jo gøre, hvis de har pengene,” siger han.

”Som ursamler interesserer jeg mig for historien, og jeg vil da langt hellere have det Rolex GMT Master, som Jan Stage (krigs- og udenrigskorrespondent, red.) har gået med, end et nyt,” siger Kristian Haagen, der ikke holder sig tilbage med at fortælle om sit ur, hvis han bliver spurgt under et middagsselskab.

”Vi mænd elsker jo at fortælle historier. Forestil dig, at der sidder seks mænd om et bord med det samme Rolex GMT Master om armen. Så er det jo mig, der har det mest interessante,” triumferer han.

Euroman.dk har ageret interesseret middagsgæst og bedt Haagen fortælle anekdoter om syv ure fra samlingen.

Rolex GMT Master

Rolex GMT Master er oprindeligt et pilotur, der egner sig godt til at rejse mellem tidszoner. En ikonisk Rolex-model. Foto: Tine Sletting

”Jeg var med i et tv-program for 3-4 år siden, hvor jeg snakkede om min ursamling. Intervieweren spurgte, hvad jeg manglede i min samling, og jeg svarede: Et GMT Master. Det er et epokegørende, historisk ur fra 1955.

Der gik ikke lang tid, før jeg blev kontaktet af Jan Stages enke Julie. Hun sagde, at hun havde hans gamle GMT, og spurgte, om jeg ville se det.

Det var jo fuldstændig sindssygt. Jeg har været så stor fan af Jan Stage, at du ikke fatter det. Det er jo Danmarks James Bond. I 1968 brugte han sit stipendiat fra Land og Folk på at rejse til Cuba, hvor han blev en del af den cubanske efterretningstjeneste. Han tog Julie med som fotograf til El Salvador, og de blev begge to kidnappet. Jan Stage var så vild og har levet det her sindssyge liv.

Jeg har set ham mange gange ude i lufthavnen, hvor jeg ikke turde tale med ham. Her stod han med den der typiske journalist-lædervest med lommer over det hele. Og så det her ur. Allerede dengang tænkte jeg: Tænk engang, hvad det ur kan fortælle af historier. Jan Stage var jo glødende kommunist, da han tog til Cuba i 1968, og derfor ville han have det samme ur, som både Fidel Castro og Che Guevara ejede.

Julie og jeg mødtes flere gange nede på den lokale, og hun var skidesød. Hun havde uret med hver gang, men på det tidspunkt havde jeg simpelthen ikke penge til at købe det. Da det endelig gik i orden, havde hun en flaske champagne med, som vi fik lov at åbne på kaffebaren, og hun havde billeder med af Jan, hvor han havde uret på. Det var ligesom en arv, der gik videre, selvom jeg ikke lever et ligeså spændende liv. Heldigvis, kan man sige.

Det her ur er altså ikke bare et Rolex GMT Master, det er Jan Stages Rolex GMT Master. Alle kan jo gå ud og købe den nye version. Men jeg er den eneste i hele verden, der ejer det her ur, som Jan Stage har ejet. Og han er endda min store helt.”

Breitling Navitimer co-Pilot

Ikke verdens kønneste ur, mener Haagen, men historien er god. Foto: Tine Sletting

”På min fødselsdag 7. marts for mange år siden, kom jeg gående på Strandvejen og så det ur her i vinduet hos en forhandler. Det sprang ret meget i øjnene, og jeg gik ind og kiggede på det. Urmageren fortalte, at kong Konstantin den Anden af Grækenland, der var meget involveret i sejlsport, havde købt det i 1970, som er mit fødeår, for at overrække det til vinderen af en lokal Øresundsregatta.

Så det er jo ikke bare et Breitling Navitimer co-Pilot med regatta-funktion. Det er et Breitling Navitimer co-Pilot med regatta-funktion, der har været ejet af Kong Konstantin den Anden af Grækenland.

Samtidig er det fra mit fødeår, og jeg fandt det på min fødselsdag.

Men jeg havde ikke pengene til det. Derfor måtte tage det ur, jeg havde om armen, af for at spørge, om han ville bytte. Det var et ret fedt IWC, så man kan sige, at jeg nok faldt lidt meget for proveniensen i Breitling-uret, ha ha. Men man er jo ikke særlig klog, når man forelsker sig. Det er jo en form for sindssyge.

Det er ikke verdens kønneste ur. Det er stort og klodset og 70’er-funky, så jeg går ikke særlig meget med det, men havde det dog med, da jeg sejlede i Caribien for et par år siden.

Det er jo lavet til sejlsport. Det har en kronograf-funktion, der kan bruges til at tælle ned ti minutter før start på en regatta. Der lyder et bang, og så har du ti minutter til at finde din position i vinden. Du sætter kronografen, altså stopuret, i gang, og så tikker regatta-funktionen ned. Det er det, uret er lavet til. Jeg kan godt lide ure, der er lavet med en funktion.”

Patek Philippe Nautilus Kronograf

Der er tre store navne i schweizisk urmageri; Patek Philippe, Audemars Piguet og Vacheron Constantin. "Men den største af de tre er Patek Philippe. Det er en af de mest eftertragtede urproducenter overhovedet og samtidig dem, der opnår de højeste hammerslag på alverdens auktioner i disse år.” Foto: Tine Sletting

”Det her ur tager jeg ofte frem og fortæller om, for det var ligesom der, jeg tabte sutten.

Jeg sad midt under finanskrisen i Monaco i 2009, og over for mig sad en kollega, der var meget pralende og havde ditten og datten og kendte dem, der ejer Patek Philippe i dag. Solen skinnede, og det var skønt det hele. Fuld af sol og hvidvin var jeg jo selv i godt humør, men jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt underlegen i forhold til, hvad han ejede af fantastiske ure et cetera et cetera.

Midt i det hele kom der en meget velklædt italiener gående. Hans mobiltelefon ringer, han hiver den frem fra inderlommen, siger ’pronto’, og så kommer uret til syne under skjorteærmet; et Patek Philippe.

Hold kæft, hvor er det fedt, sådan et skal jeg eje, tænker jeg og kommer i hvidvinsrusen i tanker om en af mine gode venner, der har sådan en model. Han havde været på venteliste til det i tre år, og havde egentlig ikke råd til det, da han købte det, og søgte derfor en, han kunne sælge det videre til.

Jeg ringede til ham og sagde, at jeg gerne ville købe hans ur, lagde på og sagde til min pralende ven, at jeg lige havde købt mig et Patek. 

”Hvad har du?” spurgte han, og jeg gentog: ”Jeg har lige købt et Patek.”

Vi åbnede en flaske vin mere.

På vej hjem i flyet tænkte jeg: Hold da kæft, hvad er det, jeg har gjort? Jeg havde jo ikke de penge, så da jeg kom hjem, måtte jeg se, hvad der var i samlingen, som jeg kunne sælge.

Når du køber et kvalitetsur, græder du kun én gang; når du betaler. Det er jo fantastisk at eje, og det har jo også vist sig at være en glimrende investering. I forhold til hvad jeg gav i sin tid, er det jo 80.000 plus, hvis jeg solgte det i dag. Men det agter jeg så ikke at gøre."

A. Lange & Söhne, Datograph Perpetual Calender

Hvidguld med kroko-rem. Folk, der ikke kender til Lange, vil tro, at det er stål, siger Kristian Haagen. Foto: Tine Sletting.

”Med mine Lange-ure (har to styks, red.) føler jeg, at jeg har nået toppen. Det er her, hvor du HAR haft Patek Philippe og alle de andre brands. Med et Lange-ur lægger du vægt på noget helt ekstremt klassisk, et exceptionelt håndværk - der er ikke noget fancy-smart over det her.

For 4-5 år siden skrev jeg en artikel om, at jeg ikke var gammel nok til at bære et Lange. Jeg tror simpelthen, at det er et spørgsmål om, at jeg ikke helt forstod, hvad det urfirma repræsenterede. For det første er det ikke schweizisk, som alt andet der ligger her er. Man skal ud over opfattelsen af, at kvalitet skal være Swiss made. Lange holder til i byen Glashütte i til det tidligere Østtyskland tæt på den tjekkiske grænse. Lange er ikke det eneste urfirma i Glashütte men det absolut største.

Et Lange skal ses på undersiden. Foto: Tine Sletting

Når man har et Lange mellem hænderne, skal man vende det om. Selv mennesker, der ikke kender til ure eller urværker, kan godt se, at det her er helt fantastisk. Hvis du kigger på niveauerne i det her Datograph, kan du se både kronograf og evighedskalender. At man kan bygge de meget komplicerede funktioner i ét værk; det er jo mikro-mekanisk arkitektur. Jeg føler, at jeg nærmest kan hoppe ned i dybet af de her tandhjul og værkbroer af tysk sølv og bare se det mest fantastiske urmageri i top-top-topklasse."

Det sidder jo på bagsiden...

"Ja, er det ikke skønt? Stealth wealth! Det går under radaren. Det bedste ved en hemmelighed er jo, at det er en hemmelighed. Men dem, der kender uret, siger: 'Vend lige dit Lange om,' og det gør jeg gerne.”

Rolex Daytona

"Hvorfor købe et nyt Rolex, når du kan købe et brugt Rolex med historie?" spørger Haagen. Foto: Tine Sletting

”Jeg blev ringet op af en herre, som sagde, at han havde et meget, meget gammelt Rolex Daytona. Det er jo et af verdens mest eftertragtede ure med kronograf. Det havde dårligt nok været brugt siden 60’erne og var i utrolig god stand – ikke mindst fordi det lige havde været til serviceeftersyn hos Rolex i ni måneder, hvor serviceregningen lød på 75.000 kroner.

Jeg havde overhovedet ikke råd til at købe det, men det var så flot en model i så god stand, at jeg fandt en løsning.

Jeg er jo enormt heldig, fordi jeg har samlet på ure siden starten af 90’erne. Selvfølgelig gør det ondt, hvis man skal af med et ur for at få et andet, men sådan er det jo også med en bil. Lige i den her situation var det så heldigt, at jeg havde et par ure, som en af mine kammerater havde været ude efter i jeg ved ikke hvor lang tid. Så kunne jeg ringe til ham, fordi jeg havde forelsket mig i det her Daytona.

Det er i helt exceptionelt flot stand og er fra 1964, et år efter lanceringsåret, og der står ikke Daytona på det. Med Rolex er det de bittesmå detaljer, der gør forskellen. Det er interessant, fordi det er sært. Navnet burde jo stå der.

Jeg har ønsket mig et Daytona, siden jeg var en lille dreng. Det her er dog ikke det mest eftertragtede tidlige Daytona, der findes, overhovedet. Men jeg gik efter stand, årstal og de sære detaljer. Uret er opkaldt efter Daytona Beach (i Florida, red.), hvor man kørte ræs. Kronografen blev altså lavet for at tage tid på et ræs.”

Kristian Haagen med et Lange i hånden og et Lange om hånden. Foto: Tine Sletting

”Jeg føler, at det her med armbåndsure er begyndt at blive meget, meget elitært. At ganske normale ure med to visere skal koste 50-60.000 kroner. Jeg synes bare, at det er blevet for dyrt. Derfor er jeg begyndt igen at kigge på de ældre ure.

Rigtig mange ure fra 50’erne og 60’erne fra de mindre mærker fik lavet deres dele på samme fabrikker som de store mærker. Det vil sige, at kasse- og skivekvaliteten er den samme, og ofte er værket det samme i de her ure, som folk ikke synes er lige så spænende i dag, for der står ikke Rolex eller Audemars Piguet i det. Men er du gal mand, det er stadig fantastiske ure.”

Breitling Toptime

Endnu et kronograf-ur fra samlingen. Foto: Tine Sletting

"De ældre Breitling-kronografer, synes jeg, fortjener opmærksomhed.

Størrelsesmæssigt er de gode, 36-37 mm, de er tidløse, de er runde og med tiltalende remskuldre. Det er klassisk, og jeg synes, det er smukt nu, og det synes jeg højst sandsynligt også om tyve år.

Jeg kan godt lide, at hele skiven er sølvfarvet, og at de små kronograf-registre ikke er i en kontrastfarve. Det gør skiven lidt mere sjælden. Samtidig er standen god. At finde et ur med over 40-50 år på bagen i så flot stand – det er jo en nål i en høstak.

Det er ikke et ur, jeg går utrolig meget med, men det er et ur, jeg ikke kunne undlade at byde på, da jeg så det på auktion sidste år.

Jeg synes, det er fedt at finde nogle alternativer til de der meget dyre, gængse mærker, som bare er uniformer, man tager på. Det er skægt at gå nogle andre veje.”

Omega Speedmaster

Et ur med patina er bedre end et nyt ur, synes Haagen. Foto: Tine Sletting

”Dette ur er kendt som måneuret, fordi det var med på månen i 1969. Lige præcis mit måneur er også produceret i 69 men solgt i 1970 - igen mit fødeår.

Jeg er begyndt at kigge lidt efter ure fra enten deres lanceringsår eller mit fødeår. Det har intet med overtro at gøre, det er emotionelle værdier. Udover at vise tiden og se fedt ud får det en ekstra betydning for mig. Det er relateret til dér, hvor mit liv startede. Jeg har vist kun to ure fra mit fødeår, men det er noget, jeg holder øje med.

Omega Speedmaster blev lanceret i 1957, og hvis du lægger et nyt ved siden af et ældre, kan du ikke se forskel. Det er noget af det mest stok-reaktionære, du overhovedet kan købe.

Det, jeg godt kan lide ved uret, er, at designet er så anerkendt, at man kunne tage logoet væk, og folk ville stadig vide, at det var et Omega Speedmaster. Og kvaliteten er anerkendt. Man går aldrig nogensinde galt i byen med et ældre Speedmaster.

Det fede ved lige netop mit ur er, at det har det, man kalder tropical dial. Det betyder, at skiven er ved at blive lidt brun, hvor den plejer at være kulsort. Uret har aldrig været udbudt med brun skive, og derfor skiller mit Speedmaster sig ud. Jeg har brugt rigtig lang tid på at finde lige præcis det Speedmaster, jeg gerne ville have, og fandt det på auktion sidste år. Jeg har haft det omkring Omegas museum i Schweiz for at finde ud af, hvornår det var fra. De kunne fortælle mig, at det var solgt hos en norsk forhandlinger ganske få dage efter min fødselsdag i mit fødeår. De har arkiver over alle ure, de har solgt og hvornår og hvortil. Det er meget imponerende.

Speedmaster blev lavet til at tage tid på bilræs i sin navn, deraf navner Speedmaster. Det var et rent tilfælde, at det kom med på månen.”

LÆS OGSÅ: På auktion med Danmarks største ur-nørd: Kristians nik kan koste køberen 60.000 kroner

LÆS OGSÅ: Stor urguide: Sådan får du det rigtige ur med hjem

LÆS OGSÅ: 'Den lille egypter' og 4 andre utrolige ure fra verdens mest eksklusive urmesse