Mænd og indretning

Mænd og indretning

De 10 største fejl mænd begår i indretning

Du skal ikke smide den store fladskærm og FCK-trøjen fra 1995 på møddingen, men der er plads til forbedring, når det gælder de fleste mænd og indretning.

Vi har taget to indretningseksperter med på råd for at få luget ud i vores Ikea-junk, døde planter og mørke sengetøj. De kommer også med anvisninger til, hvordan vi nemt kan komme over vores fejl og få skabt et hjem, hvor kvinderne også kan holde ud af befinde sig. 

Mørkt sengetøj og umatchende håndklæder



”Når mænd vælger håndklæder, viskestykker og sengetøj falder valget ofte på de mørke farver. Det skriger langt væk af urenlighed og et forsøg på at skjule snavs og pletter. En anden typisk fejl er umatchende håndklæder og viskestykker på toilettet og i køkkenet. Det er sjusket,” siger Sofie Brunner, der har sit eget studie, hvor hun leverer design og indretnings-løsninger til sine kunder.  

LÆS OGSÅ: 15 tøj-fejl mænd begår på kontoret

Det skal du gøre i stedet:

I stedet burde mænd ifølge Sofie Brunner købe tekstilerne i lysere farver, hvilket udstråler mere elegance og renlighed.  

”Når en kvinde kommer hjem hos en mand, vil de altid se på det mørke sengetøj og tænke; ”åh gud, hvornår mon det er blevet vasket og skiftet?” 

”Smid alle de gamle og forvaskede håndklæder og viskestykker ud og køb i stedet for flere af de samme i lyse farver. Og sørg for altid at have ens sengetøj på, hvis du har to single-dyner”, siger Sofie Brunner. 

Forfulgt af teenageværelset 



Hvis tingene stadig fungerer, har mange mænd en tendens til at tage dem med gennem hele livet. Som indretningsekspert Allan Torp fortæller, er det ikke ualmindeligt at se ting fra teenageværelset hos en 30-årig mand. Møblerne bliver hevet med, når vi flytter hjemmefra og ind på kollegieværelset og igen med ind i den nye lejlighed med kæresten. 

Det skal du gøre i stedet:

”Tingene fra teenageværelset skal simpelthen bare skiftes ud. Det er dårlig stil, og du går jo heller ikke rundt i det samme tøj, som da du var 18. Hvis de gamle møbler hænger ved af økonomiske årsager, så tænk mere langsigtet og invester i kvalitet, som holder i mange år frem,” siger manden bag et af landets største boligblogs Bungalow5, Allan Torp. 

Ikea-hjemmet



”Både mænd og kvinder begår ofte den fejl at købe alt til deres hjem i Ikea. Der er slet ikke noget galt med Ikea, men det er ikke fedt at bo i et Ikea-katalog. Det er for tydeligt, at det er den nemme og billigste løsning,” siger Allan Torp. 

LÆS OGSÅ: Test dig selv: Hvad er din mentale alder?

Det skal du gøre i stedet:

”Invester i stedet for i de store grundlæggende møbler som fx sofaen, spisebordet og stole. Det er møbler, som du kan have med dig gennem hele livet.”

”Det er også nemmere at ønske sig de mindre ting i jule- og fødselsdagsgave. Og hvis man kan holde ud at gå i genbrugsbutikker eller loppemarkeder og finde nogle fede ting her, kan det være en god afveksling til Ikea-møblerne," siger Allan Torp. 

Døde planter



”Når mænd har planter i deres hjem, er de ofte døde og står i et hjørne, hvor de blev placeret, da de fik dem foræret i værtindegave, til housewarmingen eller af deres svigermor. Få dem nu smidt ud,” siger Sofie Brunner. 

Det skal du gøre i stedet:

Det er helt klart oppe i tiden at have planter i sit hjem, da det skaber liv og referencer til naturen. 

”I stedet for de døde og småforfaldne planter, så køb nogle store planter, fx en monstera, der med sine store blade giver masser af maskulinitet og ægte natur. Køb den type planter, som ikke skal have så meget pleje og ikke dør så nemt,” siger Sofie Brunner.  

Ungdommens nostalgi 



”Mænds minder fra gymnasiet eller dannelsesrejsen til Thailand har de meget svært ved at skille sig af med. Det får aldrig en rigtig plads, men bliver bare placeret tilfældigt. Hvis du har nogle nostalgiske ting, du virkelig gerne vil beholde, så dyrk det ordentligt,” mener Sofie Brunner. 

LÆS OGSÅ: 15 tøj-fejl mænd begår på kontoret

Det skal du gøre i stedet:

Sofie Brunner anbefaler, at man samler alt sit nostalgi og udvælger de tre vigtigste, dem der virkelig har betydet noget. Resten må gemmes væk eller smides ud. 

”I stedet for at lade tingene stå tilfældigt alene, så dyrk det og saml flere af samme slags og hæng dem op under hinanden. Hvis man kun har én hajtand fra Australien, så find noget andet, som har nogle af de samme materialer og sæt ved siden af.” 

”Hvis man virkelig gerne vil gemme sin Liverpool-trøje, så få den indrammet og hæng den op på væggen og hæng endda flere trøjer op ved siden af hinanden. Så viser du, at du i det mindste er seriøs. Og så fungerer gentagelser altid.” 

Fladskærm og højtalerne larmer



”En klassiker er jo mændenes kærlighed til det store fladskærms-tv og gode højtalere. Mænd skal have lov til at have det bedste gear. Men den største fejl ligger i deres placering af elektronikken. Det er nogle store og ikke særlig smukke objekter, som larmer meget i et rum,” siger Sofie Brunner.

Ifølge Sofie Brunner bygger mænd sofastuen op omkring tv’et i stedet for at lade det passe ind i stuen. 

Det skal du gøre i stedet:

”I stedet for at lade tv’et stå og råbe op ad en tom væg, så stil det ind i en reol. Eller byg en billedvæg op omkring tv’et, så det bliver en del af udstillingen. Det fjerner fokus og vil skabe mere ro og neutralitet i rummet," fortæller Sofie Brunner. 

Sofie Brunner foreslår, at man prøver at gøre det samme med højtalerne. Hvis det ikke lykkes, bør de gemmes væk bag sofaen eller lænestolen. En tredje løsning kan være at købe højtalerne i den hvide og mere neutrale udgave. 

”Det ville også hjælpe at skifte gamer-stolen ud med en fed sofa," siger Allan Torp. 

Pangfarve som ansigtsløft 



De fleste har en lyst til at sætte lidt kulør på hjemmet, men ifølge Sofie Brunner har især mænd en tendens til at pifte det hele op med kraftige pangfarver. Rød, gul og grøn er blandt favoritterne. Det er typisk plaiden, puderne, lamper, gulvtæppet eller stolen, der lige skal pifte det hele lidt op. 

Det skal du gøre i stedet:

”Vælg i stedet nogle mere knækkede og afdæmpede farver. Det hele bliver mere stilet, elegant og eksklusivt. Hvis man synes, alle de afdæmpede versioner af grå og hvid bliver for tøset, så dyrk materialer og tekstur i stedet for.”

”I stedet for at købe en rød plasticstol, så køb en i massivt træ eller brunt læder. Jeg synes, det er meget mere maskulint at dyrke rå og ægte materialer, som desuden også udstråler kvalitet,” siger Sofie Brunner.

I stedet skal farverne ind i hjemmet gennem kunst på væggene, mener Sofie Brunner. 

Dvd- og cd-samlingen



Mange mænd elsker deres cd’ere og dvd’ere. Det viser noget om, hvem de er, og at de har deres kultur i orden. Men Allan Torp ser to store problemer ved at lade skiverne agere interiør. 

”Først og fremmest er der næsten ingen, som bruger dem længere. Og for det andet er de bare ikke pæne. Ligegyldig, hvor smart dvd-stativet end måtte være. Så hiv dem ned fra væggen og gem dem væk i kasser. De skal selvfølgelig stadig kunne hives frem ved lejlighed.” 

Det skal du gøre i stedet:

”I stedet for cd’erne så hiv de gamle lp’erne frem og den støvbelagte pladeafspiller. Det har noget ægte retro over sig. Ellers kan du bare stille dine bøger frem på reolerne, hvis du gerne vil vise din kulturelle side frem. Men bøgerne skal selvfølgelig ikke være alle studiebøgerne. Vælg klassikerne og de bøger der fortæller noget om din personlighed,” siger Allan Torp. 

Ølkasse-møbler



Det var måske en lidt for fiks idé eller en lappeløsning, da vi flyttede hjemmefra, men Sofie Brunner er ikke glad for tanken om møbler, der er lavet af ølkasser og paller: 

”Det er for usselt at bygge stole og borde af gamle ølkasser og paller. Det ser rodet og beskidt ud."

Det skal du gøre i stedet:

”Hvis man har interessen, så gå i genbrugsbutikker eller loppemarkeder og find noget fedt til en god pris,” siger Sofie Brunner.  

Kopi af Bo Bedre



Der findes en gruppe mænd, som gerne vil vise, at de går op i indretning uden helt at vide, hvad de skal gøre. Derfor har de en tendens til direkte at kopiere indretningsmagasinerne. Ifølge Allan Torp handler smagfuld indretning om at vise personlighed. 

Det skal du gøre i stedet:

”I stedet for kan man prøve at finde ting frem, som fortæller noget om en selv. Find de ting frem, du har samlet sammen gennem årene, og som har nogle gode minder. Ellers er det en god ide at gennemgå ens arvestykker og bruge det, som er pænt og kan passe ind. Det giver en god kontrast til de moderne møbler. Alt nyt og gammelt passer ikke sammen, så find et fælles farvespænd,” siger Allan Torp.

LÆS OGSÅ: 8 spørgsmål du altid får, hvis du er fra Nordsjælland

LÆS OGSÅ: Nybegynderens guide til arkitektur: Sådan får du styr på din by

LÆS OGSÅ: De 9 mest spektakulære bygninger der færdiggøres i år

Se, hvad vi ellers skriver om: Stilguide