Foto: Line Thit Klein

3 søde med citron

Vi laver søde sager med masser af citroner; Scones, citronfromage og lemon-meringue-pie...


Scones

6 stk.


250 g hvedemel
1½ tsk. bagepulver
2 spsk. sukker
1 nip fint salt
50 g koldt smør
1 dl piskefløde
1 æg
50 g gyldne rosiner

Bland mel, bagepulver, sukker og salt. Smuldr smørret ud i. Pisk fløde og æg sammen. Lav en fordybning i melblandingen, og hæld æggeblandingen og rosinerne i. Bland dejen hurtigt sammen med en gaffel, og saml den. Den skal ikke æltes, men bare akkurat hænge sammen. Tryk dejen ud til en tykkelse på 3 cm, og skær den i 6 stykker eller brug en udstikker. Læg sconesene over på en bageplade med bagepapir. Pensl dem evt. med resterne fra æggeblandingen, og bag dem i ovnen ved 225 grader i 10 minutter.

Tip: Spises samme dag, så smager de bedst.
__________

Fortsætter på næste side...Lemon-meringue-pie
1 pie


110 g smør
260 g hvedemel
1 spsk. sukker

Smuldr smørret ud i melet og bland sukkeret i. Det gøres nemt i en foodprocessor. Saml dejen med en smule koldt vand, og form den til en flad rund disk. Pak dejen ind i plastikfilm, og lad den hvile i køleskabet i 30-45 minutter, før den udrulles. Udrul så dejen, og beklæd en tærteform med den. Prik bunden af dejen med en gaffel, og bag den ved 180 grader i 12-15 minutter, til den er gylden. Lad tærtebunden køle af i formen. Kom 1 portion lemoncurd på den bagte tærtedej og top med en tyk marengs. Bag tærten ved 180 grader i 35-40 minutter. Lad tærten køle af, før den serveres.

Marengs:

½ vaniljestang
4 æggehvider
1 nip fint salt
250 g sukker

Flæk den halve vaniljestang, og skrab kornene ud. Pisk hviderne skummende med salt og vaniljekorn. Tilsæt sukkeret efterhånden, mens der piskes. Pisk til en blank, tyk marengs, som bliver stående, sådan som den formes.Citronfromage
8 portioner


2 blade husblas
1 portion lemoncurd (Se nedenfor)
2 æggehvider
2½ dl piskefløde

Udblød husblassen i koldt vand. Vrid den, og kom den i en skål. Hæld 1-2 spsk. kogende vand over og opløs husblassen. Kom lemoncurd i en skål og pisk den opløste husblas grundigt ud i. I en anden skål piskes æggehviderne stive (piskerisene skal være helt rene, for det mindste spor af æggeblomme fra fx lemoncurd kan gøre, at hviderne ikke vil stivne). Pisk fløden stiv i en tredje skål. Vend først hviderne, derefter fløden i lemoncurd, og kom massen i portionsglas eller en stor serveringsskål. Lad fromagen sætte sig 1-2 timer på køl før servering.

Tip: Pynt evt. den færdige citronfromage med passionsfrugter.
__________

Lemoncurd

1 portion
3 øko-citroner
100 g smør
3 æg
2 æggeblommer
350 g sukker

Skyl og riv citronerne, og pres saften af dem. Varm citronskal- og saft op med smør, æg, æggeblommer og sukker og kog over vandbad ved svag varme. Pisk konstant i det, til det tykner. At lave lemoncurd er lidt som at lave en bearnaise – det må ikke blive for varmt, så koagulerer æggene. Tag af varmen og hæld på sterile glas. Husk, at lemoncurd tykner yderligere, når den køler ned. Den varme lemoncurd skal have konsistens som en tyk vaniljesauce.

Tip: Lemoncurd kan bruges til alt muligt – som syltetøj på lune scones eller som fyld i tærter. Holder sig fint 8-10 dage i køleskabet.
__________

TILBUD: 6 numre af gastro + Hvid Peugeot kværn

SE OGSÅ: 3 lækre desserter med chokolade
SE OGSÅ: 5 knasende lækre kager med nødder

Se, hvad vi ellers skriver om: Opskrifter og Dessert