VM er i fuld gang, det er dagens VM-post også.

_______________




Det er aldrig for sent at tage en stilfuld og minimalistisk VM-planner i brug. Designteamet Karoshi har lavet en meget overskuelig en af slagsen.

_______________




Ja, VM-boldene har rullet siden i torsdags. New York Times har lavet en interaktiv guide til VM-kuglen og dens paneler, materialer og producenter fra den første slutrunde i 1930 til i dag.

_______________
 
 


Der var megen kritik af Jabulani-bolden, der blev anvendt ved sidste VM. Indtil nu har der ikke været noget vrøvl over årets Brazuca. Til gengæld ender den hele tiden i nettet. Hvorfor bliver der scoret så mange mål ved denne slutrunde? Det har Adam Bates kigget på for Skysports. Det er et spørgsmål om taktik, forsvarsbrølere og klima, men, som han skriver: ”Fantastiske mål kræver fantastiske afslutninger.”   

_______________




En spiller, der var tæt på at få den ind, men måtte nøjes med et frispark på overliggeren, som selv målmand Joe Hart beundrede, er Italiens Andrea Pirlo. Læs avisen The Telegraphs projekt Babb, der giver 37 årsager til hans status som en af slutrundens cooleste spillere. Han er filosofisk, dyrker sin egen vin og har lækkert hår. Nå, ja, så er der også hans evner på banen. 

_______________




Men der er stjerner, og så er der galakser. I Brasilien lyser ingen klarere end Pelé, selv ikke så mange år efter benene er gået på pension. ”Let me take a moment to think about that. No…no, I have never been anywhere where people didn't know me,” fortæller legenden til Esquire i en opsummering af, hvad han har lært i sit liv

_______________




Pelé spillede næsten hele sin karriere i brasilianske Santos, inden han tog et par sæsoner i New York Cosmos. Det hører til undtagelserne i dag, hvor næsten alle brasilianske stjerner opbygger deres karriere i en europæisk topklub. Apropos har Süddeutsche Zeitung en meget velfungerende og informativ, interaktiv grafik over VM's spillere og fodboldens internationale arbejdsmarked. Bolanos, der stoppede i FCK i år, repræsenterer dansk fodbold.

_______________




Flere stjerner. Kunstneren og instruktøren Richard Swarbrick specialiserer sig i at animere sportshøjdepunkter. Blandt andet denne film med nogle af de bedste kasser nogensinde ved VM. Se hvor lækre, Baggio, Owen og Bergkamps scoringer ser ud i hans glidende animationer. 

_______________




Måske tager VM al din opmærksomhed for tiden, så du helt glemmer at tænke på Game of Thrones. Ikke efter denne lookalike-serie med VM- og GOT-hovedpersoner. 

_______________




Og tillad os så lige at bringe denne hyldest til Messi, der forhåbentlig er på vej mod tidligere tiders form. Den er tegnet af den brasilianske grafiker Cristiano Siqueira og kan ses hos graphicdesign.com.

_______________




"Wow", sagde Joe Hart til Pirlo efter kampen i lørdags. Hvis du siger det samme efter at have læst VM-posten og ønsker at modtage den på hverdage i din mailboks, så meld dig til her.