CAUQUENINA 2012, CLOS DES FOUS, MAULE
Clos des Fous, de skøres muromkransede vinmark, består af fire chileglade vinfolk. En af dem er chileneren Pedro Parra, hvis jordbundsanalyser de seneste år har hjulpet flere producenter til bedre vine og endda har været med til at ændre Chiles nationale vinmarkedsføring. Forskellighed, oprindelse og gamle vinstokke står han for. Carignan, syrah og carmenere fra Maule, Chiles prygelknabe país og cincault fra Itata og malbec fra Bio Bio. Det reneste, umanipulerede udtryk, man kan forestille sig. Sandsynligvis lav svovling, mørk, men frisk af hyldebær, solbær, tørret okseinderlår og ikke mindst de fineste skovhindbær. Umanerlig kompleks, grønkrydret, modigt syrefrisk, diskret vaniljesød og udtalt mineralsk i afslutningen. Outreret, vild, funky og alligevel fin på den. Nu smagt tre gange med samme resultat og smil på læben. Fra 2016 får vi soloaftapninger fra alle nævnte terroirs at se!

94 point
149,75 kr.
bichel.dk

EL PAÍS DE QUENEHUAO 2010, LOUIS-ANTOINE LUYT, CAUQUENES, MAULE
Louis-Antoine Luyt kom til Chile første gang i 1998. Mest for at lære spansk. Da han besluttede sig for at skifte sit opvaskerjob på en restaurant ud med mere ansvar og fokus på vinen som sommelier, måtte han tilbage til Frankrig for at lære det i praksis. Her arbejdede han sammen med bl.a. Jacques Lardière hos Jadot og naturvinspioneren Marcel Lapierre. Han opdagede hurtigt, at Chiles vinscene var grotesk homogen og tog skridtet fuldt ud, flyttede til Maule og fokuserede på gamle knortede stokke af hidtil inferiøre sorter. País er landets arbejdshest, men man KAN lave god vin på den. Luyt har lavet en skarp, smygende syredrevet bærfrugtig sag. Helt fri for funky noter, ren og med kontant tanninbid. Kan minde om den friske udgave af mencia. En komplet revidering af druen. Wauw!

89 point
105 kr.
vinrosen.dk

CINCAULT DON CANDE 2014, VIÑA KOYLE, SECANO INTERIOR, ITATA
Cristobal Undurraga ejede sammen med resten af familien det store Undurraga-brand og firma indtil 2006. Med pengene fra det salg slog han sig ned i Los Lingues i det indre Colchagua og startede Koyle. Der er fokus, men Koyle laver vin fra vidt adskilte områder og talrige druer, rådgivet af ... Pedro Parra. Jeg smagte hele serien på det danske marked til artiklen her. Knytnævesyrah fra Colchagua, stilig og urtet cabernet og den pompøse Auma. Cristobal Undurragas cincault er fra samme egn som De Martinos. Stilen er mere frugtintens, billedligt talt en eksplosion af et bristefærdigt boysenbær, men simpelt bliver det aldrig. Her er timianblomst, kvas fra visne rosmarinbuske og surbundsbed. Fremragende.

90 point
89,75 kr. v./6 fl.
bichel.dk

CINCAULT GALLARDIA DEL ITATA 2014, DE MARTINO, SECANO INTERIOR, ITATA
Sidste år smagte jeg for første gang ren cincault som færdigaftappet vin fra Turley i Californien. Den var mindeværdig. Marcelo Retamal på De Martino har søgt efter oprindelige og glemte vinstokke i det sydligste Chile. Her vokser åbenbart cincault, vel at mærke dyrket uden kunstvanding. Retamals version er mere fast og mineralsk end Turleys. Den har 'kun' 13 %. Jordbær og hindbær springer fra glasset, krydret med lugten af våde skiferplader. Jeg gætter på, den er lavet efter Retamals nye ideal om tidligere høst, for den er forfriskende, skræmmende nem at drikke, saftig og mundvandsprovokerende, funky og prikkende, men mest imponerende; Eftersmagen er alenlang. Retamal elsker Iron Maiden. Hans cincault er ren rock'n roll. Desværre er De Martinos VIGNO udsolgt, men vær beredt, når ny sending ankommer.

90 point
129 kr.
kogs.dk

SYRAH ELQUI WINES, ALTO ELQUI
Powersyrah. Chiles varme regioner kan selvfølgelig også fortsat lave højoktan vin. Danske Steffan Juulsgaard Jørgensen har slået sig ned i Elqui og fremstiller en række vellykkede vine på både carmenere og ikke mindst malbec. Det er, som om malbec kan lide højderne ligesom i Argentina. Mest vellykket er dog Steffans syrah. Stilmæssigt er den langt fra De Martinos med sin mere likorøse duft. Brombærlikør, tjære og liljer med Johan Bülows habaneros-lakrids høvlet i glasset. Alkoholerne giver mere mundfylde, mere vægt og tyktflydende viskositet, men syren holder fast og slutningen er afstemt heftig, hvis det er muligt. Kunne fint indgå i kamp mod de muskuløse centralcaliforniere.

89 point
149,95 kr.
theis-vine.dk

SYRAH ALTO LOS TOROS 2011, DE MARTINO, VALLE DEL ELQUI
Marcelo Retamal siger selv, at hans stilskifte har givet ham søvnløse nætter. Det ER en langt højere risiko, han løber. Normalt høster chilenerne sent og justerer eventuelle fejl eller problemer ad teknisk vej i kælderen. Retamal, eller El Doctor, som han kaldes, mener selv, han laver vin med meget mere liv nu. Vi kan ikke være uenige. Stejl, terrasseret skrænt, granit i jorden og syrah – lyder det som noget, vi kender? Ja da, Côte Rotie, Hermitage eller Cornas. Syrah plus granit er lig med røg! Også her. Den er justeret med en smule petit verdot. Osende duft, oser af klasse, af hindbær, af liljer og sorte oliven. 24 måneder på foudres kan godt mærkes, men helheden er velskabt. Klart cool og slet ikke forstyrret af alkohol, som syrah ellers kan være. Stor applaus.

93 point
249 kr.
kogs.dk

PINOT NOIR 2010, MONTSECANO, VALLE DE CASABLANCA
2.527 flasker! Ikke mere. En dråbe i havet og man tror, det er løgn. Det kan ikke være chilensk, det her, sagde min bourgogneelskende hustru, da jeg med funklende øjne og et barnligt entusiastisk ansigtsudtryk, præsenterede hende for André Ostertags spansktalende nørdprojekt. Urtekrydret rabarbersaft, granatæble og tamarindkoncentrat med spagnum. Letbenet, ingen brændende alkohol, livlig syre, ja, dansant syre og den mest vidunderlige friske pinotaroma, man kan forestille sig. Ostertag driver de seks ha biodynamisk og forsager komplet egetræ, men sværger til gengæld til æggeformede betontanke. Holistisk tilgang. En markant bitter eftersmag skulle egentlig forstyrre, men modsvarer på en eller anden måde syren. Som de siger i tegneserierne: "GOSH!"

95 point
256 kr.
vinrosen.dk

PINOT NOIR 2013, VIÑA ARBOLEDA, ACONCAGUA COSTA
Eduardo Chadwicks personlige projekt. Hans pinot noir kommer fra Chilhuéejendommen i det yderste Aconcagua. Ejendommen er stor og har talrige eksponeringer, mens jorden er lermuldet. Klonerne er 777, og 115 styrer gamet. Den første er farve- og tanninrig, den anden er aromatisk og balancegivende. Gæren er naturens egen, og druerne afstilkes komplet inden koldmaceration i syv dage, gæring og derefter et år på barrique inkl. 25 % nye. Krydret muskatnød i ribssaft, lakridsrod og anis, tydelig rooibus-te og ret tannisk pinot. Muligvis 777'erens skyld. Ikke desto mindre en imponerende, lidt slikket pinot noir, som konkurrerer med Chiles bedste.

91point
165 kr.
hjhansen-vin.dk

SE OGSÅ: 8 x Grüner Veltliner fra Donaudalen
SE OGSÅ: 3 gode vine fra Tenerife
SE OGSÅ: 8 x portvin fra små huse