Preben Elkjær, 53 år, fodboldspiller.

Var en af 1980’ernes farligste angribere. Han var med til at gøre undseelige Verona til italiensk mester i 1985 og blev samme år kåret som Europas næstbedste fodboldspiller ved afstemningen om Ballon d’Or.

"Jeg har lavet mange mål lige så længe, jeg kan huske. Vi boede lige ved siden af F.B.s fodboldbaner, og jeg var derovre hele tiden. Klubben havde et sparkebræt, en kæmpe mur på størrelse med et mål, og dér stod jeg i timevis hver dag, fordi det var sjovt. Der er ingen tvivl om, at det sparkebræt hjalp mig. Det gjorde, at jeg sparkede lige godt med begge ben."

Læs videre på de næste sider."En dag, da jeg var 14 eller 15, kom formanden for F.B. (Frederiksberg Boldklub, red.) hjem til mine forældre. Han ville tale dem fra mit ønske om at skifte klub til K.B. Det endte med, at jeg blev lidt længere i F.B. og kom på førsteholdet som 17-årig. Det var første gang, jeg forstod, at mine mange mål betød noget for andre.

Som angriber skal du tro på, at målet kommer lige om lidt – også selvom du har spillet en anonym kamp. Uden selvtillid er det svært. Så tør man heller ikke være så selvisk, som det kræver at lave mange mål, og man tør heller ikke vente med at afslutte til det rette øjeblik. Det har jeg da prøvet. I kortere perioder.""Helt fra jeg var dreng, var jeg sulten efter at lave mål. Jeg skulle bare være på de rigtige steder med det ene formål at score. Og jeg ville hellere score end lægge op. Vil alle ikke det? Selvfølgelig kunne jeg sagtens glæde mig over kollektivets triumf, men jeg glædede mig altid en del mere, hvis jeg selv havde bidraget til sejren. Jeg må nok også indrømme, at jeg har begået enkelte fejl undervejs i karrieren. Især når jeg lagde op til nogen i stedet for at sparke selv."

Denne artikel har tidligere været bragt i Euroman nr. 208.