Formentlig sad en del tv-seere forundrede tilbage for et års tid siden, da de fik nyheden om, at 30.000 mennesker havde underskrevet en protest imod Disney. Hvordan kunne så mange mennesker være forargede over giganten med det familievenlige og blankpolerede ry? Svaret var, at Disney havde planer om at caste en hvid skuespiller til titelrollen i ’Mulan’, selv om historien handler om en asiatisk, kvindelig kriger.
Måske burde Disney have set protesterne komme, for nok har koncernen i snart 100 år søgt rollen som den pålidelige babysitter, der leverer ufarlig underholdning, men det er gået galt adskillige gange, når selskabet har fremstillet verden på en, mener kritikerne, stereotyp måde. Helt tilbage i 1941 blev elefantklassikeren ’Dumbo’ fx udskældt for at opfordre til raceadskillelse, lige som ’Lady og vagabonden’ (1955) blev beskyldt for at latterliggøre asiater via to tegnede siamesiske katte kort efter Koreakrigens ophør.
Og så er der selvfølgelig ’Junglebogen’ (1967), som nu bliver genindspillet med stjernestemmer som Scarlett Johansson, Bill Murray og Christopher Walken.’Junglebogen’ er et kapitel for sig i Disney-historien. Filmen har siden sin premiere været udsat for kritik, særligt fordi aben Kong Louie ganske tydeligt repræsenterer afroamerikanere i fortællingen om drengen Mowgli, der vokser op i junglen. Kong Louie synger, at han vil være ”en rigtig menneskemand med rigtig menneskeforstand.”
Det gjorde ikke sagen bedre, at filmen var baseret på en berømt Kipling-roman, der var hårdtslående imperialistisk. Disney har igennem årene forsvaret sig med, at kritikken var et resultat af publikums efterrationaliseringer, eller også har koncernen lukket helt af.
Tavsheden har været særlig udpræget i de senere år, hvor kritikken er taget til, fx i forbindelse med ’Mulan’. Samme taktik valgte Disney, da det blev kritiseret, at man valgte Johnny Depp til at spille indianer i ’The Lone Ranger’ (2013). Siden film som ’Aladdin’ (1992) og ’Pocahontas’ (1995) kunne Disney ikke længere bruge ’efterrationaliseringer’ som argument.
I ’Aladdin’ (1992) måtte koncernen således fjerne flere af figurerne inden premieren, fordi flere større arabiske organisationer truede med sagsanlæg pga. kulturracistiske undertoner. Samtidig tog den velrenommerede avis The New York Times filmen op til debat, fordi Aladdin og hans prinsesse Jasmin er tegnet som gode vesterlændinge, mens stort set alle andre har tydeligt arabisk præg – og er mere eller mindre onde.
Med ’Pocahontas’ fik kritikken så et ekstra nøk. Disney meldte ud, at filmen var baseret på en virkelig historie om en indianerkvinde, der falder for en hvid kolonist. Historikere tilbageviste straks dette, og samtidig blev ’Pocahontas’ sammenlignet med ’Junglebogen’, fordi den så tydeligt udstiller en minoritet. Siden da har Disneys stereotyper været under beskydning, især når det gælder kvinder. Op igennem 00’erne blev Disney anklaget af feministgrupper for kun at have ’mandevinkler’, og koncernen blev opfordret til at skele til Pixars film om legetøj og robotter, som var mere kønsneutrale.
I 2006 opkøbte Disney Pixar, men kritikken fortsatte, fordi en kønsrapport viste, at Disneys kvindelige figurer ofte kun stræber efter én ting: en stærk mand.Men hvorfor så overhovedet genindspille ’Junglebogen’, der allerede inden premieren har fået aktivister på barrikaderne? Svaret er naturligvis penge. Når man i 1964 kunne købe Kiplings romanrettigheder for 4 mio. dollars og tre år senere indtjene over 500 mio. dollars på filmen, er mavesure trailer-kiggere bestemt noget, man kan leve med. Samtidig satser Hollywood på det sikre i krisetider, og på den måde er et remake af ’Junglebogen’ oplagt.
For at være endnu mere sikker (og for at tjene flest mulige penge på franchisen) har Disney siden årtusindskiftet haft en ny metode til at afprøve, om gamle koncepter stadig holder. Man har sat teaterstykker op overalt i USA, og hvis de har solgt godt, har man overvejet dem som film. Netop ’Junglebogen’ gik i 2013 på Bostons fineste teater, og her blev historien endnu en gang kritiseret for racistiske undertoner. Det hele kulminerede, da forestillingens instruktør udtalte, at racismen formentlig sad i beskuernes egne øjne.
Hos Disney forholdt man sig stort set tavs, men noterede, at en kommende filmversion var mulig, men at ’Junglebogen’ måtte skifte fokus og lige som koncernens andre fremtidsprojekter være en blanding af animation og skuespillere. Der skulle også være færre imperialistiske understrømme og mere fantasiverden med en dreng blandt talende dyr. Og det kan ingen vel klage over, eller?
’Junglebogen’ har premiere 14. april.
LÆS OGSÅ: Fem vigtige serier du bør unde dig selv at se
LÆS OGSÅ: 2015’s bedste serier – der kan streames i Danmark
LÆS OGSÅ: Hold fast: 5 serier der kun bliver bedre
