Euroman

De bedste apps til en perfekt Roskilde Festival

Hvis du læser dette, er du formodentlig endnu ikke taget afsted til Roskilde Festival. Det betyder også, at du stadig har strøm på din telefon - og derfor har tiden aldrig været bedre til at væbne dig med de mest brugbare apps til festivalen. Der findes efterhånden apps til ethvert formål: Lige fra at planlægge musikprogrammet, finde et måltid mad og endda lokalisere hvilke toiletter, der er tættest på og mest rene. Hermed følger en lille oversigt over de bedste apps til iPhone.

__________




Roskilde 2013 - The Unofficial Guide For Roskilde Festival

For fjerde år i træk laver Robocat en glimrende guide til Roskilde Festival. Der er indbygget kort, beskrivelser af bands, mulighed for at skemalægge festivalen og dele de bedste festivaløjeblikke. Man kan prøvelytte til musik gennem iTunes, Spotify og Wimp, samt se festivalvideoer. The Unofficial Guide er gratis.



__________




APPetizer - Roskilde Festival

APPetizer guider dig til festivalen 120 spise- og udskænkningssteder. Det er muligt at søge efter type af mad, lokation, prisleje og brugerbedømmelser. Og for de ubeslutsomme gæster kan appen også hjælpe med at bestemme maden efter hvilket humør, man er i. APPetizer er gratis.



__________




Roskilde Festival Crowd Pulse

For de koncertgæster, der alligevel ikke kan holde deres smartphone i lommen, findes nu Crowd Pulse. Når appen tændes, reagerer den på lydbølger fra koncerten og lyser i takt med musikken. På den måde dannes et lyshav i sync med koncerten. Vi sender lige en stille tanke til dengang, man tændte lightere til sjælerne. Crowd Pulse er gratis.



__________




Orange Ordbog

Roskilde Festival har så rigt et sprog, at det er en ordbog værdig. Der er masser af begreber og fænomener, nye Roskilde-gængere måske ikke kender til. Derfor kan det være godt lige at læse lidt op på termninologien, inden man begiver sig ud i smatten. Og til det er Orange Ordbog rigtig god. Den er gratis.



__________




Roskilde Festival

Den officielle app fra Roskilde Festival komplet med skema, alarmer, mulighed for at lære kunstnerne nærmere at kende, et kort over hele festivalen, camp-arrangementer (og mulighed for at tilføje dit eget) og meget, meget mere. Appen er gratis.



__________




ToiletApp

Og sidst men bestemt ikke mindst: ToiletApp tillader dig at finde det nærmeste toilet, danne dig et overblik over det reneste toilet, undgå kø og læse andres vurderinger af de enkelte toiletter og selv tilføje din vurdering. Og tilmed checke in og få badges som belønning for dine eventyr. Sådan.




LÆS OGSÅ Festivalsikker: Så løber du aldrig tør for strøm

FACEBOOK Bliv ven med Euroman