Rygterne om den nye iPhone har svirret længe, og i går løftede Apple endelig sløret for den nye model, som går under navnet iPhone X (udtalt ‘iPhone 10’).

Til Apples lanceringsevent i Californien, hvor den nye iPhone blev præsenteret foran et stort publikum, gik tingene dog ikke helt så glat, som teknologigiganten kunne have ønsket sig. Da Apples vicepræsident for software, Craig Federighi, trådte op på scenen for at give en rundvisning i den nye telefon, skete der nemlig det, der ikke måtte ske: Teknologien drillede. 

En af de mest omtalte, nye funktioner ved iPhone X er ansigtgenkendelsessfeaturen, som skal erstatte Touch ID’s lås op-funktion. Og det var netop denne nye feature, der ikke ville makke ret - for da Federighi løftede telefonen op foran sit ansigt for at låse telefonen op, mens han fortalte, hvor nemt det er at bruge den nye funktion, skete der… ja, ingenting.

“Hov… Det prøver vi lige en gang til,” sagde en lettere presset Federighi fra scenen.

Det førte til endnu et forsøg med tilhørende pinlig tavshed fra salen, inden Federighi gav op og i stedet måtte gå ind i en backup-version af telefonen for at kunne fremvise den foran det afventende publikum.

Foruden den nye lås op-funktion har den nye iPhone ingen hjem-knap og har fået en større OLED-skærm, der nu går fra kant til kant på telefonens forside og skulle give skærmteknologien et meget levende billede. Derudover har telefonen fået en opgradering af kameraet, hvis kvalitet ifølge Apple selv nu er rykket endnu tættere på spejlreflekskameraer, skriver DR. Den største nyhed er dog nok, at den nye iPhone X kan oplade trådløst.

Med de mange nye features har prisen også fået et nøk opad i forhold til de tidligere iPhones, idet en iPhone X med 64GB lagerplads kommer til at koste 8.899 kroner, mens modellen med 265GB kommer til at kose 10.249 kroner.

Med de priser håber vi, at ansigtsgenkendelsesfeaturen kommer til at virke lidt bedre for alle andre end for Federighi. Du kan se den tåkrummende video herunder.