Der er kommunalvalg 19. november og det eneste, jeg ønsker mig, er en oprigtig person til at repræsentere mig. En, der ikke taler mig efter munden. En, der er klogere og mere besindig end mig. En, der ikke konstant "kommunikerer" med mig, men fokuserer på det arbejde, vedkommende er valgt til. En, der ikke lover mere, end der kan holdes og ikke stikker mig blår i øjnene. En ærlig politiker. Er det for meget forlangt?
Med slogans som “Mere frihed”, “Et arbejde til alle” og “Vi tror på fremtiden” har partierne kastet sig ind i den kommunale valgkamp for at bejle om vores stemmer d. 19. nov. Dansk Folkeparti snobber nedad med deres “det er godt nok til os”-designs, mens De Radikales plakater i den anden grøft forsøger at indgyde en følelse af modernitet og fremskridt.
Begge er de karikerede og selvfølgelige. Polariserede udtryk, der ikke tjener andet formål end at prædike for koret. I 2009 lød der et ramaskrig, da Klaus Bondam valgte at slå en regulær studehandel af med Dansk Folkeparti om en borgmesterpost til Radikale eller til Bondam selv, alt efter temperament. Radikale var gået til valg på at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse i København, så med aftalen kom Bondam til at fremstå magtliderlig og uærlig. Det hjalp ikke på situationen, at Manu Sareen, der havde fået fire gange så mange stemmer som Bondam, var tydeligt rasende over samarbejdet med DF. Han beskrev det blandet andet som “vælgerbedrag”.
Jeg er sikker på, at Bondams realpolitiske jeg sagtens kan argumentere for, at aftalen med DF var et nødvendigt onde. Den sikrede indflydelse til Radikale i Københavns Kommune, og hvem ved, måske har den ovenikøbet været gavnlig for København? For mig at se er der ikke noget galt med at lave samarbejder og aftaler på tværs af partierne. Tværtimod forventer jeg af de folkevalgte, at de er i stand til at finde kompromiser og løsninger. Selv med dem, de er overvejende uenige med. Men jeg forventer også, at de er ærlige omkring det. Bondam og De Radikales problem i 2009 var hundrede procent selvskabt af deres egen uærlighed. Hvad var pointen med at fortælle folk én ting før et valg, og så gøre det stik modsatte så snart krydset var sat? Forventede han, at folk blot ville glemme, hvad der var blevet dem lovet?
Og her kommer min pointe: Ville vi ikke alle politikere som vælgere være bedre tjent med ikke at spille det samme skuespil, hver gang der er valg til de betroede poster? Hvad er meningen med at love gratis busbilletter eller flere parkeringspladser, når alle burde vide at politik er kompromis, og at man dybest set ikke kan love noget som helst? Det er vejen og metoden til målet, der er vigtige for vælgerne, men det bliver sjoflet af de opstillede, når de kommunikerer hårdt og firkantet.
Politisk valgkamp er en beskidt affære, men det er politikerne og de opstillede selv, der skaber den. Den konstante kommunikatoriske oprustning virker mod hensigten og får de opstillede til at virke købmandsagtige i deres forsøg på at tale os efter munden.
