Milkshake og raketvidenskab. Ikke det mest oplagte makkerpar, vel?

Ikke desto mindre har McDonald’s ved op til lanceringen af en ny milkshake fået hjælp fra ingeniører, der normalt beskæftiger sig med robotter og rumfart.

Den nye milkshake, en såkaldt Chocolate Shamrock Shake, kommer med lag af pebermynte oven på lag af chokolade. De to smage skal helst indtages i en blanding, men det er vanskeligt med et konventionelt sugerør med kun en enkelt munding.

Derfor fik ingeniørteamet, der tidligere har løst problemer for både NASA og Google, til opgave at udvikle fremtidens sugerør, der simultant skulle kunne suge fra flere punkter i en tyktflydende væske.

Og efter at have kørt milkshaken igennem både software og 3D-printer, og efter selv at have suget omkring 100 shakes, præsenterede holdet en anordning med det mundrette navn Suction Tube for Reverse Axial Withdrawal (forkortet: STRAW = sugerør på dansk).

STRAW, kommer i en Apple-lækker, minimalistisk pakke og ligner lidt en fiskekrog eller en saxofon eller, som Grub Street skriver, en snorkel, der har været en tur igennem en hajs tandsæt.

Sugerøret har tre huller mere, end sugerør plejer at have. To af dem sidder tæt på mundingen og går hele vejen igennem røret, hvilket tillader flere smage at blive suget ind på en gang.

Men den vigtigste nyskabelse, som vil være praktisk i alle former for milkshakes, også enkeltsmagsvarianter, er hullet i bunden af røret, der udligner undertrykket, lige så snart mundingen stiger op over shaken og kommer i kontakt med luft.

Det betyder, at sugerør for fremtiden ikke skal så langt ned i væsken som muligt og suge fra bunden, men tværtimod blive ved overfladen, hvor det kan trække luft ind, så shaken bliver konsumeret fra toppen og nedefter.

Fast Company har fået lov at teste opfindelsen og siger, at den fungerer fint og giver en god 50/50-blanding af chokolade og mynte. Det eneste problem opstår i bunden af glasset, hvor krogformen ikke giver mening, og, skriver prøvekaninen, det ville være nemmere at få den sidste sjat op med et ganske normalt sugerør.

STRAW bliver uddelt i 80 McDonald’s-filialer verden over i løbet af de næste par uger. Bliver det en succes, kommer det muligvis i masseproduktion. Og så kan du godt vænne dig til at suge shakes på en helt ny måde.

LÆS OGSÅ: Amerikanske forskere udvikler smartphonebatteri, der kan holde op til tre måneder

LÆS OGSÅ: De 10 mest populære cocktails i verden

LÆS OGSÅ: Endnu en af de store går bort: Skaberen af Big Mac er død