Historien bag billedet

Historien bag billedet

Historien bag billedet: Joachim Ladefoged skulle fotografere Sweet Louise i Randers, men endte i Madrid med Zidane

Joachim Ladefoged skulle fotografere en prostitueret i artiklen ’Hemmelige steder’ i 2006 for Euroman. Opgaven blev løst, og han ventede bare på, at magasinet skulle udkomme, da han en dag fik et overraskende opkald.

I anledning af vores 25 års jubilæum bringer vi fortællingerne om nogle af vores mest markante billeder og historier gennem tiden.

"Jeg havde fået til opgave at finde en prostitueret og slog sådan set bare op på de bagerste sider i Ekstra Bladet og tog det fra en ende af. Efter et par opkald fik jeg fat på Sweet Louise i Randers. Hun var klar, så længe hun kunne blive anonymiseret, så det var sådan set meget nemt.

Lokalet havde flotte røde vægge, stearinlys, og der var en fyr, der passede på hende. Ham fik jeg lokket med til at lege kunde, så længe man heller ikke kunne se hans ansigt. Min syge hjerne fik så den her idé med, at han skulle stikke hovedet ind i numsen på hende, så det både blev overraskende, og hvor de samtidig var anonymiserede.

Når man spiller med åbne kort, er folk som regel med på den, og der var egentlig ikke noget problem med at få skabt tillid. Det blev et ret vanvittigt billede, men opgaven var på sin vis meget straightforward.

To uger senere stod jeg så ude foran mine svigerforældres hoveddør, da et udenlandsk telefonnummer ringede til mig. Jeg tog den, og i den anden ende af røret var der en, der sagde: ’Det er Karsten fra Randers. Du har lige taget nogle billeder af Sweet Louise.’ Jeg tænkte bare: ’Fucking hell. Er det hendes pimp eller sådan noget, der er blevet sur?’

Meget tøvende svarede jeg: ’Jaeh,’ hvorefter han sagde: ’Kan du ikke høre, hvem det er?’ Det kunne jeg ikke. ’Det er Thomas Gravesen,’ sagde han så og skraldgrinede. Så var det simpelthen Real Madrid- og landsholdsspilleren Thomas Gravesen.

Min kæbe faldt helt til jorden. Hvordan vidste han, at jeg havde fotograferet en prostitueret i Randers? Bladet var ikke engang udkommet endnu. Jeg var helt rundt på gulvet.

Så fortalte han, at han havde foræret Kira Eggers (hans daværende kæreste, red.) en Mac-computer i fødselsdagsgave, og spurgte, om jeg ikke kunne hjælpe hende med at finde ud af at bruge den. Et halvt år tidligere havde jeg fotograferet ham i Madrid til Euroman, hvor jeg havde fortalt, at jeg var vild med Mac.

Jeg sagde, at det kunne jeg godt, men om jeg kunne ringe tilbage senere, og ellers – sagde jeg i sjov – kunne han jo bare give en flybillet. ’Det er fandeme en aftale,’ sagde han, og så bestilte han en flybillet til mig til Madrid dagen efter.

Så blev jeg fløjet derned, underviste Kira i at bruge Mac om eftermiddagen og var om aftenen i players lounge og se Real Madrid mod Osasuna. Fuldstændig surrealistisk. Da vi så skulle hjem efter kampen og stod og ventede der, hvor bilerne bliver kørt frem, kom Roberto Carlos og Zinedine Zidane hen og stillede sig ved siden af os.

Jeg tænkte: ’Fuck fuck fuck,’ for Zidane var helten over alle helte for mig, så jeg fik Thomas Gravesen til at tage et billede med mig og Zidane.

Næste dag, før jeg skulle flyve hjem, fik jeg omsider spurgt, hvad i alverden det egentlig gik ud på, det med Sweet Louise, og han forklarede, at han havde ringet til Euroman for at få mit nummer, og de havde fortalt, at jeg var ved at fotografere hende.

Og så havde han besluttet sig for at pranke mig. Så det er altså historien om, hvordan jeg blev ringet op af Karsten fra Randers, der muligvis var pimp for Sweet Louise, men endte med at få taget billede med min helt Zidane.”

LÆS OGSÅ: Jens Vilstrup var manden bag Euromans bagsideklumme: "Jeg skrev bare uindpakket om pinagtighederne i min egen virkelighed"

LÆS OGSÅ: Kendte mænd vækker ‘Ugens Rapport’ til live i lummer porno-podcast

LÆS OGSÅ: Sådan charmer du dig ind på ’en kvinde vi kan li’: ’Det er aldrig rart at få hår i munden, men det går nok’