Du behøver ikke længere smutte hjem for at tjekke køleskabets indhold, sætte vaskemaskinen i gang, tænde for varmen eller tjekke, om det er en indbrudstyv eller en vildfaren kat, der har sat tyverialarmen i gang. Ny intelligent teknologi gør nemlig, at du kan tage kontrollen over dit hjem - selvom du er ude.

Når du styrer hjemmet fra mobilen, giver det mere frihed til at lave spontane ting i hverdagen, samtidig med at du kan vinde ekstra tid, når du er ude. Og mange af løsningerne er også økonomiske - på den lange bane.

Genialt, hvis du spørger os! 

 

1. Fjernstyrede hvidevarer med Siemens’ nye app

 

Appen Home Connect knytter sig op på Siemens intelligente hvidevarer, og med den kan du kontrollere dit hjem udefra – til stor vinding for hele familien.

To kameraer monteret i køleskabet gør det fx muligt for dig at tjekke, hvad køleskabet indeholder, så du slipper for at handle forkert ind. Du kan også sætte opvaskemaskinen i gang via fjernkontrol, så opvasken er klaret, når du kommer hjem. Eller du kan vælge din favoritkaffe fra sengen mandag morgen og få fem minutter mere under dynen. Også din ovn, din vaskemaskine og din tørretumbler kan fjernstyres via appen, så du har fuld kontrol over samtlige af hjemmets hvidevarer, selvom du er langt væk hjemmefra.

Som en ekstra feature, kan du indstille appen til at sende push-meddelelser, hvis køleskabsdøren står åben eller du er ved at løbe tør for opvasketabs. Home Connect er definitionen af fremtidens teknologi og appen, du ikke vidste du manglede. Nu mangler du bare hvidevarerne.

 

2. Regulér varmen i hjemmet

 

Flere mærker laver dem og med god grund – smarte systemer, som gør dig i stand til at regulere varmen i dit hjem eller dit sommerhus på afstand. De smarte apps er knyttet op på dit varmeanlæg.

Hold fx huset frostfrit i vinterperioden, mens du selv er ude og rejse og kom hjem til en lun stue. Via app eller sms kan du kommunikere med dit varmeanlæg og vælge hvilken temperatur, dit hjem skal være. Så behøver du aldrig mere vente på, at dit hus bliver varmet op, når du kommer hjem efter en lang dag eller en længere rejse.

Profort er et af de firmaer, der tilbyder en app til varmeregulering i hjemmet. Panasonic står bag en varmepumpe, som styres via sms og desuden er energibesparende.

 

3. Øjne i hjemmet med intelligente tyverialarmer

 

I dag kommer flere tyverialarmer med en app, så du kan tjekke, om det er en flue eller en indbrudstyv, der har sat tyverialarmen i gang. Via følere og kameraer har du altså gode muligheder for at holde øje med ubudne gæster i dit hjem.

Du kan også, med et enkelt klik på mobilen, se et øjebliksbillede af det rum, du ønsker. Det kunne fx være relevant juledag - en foretrukken arbejdsdag for indbrudstyve – og en dag, hvor man ofte besøger sin familie.

G4S er et af de firmaer, som har en app tilknyttet deres tyverialarmer.

 

4. Lys til enhver lejlighed

 

Hue er et trådløst system fra Phillips, der giver atmosfærisk lys i hjemmet døgnet rundt. Hue kan indstilles efter din personlige rytme og give dig en blid start på dagen eller blinkende diskolys, når stemningen er til det.

Hue er knyttet op på en smart app, så du kan styre lyset, når du er væk hjemmefra. De færreste tyveknægte går på rov i et fuldt oplyst hjem, så det er blandt andet en fordel, hvis du er på ferie, men ikke vil have lyset tændt døgnet rundt.

Eller hvis du i en tåge af julestress har forladt lejligheden juleaftensdag uden at skænke lyset en tanke. Så kan du nemt og bekvemt tænde lyset via appen og signalere til udefrakommende, at der er nogen hjemme.

Foto: Siemens | Sådan overtaler du din kæreste til at få det nyeste udstyr

De fire apps kommer desværre ikke alene, men er knyttet op på en større teknologisk anskaffelse. Men fortvivl ikke. Vi har samlet de argumenter, du skal bruge til at overtale kvinden i huset til at gå all in på fremtidens teknologi.

 

Økonomiske fordele: Mindre energiforbrug og mere fornuftige indkøbsvaner. Det er slut med at handle noget ind, I har på køl i forvejen. 

 

Færre bekymringer: Huskede vi at lukke køleskabet? Fosser varmen ud? Er lyset tændt? Er indbrudstyve ved at røve vores hjem? Tjek og udeluk via mobilen, så I kan slappe af.

 

Mere tid til familien: Ovnen forvarmer, vaskemaskinen kører og opvaskemaskinen er i fuld gang. Det hele er klar, når I kommer hjem. Og det er slut med at køre hjem og tjekke køleskabets indhold, før der handles ind.

 

Manden tager styringen: Teknologien er et incitament til at tage kontrol over det huslige - til stor vinding for den nuværende projektleder.