1. Gør op med dig selv, hvad uret skal bruges til.

Daglig brug, sport eller festlige begivenheder. Er du til jeans og T-shirt eller skjorte til hverdag, kan et stålur med lænke være den perfekte balance mellem et maskulint og samtidig et lidt sporty udtryk. Rolex Submariner, Omega Speedmaster og Tag Heuer er blandt ikonerne inden for den genre, men rækker økonomien ikke helt hertil, findes der mange urmodeller, der stilmæssigt ligger tæt op ad dem. Skal uret bruges til sport, er der mange tekniske vidundere til fornuftige penge.  

Bliv ven med os på Facebook

Personligt vil jeg foretrække en model, der ikke ser alt for nørdet ud, og som sagtens kan bæres, når du ikke er i træningstøjet. Casios G-Shock- eller Tissots T-Sport-modeller holder, både når du sveder og er i civil. Ved festlige lejligheder, hvor du enten er i jakkesæt, smoking eller andet i samme formelle retning, bør du bære et fladt ur med læderrem. Det passer under skjortemanchetten og bliver ikke for prangende eller malplaceret.

LÆS OGSÅ: Ure alle mænd bør kende: dressuret



2. Størrelsen på dit ur bør hænge sammen med størrelsen på dit håndled.

Mindre ur til et smalt håndled og større ur til et kraftigere håndled. Efter en årrække med fokus på større armbåndsure med kassemillimeter på 44+ er standardstørrelsen nu igen ved at falde til 39-42 mm. Et dressur, altså det, du bærer til smoking eller andet festtøj, må gerne være helt ned til 36 mm i kassestørrelse. Her har vi flere stolte danske mærker som Ole Mathiesen, Georg Jensen og bornholmske Sebastian Frost.

3.  Sigt altid efter kvalitet

Der er noget særligt ved at købe et splinternyt ur, som ingen andre har ejet før dig, som vil få din historie, og som dit barn og måske barnebarn en dag får lov at arve. Men der er også noget særligt ved at købe et smukt brugt ur med en årelang historie, du kan være med til at bygge på. Der er fordele ved begge køb, for med et nyt ur er du garanteret hjælp, hvis det skulle gå i stykker inden for de første to år. Du ved, hvor det kommer fra, og hvad der får det til at tikke i urkassen.

Køber du et brugt ur, får du det evigt fede vintage-udtryk og forhåbentlig til en god pris. Til gengæld kan du ikke være sikker på, at det ikke er samlet af ukurante dele, der kan give en kortere levetid end håbet. Sigt derfor altid efter kvalitet, og køb kun nyt fra certificerede forhandlere og brugt af de forhandlere, der får gode anbefalinger på nettet. Husk altid at google butikkerne inden, eller spørg på et forum som vintageure.dk. Og uanset om du ønsker nyt eller brugt, så spar hellere op lidt længere, og køb et ur, du kan have resten af dit liv, i stedet for et, der skal udskiftes efter få år.



LÆS OGSÅ: 8 eksempler på at danske ure er rykket op i højeste internationale klasse

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan får du det rigtige ur med hjem