Afslutningscermoni EM Sara Frost
Foto: Marie Hald

Afslutningscermoni EM Sara Frost

Sara Frost: ”Hvorfor kan vi stadig ikke kan finde på noget bedre end mennesker, der danner bogstaver i fællesskab, når vi skal lukke et EM eller starte OL?”

Sara Frost ser tilbage på det netop overståede EM.

Øv, øv. 

Ikke fordi jeg holdt med Frankrig fra begyndelsen og de tabte i finalen, ikke fordi Ronaldo slog sig og måtte skiftes ud i sin sidste EM-slutrunde, ikke fordi vi endnu engang skulle døje med at se på David Guetta.

Men øv øv, fordi vi stadig ikke kan finde på noget bedre end mennesker, der danner bogstaver i fællesskab, når en sportslig ceremoni skal åbnes og/eller lukkes. Og her kigger jeg også på dig, OL.

Jeg beder jer ikke grave Édith Piaf op og lave en ceremoni med et visuelt udtryk af Vanessa Beecroft. Jeg beder bare om, at vi springer over menneskebogstaver ligegyldigt hvor fedt et ord, I har fundet på at skrive. Jeg kan ikke besvære mig med at forklare, hvem sidstnævnte kvinde er, for dem som ikke ved det.

Det er der ingen fra fodboldens verden, der har gjort for mig, når der er blevet nævnt navne den seneste tid. Jeg har selv måttet finde tasterne for at finde ud af, hvem eksempelvis Antoine Griezmann er. Eller spørge min alvidende kæreste. Så den klarer I selv.

Her er vi så. 51 kampe senere, hvoraf 36 af dem blev brugt til at sortere otte hold fra - og jeg har vel fået set 34. Det startede så godt. En uge inde i slutrunden havde jeg set samtlige kampe, og derfra må jeg erkende, jeg begyndte at falde ud.

Det er, som jeg har det med mange af Martin Scorseses film. De må godt være lange, men ikke når jeg skal sidde igennem et utal af variationer af den samme scene i én film. Alligevel skal jeg da altid se med, når Leonardo endnu engang slår sine folder i en af hans film.

Og jeg har heller ikke kunnet finde ud af at ignorere slutrunden. Men det tog for lang tid. Det er ingen hemmelighed,at jeg bruger min tid på mange dumme ting. Som når jeg lige skal se et par af de gamle Fresh Prince Of Bel Air, og jeg pludselig er nået til 5. sæson og den første Aunt Viv er ude (øv øv).

Eller når jeg finder sager på eBay, jeg aldrig nogensinde ender med at eje. Jo, jeg bruger masser af min tid dumt. Men at se en fuld slutrunde med 24 i stedet for 16 lande, som jeg kan forstå der sædvanligvis er med, kommer ikke til at ske igen.

Nej, lad mig se med i 21 dage, og så lade det være det. Der er alligevel ingen, der kan skrive en sang, vi kan holde ud at høre med den frekvens i længere tid. Faktisk er en af de få, det er fedt for David Guetta og hans “This Ones For You” - der er nemlig bare flere penge i lommen på ham. Lad os bare sige, han er ikke den helt, vi havde brug for, men den, det her EM fortjente.

Og jo - så er det jo sådan set også fedt for alle de små lande, der får lov til at være med under EM. For med 16 lande - øv øv - så ville Island nok ikke have været med og haft sin egen historie i historien. Men det er sådan set fint.

For det er en historie, der hverken har begyndelse, midte eller slutning, når det kommer til det, det hele handler om - gode fodboldkampe. Jeg ved ikke nok til at kunne sige, hvad god fodbold teknisk set er, og det findes der nok også masser af meninger om i forvejen. Men jeg kan godt få lyst til at springe ud af vinduet, når der bliver slået den ene lange bold efter den anden og ellers ikke så meget. Island har masser af fede ting at give sig til og god historie. De behøver ikke skrive en med fodbold.

Det behøver ingen sådan set. Men fodbold er her, det går ingen steder. Og efter en måned som førstegangs fullblown EM-seer kan jeg godt forstå hvorfor. Der ville nok være et hav af hænder, hvis man bad om at få hånden op på alle, der synes, det var et forholdsvist ligegyldigt EM, men det hav ville straks fremstå som en lille næsten udtørret bæk ved siden af det antal hænder, som ville ryge op, hvis man spurgte, hvem der aldrig ville undvære det.

24 meget forskellige lande med i alt 552 personligheder plus det løse, der mødes og under forholdsvist fredelige forhold hygger igennem for åben skærm kan aldrig blive helt ligegyldigt. Det kan da noget. Mere af det, tak. Og når alt kommer til alt, så er fodbold så godt i sig selv, at de kedelige kampe bliver noget værd, da der 0-0 i 88 min. til trods altid er spillere med håbløse frisurer at holde øje med. Det er helt ok at være en fodbold-bøv et øjeblik, når man ved det også har sin slutning.