Gorm Wisweh tog for et par år siden byen med storm med sine pizzaer, som allerede havde gjort ham til en lokal berømthed på Bornholm. Gæsterne fyldte (og fylder måske stadig) den lille restaurant i Magstræde, og tilskyndet af succesen åbnede han (og folkene bag bl.a. Il Senso vinbar) i Torvehallerne (og blev for det sted kåret af AOK’s læsere til byens bedste takeaway) og i Nyhavn på den ’stille’ side. Wisweh har desuden gjort sig som kok på landsdækkende tv og har således haft godt tag i medierne.

Jeg har kun prøvet Gorm’s Pizza i form af slices fra Torvehallerne, og det har været ok, men jeg har ikke prøvet selve restauranterne, så nu skulle det være. Gorm’s har jo omtalen med sig, og på kortet så det lovende ud. Vi valgte restauranten i Nyhavn, om hvilken der på Gorm’s hjemmeside står: ”Her deles italienernes passion for at dyrke smagen – selv i de enkle retter. Spisestedet er baseret på en sund, rustik og kærlig tilgang til råvarerne og nydelse i en hyggelig og uformel atmosfære.” Og Gorm Wisweh får dette skudsmål: ”en pokkers dygtig kok…”

Det må alt sammen ha’ været en anden dag, for vores måltid i Nyhavn indskriver sig i min 17-årige restaurantanmelderhistorie som værende en af de absolut ringeste restaurantoplevelser, jeg nogensinde har haft. En oplevelse, der mest af alt mindede om et besøg hos Manuel og Mr. Fawlty i ’Halløj på badehotellet’.

Afmålt tid

Vi havde vores bord på afmålt tid – 19.00-21.15 lød bookingen, der indikerer, at der kan være tryk på. Jeg kommer aldrig til at synes, at det der med flere ’seatings’ på samme aften er særlig kundevenligt, men det er jo op til det enkelte sted, og det må man så affinde sig med. Vi var dog midt i højsommeren (23. juli), så ferien tager noget af trykket, om end både den anden side af Nyhavn og nærliggende Kongens Nytorv nærmest var én stor udendørsfest i sommervarmen.

På Gorm’s sad der gæster udenfor, mens der indenfor var sådan ca. en tredjedel fyldt, og på hjemmesiden reklamerede de med: ”Vi har fået sommer på menuen med en masse smagfulde retter. Velbekomme!” Der var altså ikke dømt sommerferie, om end det skulle vise sig, at Gorm’s mentalt havde lukket og var taget på ferie. Og så meget var der heller ikke på menuen!


Klodset og uskønt

Vi bestilte en omgang snacks, Antipasti delle casa til to personer, og derudover byder kortet på pizza samt blot to hovedretter. Selvom pizza er Gorm’s claim to fame, var vi ikke desto mindre fristet over evne af pastaretten Tagliatelle & torsk – dampet torsk med tagliatelle med citron, fintsnittet hjertesalat, hakkede salte mandler, agurkecrudité og syltede rødløg på toppen. Crudité og syltede rødløg lød måske lidt malplaceret, men den dampede torsk og pasta lød som noget, der godt kunne være et spændende møde mellem middelhavskøkkenet og det nordiske.

”Hvornår vil I have jeres snacks – sammen med forretterne eller hva’?” spurgte den helt igennem søde og helt igennem inkompetente serveringspige efter at have griflet vores bestillinger ned. Vi ville gerne have dem til at begynde med – det er ligesom meningen!

Sammen med snacks havde vi også bestilt en camparisoda og en ’Gorm’s køkkensjus’. Først kom hun dog med vinen – en forkert hvidvin, som hun så med beklagelse byttede ud med den rigtige, og så kom fadet med snacks. Bunden af det aflange fad var fyldt med nødder og peanuts – i den ene ende af fadet lå en bunke maltknækbrødsflager og i den anden en enorm klump rygeostcreme overhældt af baner af balsamico.

Sidstnævnte lignede mest af alt en omgang vaniljeis med chokoladesovs fra et cafeteria, og selv om smagen ret beset var ok – både knækbrød og rygeostcreme – så var det en klodset og uskøn servering. De enkelte dele kunne have taget sig ok ud serveret for sig og ikke læsset på med en møggreb.

Fiskeservering uden fisk

Det hører med til dette tragikomiske besøg, at vi sad de første 20 minutter, før nogen modtog vores bestilling, og først 50 minutter efter ankomst havde vi så vores forret, antipasti til to personer. Da den kom, slog det os, at vi aldrig havde fået vores aperitiffer – forvirringen omkring vinen havde taget opmærksomheden. ”Vil I have dem nu – eller skal jeg komme med dem senere?” Nej, det er lige meget, glem det – det har du jo allerede gjort! Jeg gad ikke slutte af med en aperitif – jeg ville bare gerne sikre mig, at den også var glemt på regningen.

Under forretten, antipasti, kom serveringspigen hen til vores bord for at fortælle, at de ikke havde noget torsk, så serveringen ’Tagliatelle & torsk m.m.’ altså var uden torsk! Det er mig ubegribeligt, at man således vælger at servere en amputeret ret – at man ikke har en alternativ fisk eller en alternativ ret, da leverancen af torsk åbenbart havde svigtet den dag. Jeg kunne til nødt forstå det, hvis vi kom sent til en fyldt restaurant, men vi ankom klokken 19 til en langt fra fyldt restaurant!

Ud over pizzaerne har kortet blot to hovedretter – en kødret og en fiskeret – vi vælger fisken, men fiskeretten er i dag uden fisk! Det er her, man virkelig sender Basil Fawlty på Fawlty Towers en tanke, ”Yes, we serve fish’n’chips but we are out fish today …”. Den famøse ret kostede 125 kr. på kortet – også i den fiskeløse version skulle det vise sig på regningen.

Fortsætter på næste side... Tilbage til 80’erne

Men tilbage til vores antipasti-servering, der igen var en underlig rodet samling, der mest af alt vækkede mindelser om en chefs salade fra provinsen årgang 1980’erne – absolut ikke noget, der tilnærmelsesvis lignede et seriøst bud på at lægge sig op ad en italiensk servering. I den ene ende af fadet balancerede fire vandsmagende store rejehaler på kanten af et glas indeholdende en diffus grøn salsa, der smagte svagt af koriander (men muligvis var noget andet), og i den anden ende af fadet lå to tykke ostebjælker, fedtet delvist ind i sød, karamelliseret ’nødde/mandelrelish’, jeg modvilligt kunne ha’ godtaget (men aldrig brudt mig om) som frivilligt tilbehør til en osteservering efter måltidet.

”Osten er pecorino ... øh, nej … det ved jeg så ikke lige …” Og hun fandt heller ikke ud af det, vores serveringspige, men det var tallegio, vil jeg mene. Derudover var der strimler af agurk (eller var det squash?), oliven, et par kvarte marinerede artiskokhjerter, nogle tørrede figner, oliven, tørrede tomater, strimler af rød peberfrugt og syltede rødløg og en småfimset blomkålspuré på en skive bogstaveligt talt smagløs aubergine. ’Charcuteriet’ var to skiver pølse og et par skiver tørret andebryst, som ingen havde gidet skille helt fra hinanden, da det blev skåret.

Jeg ved ikke, hvor meget af den rodebutik der var hjemmelavet – jeg ser en del færdigkøbt for mig, men uanset hvad så var det en sjælløs, mærkværdig og ugidelig servering.


Vinen eneste lyspunkt

Kvarter i ni – en time og tre kvarter efter vi var kommet (og på et tidspunkt, hvor vi ret beset kun havde bordet en halv time endnu) fik vi så vores hovedret. Restauranten var da tom forlængst, der sad kun et par udenfor, så vi kunne nok godt få lov til at beholde bordet. Hvor nødigt vi end ville! Vi havde undervejs overhørt, hvordan de to serveringspiger skulle feberredde et problem ved et bord udenfor – ligesom vi et par gange havde hørt ting og glas ryge på gulvet ude i køkkenet. Jeg var på nippet til at rejse mig for at se, om Manuel (”I come from Barcelooooona, I know noooothing …) vitterligt var derude.

Men hovedretten kom altså langt om længe – desværre, for gid den aldrig var kommet. Det er en af de mest dødssyge serveringer, jeg nogensinde har fået, og det bedste, man kan sige om den, er, at den ikke smagte af noget. En bunke lunken tagliatellepasta blandet med grøn salat på et leje af rasp! Og gudhjælpemig mig også de der syltede rødløg, der også var ved forrige servering. Lunken pasta, der end ikke smagte en smule af salat og så rasp og absolut ingen væde – jeg fattede simpelthen ikke en brik. Det mindede mest af alt om en pastasalat lavet i panik med forhåndenværende (få) ingredienser. Det er muligt, at den manglende torsk havde hjulpet lidt på det, bl.a. ved at tilføre lidt væde, men kombinationen pasta, rasp og grøn salat kommer jeg aldrig til at forstå. Vi spiste ikke op og takkede nej til både kaffe og dessert.

”Jeg er ked af det med vinen,” sagde vores serveringspige, da hun gav os regningen. Det skulle hun ikke være, for vinen (en flaske Roero Arneis Bizzarro til 495 kr.) var eneste lyspunkt i det gennemført katastrofale forløb. Havde jeg været almindelig kunde, så havde jeg bedt om nedslag på regningen, men nøjedes med at konstatere, at Gorm’s ikke selv gjorde noget for at kompensere. Maden alene udgjorde 1.000 kr. på regningen – rigtig mange penge for så elendig en omgang.

Nu kan jeg så forestille mig, at der vil være læsere, der slet ikke kan genkende ovenstående i forhold til deres egne oplevelser på stedet. Det vil jeg næsten håbe, og det vil i givet fald glæde mig, men min oplevelse den aften i juli var katastrofal, og som anmelder har man kun sin egen oplevelse at gå ud fra – ikke andres.
__________

DET MENER GASTRO

Kortet så godt ud, og det gode rygte var løbet i forvejen, men Gorm’s fejlede på stort set alle punkter. Ringe serveringer og et parodisk betjeningsniveau, og det lignede desværre, at man rent faktisk mente det alvorligt. Jeg tror ikke, det bare var den dag!
__________

Gorm’s i Nyhavn
Nyhavn 14
1051 København K
Tlf. 3312 6292

nyhavn14.dk 
__________

SE OGSÅ: Anmeldelse: Skovshoved Hotel
SE OGSÅ: Anmeldelse: Restaurant Marchal