På Nørrebro, hvor jeg bor, har der i den sidste tid hængt en serie plakater med ordene "Music over Money". I virkeligheden et banalt budskab, nemt at fyre af og uden egentlig konsekvens at efterleve, hvis man ikke tjener penge på musik i forvejen. Alligevel har det tiltalt mig, og jeg er stoppet op hver gang for at studere ordene.
I den følgende tekst er der en grundlæggende præmis, som vi er nødt til at være enige om, for at min intentionen kan udfoldes. Musik er kunst. Er du ikke enig i det udsagn, kan du ligeså godt lade være med at læse videre, for så skal vi starte et helt andet sted, og det gider jeg ikke lige nu.
Jeg startede mit eventyr i musikbranchen på et tidspunkt, hvor nedturen for alvor var begyndt. Snebolden rullede ned af bjerget og opslugte alle dem, der ikke var i stand til at omstille sig til en ny virkelighed, en ny model og en ny type artist. Enkelte af de gamle træer blev stående, dog noget mindre prangende end før. "Do It Yourself" blev det nye mantra vi alle råbte i kor. Det var svaret på alle problemstillinger, økonomiske som kunstneriske. Vi blev professionaliserede, vi blev bevidste, vi blev stærke og individuelle artister, der alle havde de samme muligheder på et globalt marked, der var nulstillet af teknologiens nye muligheder.
Vi snakkede med vores lyttere. Vi inddrog dem og gjorde dem til aktive medspillere. Vi mobiliserede og aktiverede, vi åbnede døren til den kunstneriske process. Vi kendte sandheden. Den hellige gral var fundet. Vi havde vores kunstneriske integritet intakt, og vi stormede fremad for nu også at erobre den kommercielle integritet.
Langsomt begyndte etablissementet at følge efter. Først de kommercielle spillere, pladeselskaberne og managements, der alle så en klar fordel i, at kunstnerne selv kunne, og at de leverede oprigtige og uspolerede kunstneriske produkter. Noget der var efterspurgt. Alt de skulle gøre var at skubbe fugleungen ud over kanten, når den var stor nok. Nogen gange også lidt før.
Alle de mange interessegrupper og fagforeninger indenfor musiklivet halsede ikke sent efter for at få efteruddannet, omskolet og formanet deres medlemmer om, at her, her var noget. Det bugnede af kurser, bøger og selvhjælp fra organisationerne, der selv mest lignede elefanter som de skøjtede rundt i glasbutikken.
Imens vi i musikbranchen stod i en rundkreds og beskuede vores egen selvtilstrækkelighed, satte teknologimastodonterne sig på distributionen. Al innovation blev overladt til en anden branche, og vi tabte det momentum, vi selv havde bygget op.
Her står kunstneren så endnu en gang med hatten i hånden. Spiller for likes og retweets. Uploader halvfærdige udtryk på halvgjorte platforme, for at involvere, aktivere og mobilisere. Vi er professionelle. Problemet er bare, at det ikke virker mere, for alle kan det og alle gør det. Alle kommunikerer lige godt, og derfor bliver alt og alle lige gyldige.
Musik er kunst, og skabelsen af kunst skal tages alvorligt. Der er for meget støj i processen, og det skaber støj i kunsten.
