Julegaver: 50 ting, vi ønsker vi os

Julegaver: 50 ting, vi ønsker vi os

Traditionen tro giver vi her 50 bud på de bedste julegaver.

Den obskure verden

Verden er fyldt med vidunderlige steder og spændende historier, og ’Atlas Obscura’ fremhæver nogle af de mere – obskure. Bogens over 450 sider tager dig med til nogle af klodens mest usædvanlige steder, fra et ildhul i Turkmenistan til en pub i et baobabtræ og alt derimellem. Illustreret med masser af fotos, kort og grafer, som kan inspirere til eventyr.

Pris: Ca. 180 kr. plus levering på amazon.co.uk.

Snaps Bornholm

Snaps har fået et revival, som vi beskrev for et par måneder siden. Det er (heldigvis) lang tid siden, at snaps skulle betragtes som et nødvendigt onde, der kun blev skyllet ned efter grundig julefrokost-gruppepres. En gruppe unge mænd har lavet Snaps Bornholm, hvor de putter en masse spændende frugter og kryderier som havtorn, chili, Blåbær og ingefær i. Smagen er fantastisk og bør nydes som al anden alkohol – uden tvang og efterfølgende tunge tømmermænd

Pris: 250 kr. på Snaps Bornholm.

Fod-bolde

Vandresko skal kunne to ting: De skal isolere mod elementerne, og de skal være åndbare og komfortable at gå i – to modsætninger, der ikke er nemme at forene. Adidas Terrex Ultimate Boost løser dette problem med syntetiske materialer og en midtersål fremstillet af tusindvis af små plasticbolde for at opnå bedre støddæmpning.

Pris: Ca. 1.500 kr. plus levering på amazon.co.uk.

Abonnement på Euroman

Den bedste gave, du kan give til dig selv eller en af dine nærmeste er selvfølgelig et abonnement på Danmarks bedste magasin (sagt i al beskedenhed, selvfølgelig). Det er samtidig en gave, der bliver ved med at give hele året, når der hvert måned dumper et nyt eksemplar ind af dørsprækken.

Pris: fra 149 kr. lige her.

Udsugning

En vakuummaskine er et undervurderet redskab i køkkenet. Med Polyscience 300 Chamber Vacuum Sealer kan du marinere kød, lave sous-vide, holde din mad frisk i længere tid og en lang række andre husholdningsopgaver. Modsat mange andre vakuumforseglere har Polyscience 300 også en ekstern vakuum­port til forsegling af beholdere.

Pris: Ca. 5.920 kr. plus levering på bentbrandt.dk.

Halløj i forlystelsesparken

Serien ’Westworld’, baseret på kultfilmen af samme navn fra 1973 med ikoniske Yul Brynner, er HBO’s helt store satsning i efteråret. ’Westworld’ bliver af skaberne kryptisk beskrevet som en mørk odyssé om oprindelsen af kunstig bevidsthed og evolutionen af synd, som udspiller sig i en futuristisk forlystelsespark kaldet Westworld. Med bl.a. Anthony Hopkins, Ed Harris, Evan Rachel Wood og Sidse Babett Knudsen på rollelisten.

Pris: Abonnement: 79 kr. pr. måned på hbonordic.com.

Klassisk festabe

Smid det trætte slips. Hvis din påklædning skal være rigtig festlig, må du anskaffe dig en butterfly. De færreste ved, hvordan man binder en butterfly, men det er måske en god grund til at lære det? Dot Bow Tie fra Brooks Brothers er en klassisk butterfly med diskrete prikker.

Pris: Ca. 610 kr. plus levering på brooksbrothers.com.

Grønne fingre

Det er underordnet, om du drikker vodka, gin, rom eller whisky, din yndlingssprut kommer fra en plante i en eller anden form. ’The Drunken Botanist’ giver et grundigt indblik i traditionerne omkring fermentering og destillering med masser af information og historier om diverse drinks. Lyder det lidt tørt, synes du? Jamen, der er også opskrifter på mere end 50 drinks.

Pris: Ca. 95 kr. plus levering på saxo.com.

Mod vinden

En stor, blafrende cykeljakke kan koste unødige kræfter og sekunder, når du bliver fanget i modvinden. Morvelos nye Winter Attack Fuse Jersey Jacket kombinerer den aerodynamiske pasform fra en tætsiddende trøje med en jakkes beskyttelse mod vind og vand.

Ved hjælp af en trelags membran er Fuse både vand- og vindtæt, og det bløde inderfor holder dig overraskende varm, uden at du overopheder i mere moderate temperaturer.

Pris: Ca. 1.350 kr. plus levering på morvelo.com.

Dominoeffekt

Edge Domino Set er en moderne version af de klassiske brikker, fremstillet i slidstærkt aluminium med sort anodiseret finish og laserindgraverede øjne. De minimalistiske brikker har samme nummermønster og størrelse som traditionelle dominobrikker, men udnytter materialet optimalt med sit udhulede design. Med til sættet følger en solid trækasse.

Pris: Ca. 700 kr. plus levering på huckberry.com.

Åben himmel

Hotellet hedder Kakslauttanen, og selv om du ikke kan udtale det, er det altså et hotel i Lapland, 250 km nord for polarcirklen. Stedet er etableret af Jussi, der i 1973 løb tør for brændstof på vej hjem fra en fisketur. Efter at have slået lejr og overnattet blev han så betaget af de smukke omgivelser og nordlyset, at han åbnede en café for folk på vej til Nordkap.

År efter år er Kakslauttanen vokset og er nu en af Finlands mest spektakulære rejsedestinationer, hvor du kan sove i igloer med glastag, stå på ski, tage på husky-safari og meget andet. Hotellet er stadig drevet af Jussi.

Pris: Ca. 3.200 kr. pr. nat for to voksne i lille glas-iglo.

Boston-shake

De fleste cocktail-shakere har to grundlæggende fejl. De er som regel svære at separere, og den indbyggede si bliver ofte stoppet til. De problemer kommer du uden om med Koriko Weighted Shaking Tins.

Dette Boston-style sæt består af to simple beholdere, som bliver holdt sammen af et let undertryk og derfor kan separeres uden besvær. Du skal dog huske at have en si ved hånden, da sådan en ikke følger med.

Pris: Ca. 75 kr. plus levering på eu.cocktailkingdom.com.

Af banen

Hvis du insisterer på at cykle en træningstur, mens der stadig er sne på veje og stier, kommer du længere på en fuldblods terrængående cykel. Trek Farley ruller med sine 4” dæk over stort set alle forhindringer. Takket være de slangeløse dæk, monteret på Treks kulfiberhjul, føles de store hjul og dæk hurtige og responsive på både snedækkede veje og skovstier.

Pris: 38.499 kr. plus levering på fribikeshop.dk.

Bar’ en dejlig stol

Det kan noget særligt, at sidde på en barstol. Højden giver overblik, og manglen på ryglæn gør den siddende mere opvakt. Og først og fremmest minder det om noget, vi alle sammen kan lide: at gå på bar.

Det danske talent Chris L. Halstrøm http://www.euroman.dk/design/9-designtalenter-du-skal-kende har designet en skødesløst cool en af slagsen, der bærer navnet Georg efter hendes søn. Linjerne kunne være både nordiske og japanske.

Hvis du heller ikke har en hjemmebar, så anbring dine gæster på den langs med køkkenbordet, mens du laver mad. Stik dem en drink, og de vil aldrig hoppe ned igen.

Pris: Georg koster 2.995 hos Skagerak.dk.

Du kan ikke slå den ihjel
Der er 8 (!) års garanti på Blendtec Designer 625 Blender. Normalt dør blendere på grund af overophedning. Men Designer 625 er designet til at tage masser af kølende luft ind, samtidig med at den ekstremt kraftige motor (3 hestekræfter) hakker, mikser, smoother og så videre. Desuden er den nem at gøre ren på grund af sin glatte sokkel. Fås i farverne sort, grafitgrå, hvid og granatæble. 5.495 på Domotech.

 

Noter af jazz

Med et par sprøjt af Replica Jazz Club fra Maison Martin Margiela kan du lugte af jazzklub uden overhovedet at forlade hjemmet. Duften kombinerer moskus, vanilje, tonkabønner, vetiver og tobaksblade i en maskulin blanding, der angivelig er inspireret af jazzklubberne i Brooklyn.

Pris: 715 kr. plus levering på matas.dk.

WaterRower

Selv en af verdens mest magtfulde seriemænd som Kevin Spacey i ’House of Cards’ har brug for at holde sig i form. Og til bruger han denne romaskine, som også herhjemme er solgt i 2.500 eksemplarer. Den er ikke billig, men er dog et af de pænere fitness-apperater, så den ikke skæmmer ens hjem mere end højst nødvendigt.

Pris: fra 9.895 kr. på waterrower.dk.

De rammer den rent

Mikkeller har kastet sin kærlighed over den japanske nudelsuppe ramen og har åbnet restauranten Ramen to Bíiru, som serverer ramen og øl. Nudelsuppen er lavet på en intens suppefond på kød eller fisk og toppet med soja eller miso, samt hvad der ønskes af fyld, fx svinekød eller æg. For at holde oplevelsen så japansk som muligt er der blevet importeret en betalingsmaskine, hvor man vælger sin ramen og sin drik, hvorefter man tager sin madbillet med til skranken.

Se mere på mikkeller.dk.

  

Lune fusser

Hvis du skal løbe om vinteren, er det en fordel med et par sko med ekstra greb, og som kan holde dine fødder tørre. Altra Lone Peaks bedste detalje er dens meget åndbare Polartec Neoshell vandtætte overdel, som forhindrer regn og sjap i at gennemvæde skoen og gøre fødderne kolde. En hårdfør løbesko med godt greb.

Pris: Ca. 750 kr. plus levering på ­runnerinn.com.

Tysk håndværk – italiensk livsglæde

Fantastisk let bitter urtelikør fremstillet i Bayern efter italiensk opskrift. Smager af rabarber, bitter appelsin og kakao. Lækker on the rocks eller med tonic og et smagfuldt alternativ til Campari og Aperol i din Spritz eller Negroni.

Pris: 199 kroner hos Den Sidste Dråbe.

Smukke toner

Den smukt designede G. Pinto On Turntable er en ægte plug and play-pladespiller. Den har en tonearm i kulfiber, en bæltedrevet Corian-plade og en indbygget forforstærker med dedikeret strømforsyning. Og så kan den både håndtere traditionelle analoge lydkilder og digitale gennem en Bluetooth-modtager.

Pris: Ca. 22.500 kr. plus levering på gpinto.it.

Rust dig til vinteren

Holzweiler lyder som en familievirksomhed fra Schwarzwald, men det er faktisk en norsk virksomhed fra 2012. Det gør ikke noget ved kvaliteten af deres halstørklæder, der er i ren lammeuld og små kunstværker i sig selv. For eksempel dette i rustrøde og maritime toner.

Pris: 900 kroner hos Støy og fås også i andre flotte farver - stoy.com.

Jernalderen

Hvis du ikke er så heldig at have arvet en støbejernspande, som med kærlighed har tilberedt måltider i flere generationer, kan du starte din egen tradition med en Finex Cast Iron Skillet. Den er en nytænkning af den klassiske støbejerns­pande med et sekskantet design, som gør den let at hælde fra, og et ’coiled wire spring’-håndtag, som ikke bliver for varmt at holde på.

Pris: ca. 850 kr. plus levering på finexusa.com.

Nespresso

Nespresso Expert kommer som den første Nespresso-maskine i et mere strømlinet og enkelt design. Den er udstyret med smarte ekspertfunktioner, så du kan vælge mellem flere prædefinerede kaffestørrelser og mulighed for at justere kaffens temperatur. Maskinen har desuden indbygget Blutooth-teknologi, så du kan indstille den via smartphone og vågne til duften af friskbrygget kaffe.

Pris: fra 1.999 kr. Læs mere på nespresso.com.
Jakke(r)

Fjällräven Ovik 3 in 1 er en varm og slidstærk vinterjakke, der også kan bruges som to lettere jakker. Den indvendige jakke har syntetisk fyld og kan lynes af og bruges som en let vinterjakke. Den udvendige jakke er fremstillet af vindtæt og vandafvisende genbrugspolyester og økologisk bomuld og er velegnet om foråret.

Pris: 3.499 kr. plus levering på fjallraven.dk.

Drivhuseffekten

Vækst er endnu et spisested fra Cofoco. Restauranten er indrettet med et drivhus, som er bygget op gennem stedets to etager og tager gæsterne med ind i en frodig haveoplevelse – midt i byen. Med drivhuset signalerer Vækst, at der er fokus på grøntsager og krydderurter, men på menuen finder man også blæksprutte, kalvebrisler og oksemørbrad. Køkkenchefen er Jonas Christensen, som bl.a. har en fortid på Hermann og Cofocos egen Höst.

Se mere på hostvakst.dk

Duften af morgen

Barisieur Alarm Clock, designet af britiske Josh Renouf, kan brygge en kop kaffe – eller te – mens du får nogle ekstra minutter på øjet. Du skal blot aftenen i forvejen fylde bønner, vand og eventuelt lidt mælk på, sætte timeren og gå til ro.

Pris: Ca. 2.850 kr. plus levering på joshrenoufdesign.com.

Stjerneskud

Mange kameraer kan tage udmærkede billeder af nattehimlen, men meget få er rent faktisk designet til det. Tiny1 Astronomy Camera kan tage smukke billeder af stjerner, hele konstellationer og planeter ved hjælp af en sensor, som er særlig god i mørke, kombineret med en avanceret billedprocessor. Skulle du have besvær med at finde et motiv, kan Tiny1 hjælpe dig med sit augmented reality-stjernekort på den 4,3” store touch-skærm. Kortet fortæller dig, hvilke stjerner du ser i søgeren.

Pris: Ca. 3.000 kr. plus levering på tinymos.com.

Køkkentjans
Det er efterhånden sivet ind hos de fleste, at skandinavisk mad er langt mere forskelligartet end for bare 10 år siden, og omverdenen er efterhånden klar over, at der er mere til det nordiske køkken end kødbollerne hos IKEA. Med ’Fire + Ice – Classic Nordic Cooking’ skrevet af Darra Goldstein, grundlæggeren af mad- og kulturpublikationen Gastronomica, får du et indblik i det nordiske køkken, set udefra. Med over 100 illustrerede opskrifter fra Sverige, Norge, Finland og Danmark.

Pris: Ca. 200 kr. plus levering på amazon.co.uk.

 

Minimalt

Det kan være svært at vælge blandt de rigtig mange lækre kokkeknive af god kvalitet, der efterhånden er tilgængelige i Danmark. Særligt fordi de lokker med foldet damaskstål, keramik, bambusskæfter, og vi skal komme efter dig. Den her kniv har ikke ændret sig meget de sidste 15 år, til gengæld er den klassisk, smuk , holdbar og skarp. Desuden kan den bruges til næsten alle de ting, du skal bruge en kniv til.

Pris: Mac Pro kokkekniv 22 cm. Koster 1.449 hos foodgear.dk.

Cheers – eller Kanpai

Japan kan efterhånden mere end matche Skotland, når det kommer til kvalitetswhisky, og japanerne løber med masser af priser og hæder i diverse konkurrencer. Nikka Whisky kommer i en kantet flaske, komplementeret af en smuk minimalistisk etiket. Smagen er rig med dybe toner, og hvis Nikka var musik, ville den nok være en basgang.

Pris: 349 kr. plus levering på whiskeyeksperten.dk.

Voksne mænd laver også pølser

Det er svært ikke at lave dumme ordspil på pølser. Lidt ærgerligt, egentlig, når man tænker på, hvor fantastiske de kan være. Den kan denne lille bibel til alle, der ønsker at lære pølsemageriets ædle kunst, forhåbentlig hjælpe på. Flotte billeder og pædagogiske forklaringer fortæller dig alle de ting, hvad du har brug for at vide, inden du går i gang med tarm, spæk og krydderier. Køb den til madøret, der har alt.

Pris: 249 kroner på plusbog.dk.

Investér i varme

Det kan være dejligt med en vest under vinterjakken, som giver ekstra varme på de onde dage uden at give dig åndenød i armhulerne. Den her forede sag fra engelske Margaret Howell, hvis signatur er enkle, smukke ensfarvede beklædningsgenstande, er flot nok til, at du ikke smider den, når du smider overtøjet.

Pris: 3.500 hos norsestore.com.


Må vi byde på en æblebrandert?

Aqua Vitae Sydfyn bruger kun frugt, som er tilgængelig i lokalområdet. Skulle høsten af Ingrid Marie-æbler fx slå fejl, bliver der ingen Ingrid Marie-akvavit det år, heller ikke selv om høsten i Jylland skulle være gået godt. Krondild er en æblebrændevin krydret diskret med krondild. Æblefrugten træder tydeligt igennem, og den er især velegnet til sild.

Pris: 249 kr. plus levering på eriksorensenvin.dk.

Det glatte lag

Beklædningsteknologi gør fremskidt hvert eneste år, fx behøver jakker ikke længere at gå på kompromis mellem at være varme og åndbare. La Sportiva Hail kombinerer lav vægt, fleksibilitet og god ventilation, hvilket gør den ideel til mange forskellige vejrforhold. Den er kompakt og velegnet som et ydre lag til alt fra løb i vinterregn til en tur på langrendsski.

Pris: Ca. 1.400 kr. plus levering på bananafingers.co.uk.

Smageøl

To Øl er et af Danmarks bedste bryggerier. Men også i udlandet har man kig på de unge bryggere. Aktuelt importerer de deres ekstreme og ekstremt velsmagende produkter til over 42 lande. Hvis ikke du kender bryggeriet, har firmaet Boxbeer gjort sig den ulejlighed at sammensætte et udvalg af syv af deres bedste bryg, for eksempel en Totem Pale Ale og en Liquid Confidential Porter lagret på romfade. Vent med at åbne smagekassen, til gæsterne er gået.

Pris: 329 kroner på boxbeers.dk.

Tyrkisk mesterværk 

Mens landet lukker sig mere og mere om sig selv, kan det være interessant at læse en roman om det moderne Tyrkiet. Det kan man i Nobelprisvinder Orhan Pamuks seneste roman, ’Dette fremmede i mig’, der skildrer gadesælgeren Mevluts liv, fra han kommer til byen fra sin landsby som trettenårig. Pamuks bog bringer læserne fra 1950’erne op til i dag. Men det er ikke nogen tør, sociologisk afhandling om urbanisering, men derimod, med Politikens Bjørn Bredals ord, en roman udfoldet med ”en blanding af gammeltestamentlig statur, islandsk sagatone og østerlandsk fortælleglæde”.

Pris: Ca. 290 kr. hos saxo.com.

Det smukke spil

Woolsey Ping Pong Table er ikke bare et bordtennisbord. Bordet er, ud over at være et stykke smukt snedkerarbejde, fremstillet i ahornsort valnøddetræ, også et flot møbel, der fx kan bruges som spisebord. Med til bordet følger to bats fremstillet i de samme materialer og et let aftageligt net i pulverlakeret stål.

Pris: Ca. 60.000 kr. plus levering på seanwoolsey.com.

Mere nordisk

Restaurant 108 er udsprunget af Noma og ligger smukt placeret mellem Christianshavns Kanal og den nye inderhavnsbro. Køkkenchef Kristian Baumann forsøger at bevare en tæt forbindelse til den nordiske natur. Igennem året fylder restauranten fx spisekammeret med skovens bær, blomster, svampe og nødder og fermenterer alt fra græskarkerner til indmaden fra blæksprutter for at brygge nye smage til deres køkken.

Se mere på 108.dk.

Eliksirmøblet

De færreste af os har en åben udstilling med vores spiritus og likører – vi går jo ikke i gymnasiet længere. Men det giver os heldigvis en god undskyldning for at købe et flot møbel til flaskerne, fx Elixir Mini Bar fra CB2. Elixir er håndfremstillet i bæredygtigt massivt akacietræ og er kompakt nok til at stå diskret ved siden af sofaen.

Pris: Ca. 2.150 kr. plus levering på cb2.com.

Et wonderkid vender tilbage

Han har været længe væk, er blevet skilt og har senest arbejdet på en tv-serie, som alligevel ikke blev til noget. Men i år er amerikansk litteraturs wonderkid vendt tilbage med en bog om en forfatter, der bliver skilt og arbejder på en tv-serie. Selve skilsmissen er rammen for fortællingen, og det beskrevet utroligt sjovt. Der har aldrig været tvivl om, at Jonathan Safran Foer altid har været velskrivende forfatter, nu har han også lagt humor og det mere selvbiografiske til hans forfatterskab.

Pris: Ca. 349 kr. på saxo.com.

Musikalsk testamente

Den ene dag skrev vi om Leonard Cohens seneste plade, at den til trods for sin dystre titel og teksternes afsked med kærligheden, begæret og livet generelt, fremstår så vital, at det var svært at forestille sig, at sangeren skulle nogen steder foreløbig. Den næste dag var han død. You Want it Darker er ikke bare den sidste fra Cohen, den er også fremragende. Den vil man gerne eje i gammeldags fysisk form.

Pris: Ca. 149 kr. på LP - forudbestil den på cdon.com.

Nye whiskysippere kan begynde her

Macallan laver noget af verdens mest eftertragtede whisky. De sjældneste flasker bliver solgt for millionbeløb. Men mindre kan også gøre det. For eksempel destilleriets nye Double Cask, en 12 år gammel sag, der er en fusion af whisky lagret på fade af henholdsvis amerikansk og europæisk eg, der med hver deres karakteristika skaber en blød og blid velsmag med noter af honning, citrus og karamel.

For folk, der ikke allerede er kendere, er det et rigtig godt sted at begynde et forhold til whisky. Kommer i handelen til 499 kroner i begyndelsen af december i udvalgte forretninger, blandt andet hos Kjær og Sommerfeldt.

Pris: 499 kr. på kogs.dk.

Punk det op

Den gode Dr Martens ville egentligt sikre tyske soldater bedre fodtøj at marchere i, men det endte med at blive en hel anden hær, der tog hans støvler til sig. I første omgang blev de i dag verdenskendte Dr Martens populære blandt engelske husmødre, siden blev de en fast del af punkernes uniform. I dag er støvlerne stadig synonym med det rå, det urbane og det oprørske. Vil du være helt sikker på at sende det rette signal, skal du naturligvis have dem i røde og med 10 huller.

Pris: Ca. 1295 kr. på zalando.dk

Endnu mærkeligere valgkamp

Gonzojournalistikkens fader, Hunter S. Thompson, var nærmest allestedsværende i 70’erne: Fra Las Vegas til Kentucky Derby til Zaire. Derfor var han naturligvis også Rolling Stone Magazines udsendte reporter under præsidentvalgkampen i 1972, og skrev her en række artikler af en så grotekst karakter, at selv Trump/Clinton kommer til at se nogenlunde sober ud.

Pris: Ca. 345 kr. på saxo.com.

Blød mand til nytår

Velour er en af efterårets største trends: http://www.euroman.dk/mode/velour-er-en-af-efteraret-storste-trends. Hvis du ikke lyttede første gang, vi sagde det, så kan du passende gøre det op til nytår, hvor enhver har brug for en ekstra blinget skjorte. Ønsk dig den af en, der har dig kær, og masser af penge på kontoen.

Pris: 1280 kr. på ourlegacy.se

VR-briller

Prop din smartphone i et par VR-briller og træd ind i helt nye verdner spækket med film og spil, som du kan gå på opdagelse i. Dette par fra VR Box 2.0 er både kompatibel til iPhone og Android, og så er prisen heller ikke helt oppe at ringe i forhold til mange af de andre modeller, som du kan finde på markedet lige nu.

Pris: 200 kr. på shop.viar.dk.

Hørt!

Sonos leverer stadigvæk den bedste trådløse lyd på markedet. Velegnet til store boliger. Placér en i hvert rum, styr dem via din telefon, og lad dem tale til hinanden. Kan også anvendes i haven eller på badeværelset takket være sit fugtresistente design

Pris: 1.699 kr. på sonos.com.

Skriv pænt

Cupertino er et skrivebord, der forpligter. Her skal nemlig hverken tegnes krusseduller på postits eller kigges katte på internettet, men skabes. Bordet kan du selv være med til at designe, bl.a. kan man vælge forskellige ben, man kan tilvælge integrerede Bluetooth-højttalere og fås også i en vægmonteret version, flere størrelser og materialer. I sig selv er bordet et enkelt, men detaljeret stykke brugskunst.

Pris: Ca. 7.100 kr. hos boconcept.com.

Tilpas tidløst

De belgiske designere bag Komono laver smukke, enkle og moderigtige ure, du også kan gå med om fem eller ti år. Og prisen? Den er rørende.

Pris: 599 kr. på miinto.dk

LÆS OGSÅ: Kodak har lavet en smartphone til dig, der helst bare vil tage gode billeder 

LÆS OGSÅ: Kulden er kommet: Her er 13 af de bedste og mest alsidige vinterstøvler

LÆS OGSÅ: Mr. Porter og Cos’ nye samarbejde: Her er 5 gode køb fra deres kollektion til priser, hvor alle kan være med

 

 

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok