The Revenant
Foto: Rex

Top 10

De bedste film i 2016 – indtil videre

Året har indtil videre været et blændende filmår.

Året har indtil videre været et blændende filmår. Historierne om superheltene er godt nok dumpet på stribe, men film med stor idérigdom har til gengæld stjålet billedet.

Sommetider glemmer man, at biograferne byder på oplevelser, der rækker ud over iPads og fladskærme i småtommer-format. Det er synd, for året 2016 har faktisk været et ekstremt stærkt filmår – og hvis man ikke nåede filmene i biffen, kan de helt sikkert snart findes på streamingtjenesterne.

Men biografen kan nu noget andet. Den kan få moderne mennesker til at grine sammen – og ikke mindst til at sidde i stilhed i mere end 90 minutter om den samme oplevelse. I bund og grund er det netop det, som film virkelig kan. Få os til at se og tænke på verden på en anden måde.

Så i et år, hvor den ene superheltefilm efter den anden har lignet hinanden, kan samtlige film i denne Top10 over årets bedste film (indtil videre) i den grad skabe refleksion og begejstring. Det er svært at forlange mere end det af en tur i biffen.


10. The Nice Guys
Shane Black er en anderledes filmskaber. Han debuterede med ’Kiss Kiss Bang Bang’ (2005) – og skrev for resten ’Dødbringende våben’ (1987). Og netop sidstnævnte er interessant i forhold til ’The Nice Guys’, fordi filmen er en tyk parodi på buddy-cop-genren. Ryan Gosling og Russell Crowe spiller et par 1970’er-privatdetektiver, der uden den helt store lyst bliver nødt til at slå deres (manglende) evner sammen i en underlig sag. Men denne sag fortoner sig mere og mere, fordi de to detektiver er håbløse og på sin vis skidebange for deres eget arbejde. Man slår sig aldrig på lårene af grin, men man har det alligevel virkelig sjovt og udefinerbart i selskab med ’The Nice Guys’.

9. James White
Christopher Abbott (’Girls’) er en skuespiller, som man virkelig skal lægge mærke til. Det beviser han til fulde i denne film om en forkælet newyorkergut, som har så mange muligheder, at han ikke aner, hvilken retning, hans liv skal drejes i. Vi møder James efter en tragisk familiebegivenhed, men da endnu én af disse indtræffer kort efter, giver det den unge mand muligheden for at træde i karakter i sit eget liv. Og det gør han i et limbo mellem druk og følsomhed. ’James White’ er en stærk film med en eminent hovedrolleindehaver. Og så er den for resten lige kommet på C More Play.

8. Anomalisa
Når man har skrevet ’Being John Malkovich’ og ’Evigt solskin i et pletfrit sind’, så er man ikke så lidt af en urkraft inden for historiefortælling. Charlie Kaufmann skuffer da heller ikke med sin dukkefilm, hvor en udkørt kundeservicemedarbejder hovedkulds forelsker sig i kvinden Lisa. Det kan lyde romantisk, men som i alle film med Kaufmann-signatur står der ensomhed malet ud over alle scener. Ikke desto mindre er det så fængende, at man helt glemmer, at det er dukker, man sidder og ser på.

7. The Big Short
En ganske undervurderet film i år. Men fortællingen om boligboblen, der sprang og forårsagede finanskrisen, er eminent og morsomt fortalt. Vi følger en række mænd, der uafhængigt af hinanden spekulerer i scenarier, som alle finder usandsynlige. Ved at fortælle historien direkte til publikum og tage tykt pis på fagtermer og økonomi generelt, formår instruktør Adam McKay (som tidligere har været Will Ferrells faste manuskriptmand) at skabe en tragikomisk komedie, som ikke bare er nyskabende. Den er også samfundsoplysning på et noget anderledes plan.

6. Carol
Man kunne måske lidt friskt kalde ’Carol’ for ’Mad Men’ for lesbiske. Vi er i 1950’erne, hvor en nyskilt kvinde (Cate Blanchett) nærmest æder en ung butiksekspedient (Rooney Mara) med øjnene. Da hun viser sig at bide igen, indleder de to et kompliceret, men billedskønt forhold, der er mere forbudt end man nærmest kan forestille sig. Instruktør Todd Haynes (’Far From Heaven’ og ’I’m Not There’) kan skabe tidsbilleder som ganske få, men med ’Carol’ formår han mere tydeligt end nogensinde før, at vise, hvor glatpoleret en flade overklassen kan have. Og hvor nemt den kan krakelere i lidenskabelighed.

5. Spotlight
Det handler om sagen. Sådan er god journalistik, og sådan kan gode film også være. Det beviser Oscar-vinderen ’Spotlight’. Historien om en gravergruppe, der med møjsommeligt arbejde optrevler et pædofilt netværk i den katolske kirke i Boston, er så nedtonet filmet, at man ikke lægger mærke til andet end sagen. Stille og roligt rulles den forbløffende og uhyggelige historie – der er baseret på virkelige hændelser – ud, og stjernecastet med Michael Keaton, Rachel McAdams og Mark Ruffalo er så sikre i deres journalistroller, at man bliver suget helt ind i gravergruppens dilemmaer og grublerier.

4. Youth
Én af de mest intelligente film, der er lavet meget længe. Micahel Caine og Harvey Keitel spiller to aldrende kunstnere, der er på rekreation i luksuriøse omgivelser blandt verdens rigeste mennesker et sted i Schweiz’ bjerge. Ind og ud imellem dem dalrer blandt andet Paul Dano og Rachel Weisz rundt. Alt er underspillet, men også med nerve og geniale replikker. Instruktør Paolo Sorrentino brød igennem med ’Den store skønhed’ om det dekadente liv i Rom, men med ’Youth’ bliver filmkunsten mere elegant. Især fordi skuespillernes fikse replikskifter er eminente.


3. The Lobster
Fremtidens underlighed banker for alvor på i græske Yorgos Lanthimos’ småeventyrlige film. Sidst vi stiftede bekendtskab med grækerens krøllede univers, var i den besynderlige ’Dogtooth’, hvor en far holder sine børn inden for familiens fire vægge i døgndrift. Med ’The Lobster’ tager Lanthimos den endnu længere. Vi er på et singlehotel i fremtiden, hvor man kun har kort tid til at finde en partner, for ellers bliver man omdannet til et dyr. Colin Farrell spiller vidunderligt underspillet, mens Rachel Weisz viser helt andre quirky sider af sig selv, end hun gør i ’Youth’. ’The Lobster’ er mærkværdig – og hylende morsom på en begsort måde.


2. Sauls søn
Et kamera i nakken på en kz-fange lyder formentlig ikke som verdens fedeste filmidé. Men det er det! Den ungarske debutant Laszlo Nemes brager ind på filmscenen med sin fortælling om et døgn i Auschwitz, hvor oprøret ulmer, men hvor overvågningen også er konstant. Det fortæller kameraet ved hele tiden at holde sig i nakken på hovedpersonen, som oplever mere menneskelig lidelse på én arbejdsdag, end de fleste mennesker oplever på et liv. ’Sauls søn’ er ikke nogen rar film, men den er et vigtigt dokument for forståelsen af det, som Europa engang var, og det, som det er i dag.

1. The Revenant
Man skal ikke langt ind i filmen om et vanvidsridt igennem den amerikanske ødemark i 1820’erne, førend man ved, at ’The Revenant’ er noget helt unikt. Det legesyge kamera bevæger sig roligt op i hovedet på den liggende Leonardo DiCaprio – der i øvrigt leverer sit livs præstation som pelsjæger. Da kameraet har nået den liggende mand, begynder det at dugge i hans intense åndedræt. Bang! Mere elegant og intenst er det sjældent set, og selve filmen bliver i højere og højere grad en voldsom og voldelig meditation over livet, da den sårede pelsjæger efterlades af sin gruppe og må kæmpe sig tilbage igennem sneklædte landskaber. ’The Revenant’ er mesterlig på en udefinerbar måde. Det er netop, hvad filmklassikere er lavet af.