Bruce Lee VHS

Hyldest til videobåndet

Fuck Netflix - VHS-maskinen længe leve

I juli måned blev den sidste VHS-maskine fremstillet. En æra er forbi, men videobåndet lever videre som den nysgerriges alternativ til mainstreaming.

Jeg startede med at se film og serier på VHS. Både dem jeg købte og dem, som jeg troligt optog på bånd fra tv. Ja, jeg har stadig mine ’Strengt Fortroligt’-optagelser.

Nu er videomaskinen så officielt lagt i graven, da den sidste blev fremstillet af japanske Funai Electric ved udgangen af juli måned. VHS-maskinen blev 40 år gammel. Jeg græd den dag, jeg hørte nyheden.

Lad mig blot pege på coveret til eksempelvis ’RoboKill’ fra 1986 i min egen samling. Her ses titelkarakteren som halvt RoboCop-ripoff og halvt mand i jakkesæt med dertilhørende tagline: ”Han er flot, han er charmerende, men han er også en hensynsløs dræber - og han er ikke af kød og blod".



Den slags får du altså ikke, når du igen sidder der på en trist onsdag aften og browser igennem Netflix-ligegyldigheder og dine torrent-sider.

Godt nok har langt de fleste for længst droppet VHS-afspilleren, men jeg har holdt fast i min. Bare rolig, jeg bruger også både dvd, Blu-ray og streaming. Jeg lever jo ikke i 80’erne.

Der er dog noget helt særligt ved videomaskinen og de sorte bånd. Noget magisk, som jeg har svært ved helt at sætte ord på, når folk spørger, hvorfor jeg stadig køber VHS-bånd, da det jo ”er lortekvalitet og fylder vildt meget”.


For at forklare hvorfor, bliver jeg nødt til at se på vores kulturforbrug generelt. Det er nemlig kun gået i én retning: Det skal være nemt, bekvemt og uproblematisk. Og ingen gider jo at spole et bånd tilbage.

Men jeg holder af det klodsede og det uperfekte. Det må gerne være lidt besværligt. Det er på en eller anden måde mere relaterbart og med til at minde mig om, at jeg er et menneske. For vi er mennesker, der oplever verden med alle vores sanser. Vi ser og lytter ikke kun.

Det er muligvis en ubehagelig tanke at skulle ud af sofaen og ikke blot logge ind på Netflix. Men kom ud og kig i filmkasserne på loppemarkederne og tjek kælderen i din lokale genbrug. Du risikerer at falde over en film, du ikke vidste, du ikke kunne leve uden.
 
For det handler også om, at komme ud over, hvad man lige præcis ved, man vil have. Det handler om at turde gå på opdagelse og tage chancer i, hvad man ser og bruger sin tid på. At udfordre sig selv og sin nysgerrighed. Ellers går man bare i ring og ender med kulturelt at implodere.

Nej, Netflix har langt fra alt, dit hjerte begærer. Der er en stor verden udenfor det digitale fængsel.

Kultur skal nemlig ikke nødvendigvis være nemt at forbruge, så ender det hurtigt med at blive til et misbrug af kultur. På den måde forstået, at vi glemmer at tage stilling til, hvad det egentlig er, vi ser og bruger vores tid på.



Nej, videofilm er ikke et nostalgitrip for mig, selvom jeg ikke vil udelukke, at det aspekt også spiller ind. Det er dog langt fra den primære appel ved VHS-båndet.

Båndenes fysiske tyngde og ”uperfekte” billede går lige i hjertet på mig. De er med til at forbinde mig til både virkelighedens verden og filmenes fiktion på en måde, som hverken Blu-ray’ens perfekte billede eller streamingens flygtige væsen formår at gøre det.

Ja, jeg samler på VHS-film helt uden ironisk københavner-distance. Jeg orker ikke et kulturforbrug med indbygget ironi i. Jeg køber af et oprigtigt hjerte langt fra ’tongue-in-cheek’- og Jægersborggade-mentalitet.

Du kan måske sammenligne VHS-samlingen med en bog- eller en vinylsamling. Det er en måde at holde fast i oplevelsen på – at gøre minderne fysiske. Ligesom det at gemme på et gammelt ur eller at klippe en avisartikel ud.

Den fysiske tilstedeværelse er vigtig for mig. Både for min konkrete filmoplevelse og mit liv med film i det hele taget. Det at kunne kigge på og glæde sig til at finde en film frem fra samlingen.

Det at kunne holde en film i hånden er vigtig. Det vil jeg da ikke smide ud på grund af småting som bekvemmelighed og pladsmangel. Det ville også betyde, at et stykke menneskelighed røg i skraldespanden. Og vi skal værne om, at vi er mennesker. Uperfekte, besværlige og klodsede.

Der er også et lavpraktisk aspekt ved det at samle på VHS-bånd. For eksempel er der film, som ikke er tilgængelige på dvd, mens de gamle kassetter som sagt også byder på noget af det flotteste og mest indbydende coverart.

Nej, det er ikke nyere titler som ’Austin Powers in Goldmember’ eller ’Terminator 3’, jeg samler på. Det er sjaskede skrækfilm, eksplosiv action og miniature-bygget science fiction hovedsageligt fra slut-70’erne, 80’erne og ind i start-90’erne. Altså fra VHS-båndets storhedstid.

Godt nok er videomaskinen nu lagt i graven, men videoæstetikken lever videre – også udenfor VHS-maskinen. Det ser man i alt fra serier til film og musikvideoer.

Tag eksempelvis Kanyes VHS-video til ’Famous’ eller Franz Ferdinands VHS-hyldende ’Evil Eye’. Mens tv-serien ’Garth Marenghi's Darkplace’ eller filmen ’Kung Fury’ oser af VHS-slitage. Eller serien ’Stranger Things’, der emmer af 80’ernes videoaftener med en titelsekvens, der byder på VHS-båndets knitren.

Så hvis du ikke allerede har skilt dig af med din videomaskine og dertilhørende videobånd, så lad være. Eller… du er altid velkommen til at lade både bånd og maskine få et liv hos mig.

VHS-maskinen er død, VHS-maskinen længe leve!



Bjarke Friis Kristensen er klummeskribent hos Euroman og vil her forsøge at gøre din tid på internettet lidt sjovere. Når han ikke forsøger på det, bruger han sin tid på at se film med Nicolas Cage og åbne nye tabs i sin browser.

LÆS OGSÅ: Fri mig for mandefjolset

LÆS OGSÅ: Hvordan Jesper Olsen lærte mig alt

LÆS OGSÅ: De 7 bedste piloter i seriehistorien