Flot fyr på 80: De bedste forsider fra Esquires storhedstid

Hvad fanden foregår der her? I december 1963 var amerikanerne i fuld gang med at forberede sig til julen og gaveræset, da årets sidste udgave af Esquire landede på kioskhylderne. Læserne fattede ikke en brik. Andre grinte bare højt og længe.

Det havde været et langt og plagsomt år for amerikanerne. Det var året, hvor præsident Kennedy blev snigmyrdet, og hvor sammenstød mellem politi og demonstranter nåede nye brutale højder i de værste raceuroligheder længe. Havde læserne regnet med, at Esquire ville fejre julen med en forside, der stemte sindet til mildhed, julegås og gaveindkøb, så blev de skuffet.

Fra forsiden skulede den sorte sværvægtsbokser Sonny Liston med døde øjne under en nissehue. Liston var ikke kun frygtet i ringen; uden for var han en god bekendt af politiet og ikke just typen, amerikanerne drømte om at få besøg af gennem skorstenen. Bag den modige forside, som er gået over i mediehistorien sammen med andre klassiske Esquire-forsider, stod magasinets art director George Lois.

George Lois voksede op i Bronx som søn af græske immigranter og efter en fin karriere som reklamedreng i bedste Mad Men-stil, blev han headhuntet til Esquire-redaktionen på Madison Avenue. Her var han med sine opfindsomme, frække og aldrig kedelige forsider med til at definere 1960’ernes USA i en periode med kvindefrigørelse, rumkapløb, Vietnam-krig og tåregasgranater.

I år er det præcis 80 år siden, Esquire udkom første gang som et magasin til herreværelset med underholdning, journalistik og fiktion. Magasinet har siden haft sine op- og nedture, efter 1960’erne, hvor oplaget lød på svimlende 900.000 eksemplarer hver måned, falmede det en smule i 1970’erne og 1980’erne, men med et jubilæum under opsejling, en nylanceret Esquire-filmkanal og nogle af landets bedste penne og grafikere på redaktionen, er Esquire ganske godt kørende i en tid, hvor den trykte presse er under pres.

Vi fejrer 80 års-dagen ved at kigge på en håndfuld klassiske Esquire-forsider skabt af George Lois. Han lavede i alt ca. 100 forsider, hvoraf en tredjedel senere har været udstillet på MoMa.

__________


Sonny Liston, december 1963
 


 


 

Manden med jernnæven var en gammel kending af politiet, og i ringen var han nådesløs. Da forsidebilledet skulle knipses, nægtede Liston at tage nissehuen på. Det krævede gode overtalelsesevner fra fotografen Carl Fischers side – og fra boksekollegaen Joe Louis, som var med på settet – før Liston gav efter. Smile gad han under ingen omstændigheder.

 

__________

 

 

John F. Kennedy, juni 1964


 


 

Hvem tilhører tårerne på forsiden af Esquire? Er det præsident Kennedy, der græder over sin skæbne 22. november året forinden? Eller tilhører de manden, der tørrer forsiden af med en hvid klud?

 

__________

 

 

Vietnam-krigen, oktober 1966


 

 

Mens krigen i Vietnam eskalerede, var de færreste amerikanere klar over krigens sande gru. De blev snart klogere, ikke mindst takket være detaljerede reportager i Esquire. Citatet på forsiden stammer fra en historie skrevet af John Sack, som beskrev amerikanske soldaters reaktion på en aktion, der gik over gevind.

 

__________

 

 

Muhammad Ali, april 1968


 


 

Han ville gerne slås i ringen, men ikke uden for. Da Muhammad Ali nægtede at lade sig indskrive i militæret af religiøse årsager, blev han dømt til fængsel og fik frataget sin sværvægtstitel og nægtet adgang til ringen. George Lois skabte på den baggrund et ironisk cover med Ali som martyren, gennemboret af pile.

 

___________

 

 

Andy Warhol, maj 1969


 


 

Ikke mere suppe til den herre. Esquire undersøger ofte berømmelsens natur og måden, vi skaber berømtheder på. Pop art-bevægelsens fader, Andy Warhol, er en af dem, der har leget med fænomenerne berømmelse, pop og kunst i en underholdende suppe, som han selv er ved at drukne i.

 

LÆS OGSÅ Frank Sinatra er forkølet: Historien om verdens bedste magasinportræt

Se, hvad vi ellers skriver om: Design og Journalistik