Berlin Muren 25 år
Foto: Alloverpress

Berlin Muren 25 år

Murens medlidenhedsdrab på 80'erne

“All those moments will be lost in time, like tears in rain. Time to die.”  -Døende replikant Roy Batty (Rutger Hauer med 80er-turkis øjne) i ’Blade Runner’, 1982.

Vi sad og så det i fjernsynet den aften, 9. november 1989, granatchoklamslåede og amfetamineuforiske. Berlinmuren faldt. Nu har Murens fald sølvbryllup, og de siger i mit fjernsyn, at historien gentager sig. Russerne kommer. Igen. Til undervands og i luften. Det må de gerne. Bare de ikke tager 80erne med. Jeg er endelig, endelig, efter 25 år på Dødsgangen, endelig kommet ud af dem. 80erne. 

1989 var et hospice. Jeg står, live, 2014, hernede i Berlin, som en vindblæst og bebrillet, blotterfrakkeklædt og pelshuebærende TVAvisen-korrespondent fra et gulnet, forladt, ruineret årtusind står jeg oppe på Berlinmuren, der er væk, den er faldet, der er intet tilbage, det er bare et gammelt fotografi, der forvitrer, historien er slut. Da jeg var her første gang i 1990, stod den her metermassivt endnu, Muren, og man kunne ikke se klart, man kunne ikke se den store, dybe, krystalklare panoramasammenhæng. Fordi Muren stod i vejen, og tiden ikke var gået et andet sted hen for at dø sammen med historiebøgerne endnu.

Men heroppe fra Muren, der ikke er der, og 25 år efter, der ikke er der, er det nemt at se: Det lå i luften, det måtte stoppe et sted, og da det endelig skete, skete det på ingen tid. Firserne døde, og jeg opdagede det ikke. Det var en kædereaktion af dominodetonerende miner, et festfyrværkeri til en spontan, men længe ventet og uundgåelig begravelse, mens musikken spillede ”It’s the Final Countdown, DI-DI-DI-DI. DI-DI-DI-DI-DI”. Med Europe, som de ved Gud hed, med en symbolik så flommefed, at ikke engang Ole Bornedal ville have brugt den i en tv-dramasøndagsserie.

Muren faldt, grænserne faldt, firserne faldt. Det hele faldt sammen. Mine teenageår faldt sammen med firserne, jeg var nitten i nittenniogfirs, min ungdom, min personlighed og mine tilbøjeligheder begyndte og lukkede butikken i og med firserne, festen startede og sluttede dér, I died in my teens, jeg blev forever young, som en vampyr uden blod, en Duran Duran-fan løbet tør for eyeliner og hårlak, dømt til at vandre hvileløst rundt og lede efter Berlinmuren og november 1989 i al evighed, indtil udfrielsen.

Vi sad og så det i fjernsynet, granatchoklamslåede og amfetamineuforiske. Det kogte op som et ulmende vulkanudbrud, det lå dernede, kunne ikke holdes nede i længden, trykket steg, presset voksede, eksplosionen måtte komme, der lød et brag, og det sprøjtede ud i alle retninger med undertrykt længsel og begær, frygt og frihed, fortid og fremtid, historie og nutid, mursten og pigtråd, kød og blod og kropsvæsker.


Foto: Brian Harris/REX

Berlinmuren faldt den 9. november 1989, jeg sad og så det i fjernsynet, jeg havde aldrig set noget lignende, det var første gang i min tid, at der skete noget, som ville komme til at stå i historiebøgerne, og jeg var helt oppe at køre over det. Endelig, ENDELIG skete der noget, som ville stå i historiebøgerne, vi havde aldrig oplevet noget, det sagde vores forældre selv, det sagde lærerne i skolen, i aviserne: ”Hvor var du under Krigen, hvor var du, da Berlinmuren blev opført, hvor var du, da Kennedy blev skudt?! Hvor var du i ’68?! Hva’?! Månelandingen?! Nå!” Ingen steder. Vi havde aldrig været med i historiebøgerne, vi var intet.

Men nu, NU var vi endelig med i historiebøgerne, og så er det sjove, at nu findes de ikke mere, historiebøgerne, nu findes der kun snapchat, som også snart forsvinder igen, znipznap, så nu er vi lige så intet som før Murens fald, men det vidste jeg ikke dengang, jeg var høj som naive børn på historien, det sprøjtede ud til alle sider og ud over alle siderne i historiebøgerne med murbrokker og granatsplinter, jeg kunne simpelthen mærke suset fra vingerne og i blodet og historiebøgerne, som er døde og erstattet af snapchat og noget andet lige om lidt og sådan er dét. 

Om eftermiddagen, den dag Muren faldt, var jeg i Klaptræet på Kultorvet, det var en ”cafébiograf”, og se Blade Runner med Harrison Ford. Filmen var fra 1982 og foregik i 2019. Miljøet, klimaet, naturen var kollapset, alt var dehumaniseret i mørke storbyer, oplyst af højhusenes neonfacader. Så slemt blev det nok ikke. Det var også alt for langt væk i 1989. 2019 var ikke et sted, man kunne forestille sig, husker jeg tydeligt, så langt væk var det. Jeg forstod ikke slutningen. Heller ikke at alt ville forsvinde ”like tears in rain”. Men den var smuk og neonlysende, ligesom 80erne nogle gange.

Efter filmen, da neonlysene begyndte at tændes i Københavns blå novembertime, sad vi som så ofte før på ”Café Europa 1989”, som den ved Gud stadig hedder, jeg sværger, nede ved Storkespringvandet, i hullede Levi’s 501, læderjakke fra Roger, slips og spillede smarte med Cartier-cigaretter, jeg sværger, og en fesen cappuccino, jeg sværger. Jeg prøvede vist stadig at ligne mit idol Steffen Brandt fra TV-2, men jeg havde desværre for mange krøller, som folk troede var købte permanentkrøller, det var de ikke, jeg sværger, men min solariebrune hud var permanent som pergament, nu er det 2014, og jeg fatter ikke, at firserne ikke har indhentet mig, at jeg ikke har fået hudkræft endnu - det var altid ”7’eren – Deluxe med ekstra ansigtssol - er klar”. 


Rutger Hauer i still fra Blade Runner. Foto: Snap/REX

Bagefter sad vi på Café Strecker i den ene ende af Strøget, den nede ved Magasin, Op-til-baren-ned-igen-og-hva’-vil-du-ha? eller på Strecker i den anden ende af Strøget, den nede ved Rådhuspladsen, op-og-ned-ad-Strøget-og-hvad-var-det, hvad-var-det-du-sagde? Vi elskede disse kolde københavnske nætter så højt som vi elskede os selv.

Selvfølgelig anede jeg intet om, at det var startet i de timer. Den totale nedrivning af årtiet, som havde skabt mig, alt blev jævnet med jorden. Alt faldt med Berlinmuren. Det var en epidemi. Tre dage senere faldt Allan Simonsen. Allan havde altid havde været der, målscoreren fra firsernes afgørende øjeblik, defining moment, seks år tidligere: Wembley 1983. Allan spillede afskedskamp for Vejle, 36 år og 332 dage gammel, sidste kamp nogensinde, stoppede karrieren den 12. november 1989. Det var kun tre dage efter, Muren var faldet. Nu gik det stærkt. 80er-hertugen Kim Schumacher havde 80er-AIDS. De kaldte det ”bøssepest”, det tog man ikke så tungt dengang, lige efter Danmark viede verdens første bøssepar på Københavns Rådhus. Kim Schumacher havde spillet sit sidste firserfartstribede Stock, Aitken & Waterman-megamaximonstermultimilliondollarmix i Studie 88 og døde lige rundt om hjørnet (som Preben Elkjær, målkongen af firserne, fik rødt kort i sin afskedskamp, da firserne var helt slut). Steffen Brandt og TV-2’s sortklædte borgmestre af firsernes musikhovedstad kendte kun én vej – opad - gennem hele årtiet til toppen af Mount Firserne med Nærmest Lykkelig fra året før, deres sidste i firserne. De faldt ned fra Muren og Mount 80s, da firserne døde. Og der var langt ned og hjem til Århus med Å og tilbage igen.

LÆS OGSÅ: 11-meterpletten: Kunsten at skyde straffe

Når jeg ikke prøvede at ligne Steffen Brandt i 1989, prøvede jeg at ligne Prince, prinsen af 80erne, poppens Mozart, der udgav sit sidste gode album samtidig med Nærmest Lykkelig og døde (kunstnerisk) kort efter. Han var et geni i firserne, en uudtømmelig kilde af hits og sitrende eklektisk generøsitet, men faldt dybt og længe lige så snart det blev 90erne, og jeg véd, at det var Berlinmuren, der rev ham med ned, som den for eksempel også tog Linie 3-humor med sig ned i sin visdom. Murens medlidenhedsdrab. Murens aktive dødshjælp ved nakkeskud.

LÆS OGSÅ: Se samtlige Prince-frisurer 1978-2013

Nu er det så indlysende, det er så nemt, at det gør ondt, så nemt at se, at det hele faldt sammen, sammen med Muren. Det var The Final Countdown, DI-DI-DI-DI. DI-DI-DI-DI-DI. Lige efter Murens fald var jeg på Café Krasnapolsky i Vestergade for første gang, jeg kom vist flere år for sent til festen, den lignede en begravelse, sorte rullekraver, sorte jeans, sort læder, sort hårfarve, sorte briller, Sort Guld, alle vegne. Bagefter var jeg til Åbent Hus for håbefuldt potentielle studerende på Filmvidenskab på Københavns Universitet, der var mere sort dress code, flere alvorlige briller og endnu mere begravelsesstemning. På Floss-baren i Pisserenden sad stadig prominente medlemmer af 80erne, Very Important Punks, og stenede bag Politiken, som de havde vendt på hovedet, så dopede var de. På Café Victor i Ny Østergade holdt endnu åbne røde sportsvogne, de havde p-bøder i ruden fra 1985, sidegadevekselererne, reklamedirektørerne og selskabstømmerne. På Café Montmartre i Nørregade var der frustrations-funk med saxofonsovs og slagbasser. Folk sad med solbriller på, så funky var det. 

Schlüter holdt sin skæbnesvangre der-er-intet-fejet-ind-under-gulvtæppet-tale i 1989. Schlüter var 80erne. 80ernes Stauning, 80ernes landsfader, tidsåndens ypperstepræst, zeitgeistens zar. Danmarks Reagan var Poul Schlüter. Reagan checkede ud af Det Hvide Hus i 1989.Sepp Piontek var 80erne. Sepp Piontek døde seks dage efter Murens fald. Jeg pjækkede fra skole, for kampen blev spillet tidligt på eftermiddagen. Det var i det gamle Østeuropa, Rumænien, Bukarest, trøstesløst, og det blev det endegyldigt sidste vi så til dét og til resterne af Grundlovsdag1985-Danmark-Sovjet4-2-magien, der samlede Danmark fra Wembley83 og til den bitre ende. Vi tabte 3-1 til Rumænien i den sidste kamp i firserne og kom ikke til VM, for 80er-far Sepp Piontek havde, i hvad der skulle blive hans sidste landskamp af betydning, genindkaldt sin haltende, halsende rottweiler og højt dekorerede firserkrigsheltsveteran Søren Lerby med nedrullede strømper og blottede skinneben. Han var en firserzombie, og Sepp og Lerby døde uden støvlerne på, ydmyget sammen for enden af en våd dynamitstang i betongrå Bukarest med diktatoren Ceausescu og maskinpistoler på tribunen. Farvel Mexico86 for sidste gang, farvel Re-Sepp-Ten for altid.


Allan Simonsen med flere i de glade dage i 1988. Foto: Niels S. Andersen

Efter nederlaget iførte jeg mig sørgebind og sort Ceausescu-hue og gik i optog gennem gågaden i provinshullet, hvor jeg boede, men det var ikke fordi firserne døde, jeg var bedøvende ligeglad med firserne dengang, anede ikke hvilket årti det var. Firserne kom først tilbage og hjemsøgte mig senere, selv om de selvfølgelig var der hele tiden ligesom malaria i organismen. Halvanden måned senere blev tyrannen Ceausescu skudt for åben skærm ved en rumænsk militærstandret sammen med sin kone lige midt i juleanden 1. juledag, det havde man aldrig set før i fjernsynet, youtube-halshugninger fandtes ikke, kun telefax og teleslynge, telex og KTAS-fasttelefon, og Michael Douglas/Gordon Gekkos ”mobiltelefon” på størrelse med en ghettoblaster i Wall Street, og henrettelsen var noget, der gjorde indtryk ude i stuerne, det var 80ernes dødsrallen, men kunne høre og se, få dage før dette længste årti endelig åndede ud, og hele østblokken, hele verdensbilledet sprængtes til atomer ud over det hele. 

Jeg levede i Drømmeland. Firserne var en illusion, en smuk plasticdukke. Firserne og ungdommen er latterlige på den måde, men drømme er uundgåelige, og drømme holder ikke længe, det var det, Murens fald lærte os. Ni dage efter Murens fald i Berlin totalsmadrede jeg helt overlagt mit første møde med virkelighedens benhårdeste branche, efter otte måneder, gensidig aftale og død til et traumatisk soundtrack af firserLis Sørensens Dine-øjne-de-skal-se-se-på-det-de-gerne-vil, som lå nummer ét lige dér. Jeg får stadig kvalme og klaustrofobi, når de uden advarsel om stærke scener i næste indslag pludselig spiller den i radioen eller et butikscenter i provinsen. Det var mig, der skred, fordi drømmene var uendeligt meget større end virkeligheden, jeg var nitten, pigen var sytten, meget ældre end mig, luften var nul, who wants to be forever young?, det var snart jul, jeg måtte videre, jeg havde bestilt tid i solcentret, købt Kouros aftershave, jeg læste ”Genkender ikke hinanden/I lukket november” af Søren Ulrik Thomsen, åbnede aldrig en bog, men læste Michael Strunge og hørte tunge The Cure i mol i min Sony Walkman, gik i Klaptræet og så blå, blå, elektrisk blå firserfilm som Betty Blue og Le Grand Bleu.

Jeg fik aldrig lavet mine lektier i S-toget, og heller ingen andre steder, der var kun få måneder til studentereksamen, det var dommedag, The Final Countdown, 90erne lå lige for fødderne af mig med sine åbne grænser, world wide web, Poul Nyrup i buffalostøvler, et frit fald som Murens, en afgrund, som jeg var så bange for, at jeg ikke engang kunne sige det til mig selv, det satte sig bare i systemet som en virus. Jeg gik i cowboystøvler og slips på samme tid, det var (stil)forvirrede tider, og det skulle blive meget værre, før det blev meget bedre.

Nu er vi her endelig, jeg står her stadig, oppe på Muren, som om jeg tror, jeg er en af DR/TV2’s vindblæste nyhedskorrespondenter direkte igennem via satellit med tryk på alle stavelser, coke-stirrende, vidtåbne øjne og verdens skæbne på mine skuldre, står stadig i Berlin, oppe på Muren, der ikke er der, og ser tilbage, udsigten er god, når man ser tilbage. Det hele er så klart. Nu, hvor 80erne ligger døde og begravede, som Michael Jackson og Whitney Houston. Lige dér, hvor Muren stod.Og det er først nu, altså NU da jeg står her med den bagklogskrystalklare, retrospektive panoramaudsigt i Berlin, at jeg kommer i tanker om det. For første gang siden dengang for 25 år siden.

Det er fordi, der går en mand på min egen alder forbi stedet, hvor jeg står, og jeg tror, jeg har glemt alt, lykkeligt, og så rammer den forbipasserende mand mig lige i næsen. Det er Muren, jeg møder. En mur af Kouros-aftershave pour homme og Yves Saint Laurent, der vælter mig omkuld. Den sender mig næsblæsende i koma, og jeg hallucinerer i firserfarver, neon, pistacie, pastel, pink, koboltblå, og kommer nu for første gang i 25 år i tanker om den eftermiddag i København i november 1989 klokken fem, hvor det var mørkt som ind i firserne, og jeg, jeg sværger, så en ensom UFO svæve gennem gaden. Da jeg kom forbi stedet igen, halvanden måned efter i et andet årti, i januar 1990, var lyset gået ud i neonskiltet. Øv, tænkte jeg. Det var jo slet ingen UFO. Det var bare firserne. 80erne. Det var ingenting. Og det betød alting.

Heldigvis sletter tiden og historien sig selv efter 10 sekunder som på snapchat, som et snapshot-snip-snap-snude, historien er ude. Og den har aldrig været her. Like tears in rain.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte