Er du den heldige ejer af af et eksklusivt, mekanisk ur, passer du formentlig allerede rigtig godt på det. Dels er et flot ur ikke en helt billig anskaffelse, dels er mekanikken en skrøbelig størrelse, der ikke tåler hvad som helst. Hver eneste sommer oplever urforhandleren Klarlunds værksted en lind strøm af kunder, der kommer retur fra ferie med et ødelagt ur.

Sommeren står snart for døren med alle dens ikke ufarlige tilbud om sand, vand og tyveri. Og for at du ikke skal blive en del af den triste urstatistik, har vi bedt Lars Rasmussen, værkstedschef hos Klarlund, om fem gode råd til at passe ekstra godt på uret i sommerferien.

1.
Urets fine, mekaniske urværk kan ikke lide sand. Lad være et lade uret ligge i sandet og pas i det hele taget på, at der ikke kommer sandkorn i urværket.

2. Pas på vand, så uret ikke tager fugt ind – det vil få urskiven til at dugge og ødelægger urværket. Har du et vandtæt dykkerur, kan du inden ferien få uret trykprøvet hos en urmager – hermed undgår du at små dråber saltvand trænger ind, hvis der skulle være en lille revne i uret . Og har uret været i saltvand, skal du altid huske at skylle efter med fersk vand.

3. Tag uret af, inden du går igennem lufthavnens metaldetektor. Detektorens stærke magnetfelter kan få uret ud af kurs.

4. Pas på tyvene. Lad være at lade uret ligge i skoen på stranden og vær opmærksom på, at dit ur har stor tiltrækningskraft hos tyvene.

5. Læg uret på natbordet, mens du er i bad - af en eller anden grund kommer mange til at tabe uret på badeværelsesgulvet under ferieopholdet.

LÆS OGSÅ Røverhistorier: 7 fortællinger fra urernes verden

LÆS OGSÅ På besøg: Svajts Urmageri