Vi lagde ud med to glas champagne – Diebolt-Vallois Brut Tradition. De blev serveret i glas af den slags, jeg troede var fortid – såkaldte coupes, der oprindelig hævdes at være formet efter Marie-Antoinettes bryst. Det er alt sammen meget fint, men den slags glas er bedre at servere isdesserter i til børn. Det er så nok også, hvad vi kan spænde os op til af brok i den her anmeldelse, for KUL i den gamle Hvide Kødby på Vesterbro i København er en rigtig god nyhed på restaurantfronten. Og et sted, der skiller sig markant ud ved i den grad at sætte knald på smagen.

TILBUD: 6 numre af gastro + 2 skærebrætter fra Bretter Boards

Mændene bag KUL, Henrik Jyrk (tv.) og Christian Mortensen (th.).

Ingen smagsforskrækkelse

Vi ankom til frokost – ulig ret mange andre den grå torsdag i januar – og det skal virkelig nævnes på plussiden, et sted, der ikke bare har frokoståbent, men tillige disker op med det fulde kort til frokost og ikke blot en mat afskygning af aftenkortet.


Vi holdt os til ’småretterne’ (’deleretter’ er også en mulighed). Min jomfruhummertatar var en symfoni af syre, salt og sødme – syre fra pomeloen, sødme fra de knaldfriske jomfruhummere og salt fra de grønne oliven. Pomeloen var mere frisk end citrussur, og den lille anretning var en enkel og rigtig god ’ganerensende’ intro. På den anden side af bordet blev der serveret grillede vilde rejer (nogle krabater) med koriander og en krydret avocadomayonnaise – nærmest en asiatisk tapasservering, der eksemplarisk illustrerede både det eksotiske og det meget langt fra smagsforskrækkede køkken, KUL repræsenterer. Men der kom yderligere kul på efterfølgende.
__________

Fortsætter på næste side...Herrestørrelse

De efterfølgende to serveringer havde også asiatiske træk – min grillede ørred med teriyaki, toppet med nashi-pære og ørredrogn og ledsagerens ibericoskinke med tempuraindbagt dansk blæksprutte og en aioli, der var sort af blæksprutteblæk. Mens ørredservering brillerede med en sashimeagtig elegance, så gik skinken og sprutten mere i den rustikke retning. Både skinke og blæksprutte er kraftigtsmagende råvarer – og er du syg i pæren, hvor de to smagsmæssigt klædte hinanden. Genialt med blæksprutten i sprød tempuradej til den bløde, salte skinke.


Vi rundede af med en kødservering hver – jeg med brisler (langtidstilberedt ved 52 grader og derpå grillet) serveret med en vaduovan-karry, anis og butternutsquash, ledsageren med en ribeye fra Uruguay. Ribeyen blev ledsaget af en grov brændende kærlighed med virkelig velsmagende og saftig hummer, altså alt i alt en gang surf ’n’turf. Kødet smagte ekstraordinært godt – ribeyen var fedtmarmoreret på samme måde som de spanske sortfodssvin og havde da også bl.a. levet af samme kost som dem, nemlig agern.


Jeg synes, den brændende kærlighed var lidt af en rodebutik, men ledsageren var rigtig glad, og det var jo hendes servering, så … Det var til gengæld en servering i herrestørrelse, så lige med den indover holdt det ikke helt, hvad tjeneren havde sagt indledningsvis – nemlig at man sagtens kunne klare tre retter. Mine tre retter var bedre afstemt i størrelsen, men dessert eller ost var der dog ikke plads til.Tak for kaffe!

Men dessert fik vi nu alligevel, på køkkenets initiativ, en af hver af de tre søde muligheder. Vi havde som sagt ikke bedt om dem (betalte heller ikke), så omtalt bliver de retfærdigvis heller ikke. Men jeg kan godt afsløre, at der er ligeså meget knald på smagen i det søde som i det salte køkken på KUL. Jeg kan også godt sige, at kokosdesserten var min favorit.

Fortiden anes i Kødbyen anno 2014.

Hvad vin angår, gik vi glasvis, ét glas til hver servering – vine til 65-85 kr. glasset, og vine, der alle fungerede fint til de pågældende retter uden ligefrem at bringe en i ekstase. Vi sluttede med kaffe, espresso – tak, for kaffe, skøn unordisk kaffe uden så meget snak!
__________

Det fik vi

- Jomfruhummertatar
- Grillet ørred med ørredrogn
- Vilde rejer med spicy avocado 
- Ibericoskinke med tempurablæksprutte
- Brissel vadouvan
- Uruguayansk ribeye

Vin i glas:
- 2 glas Diebolt-Vallois champagne
- 2 glas rød
- 2 glas hvid

- 2 dobbelte espressoer

Vi betalte 1.415 kr. for to.
__________

Det mener gastro

KUL er virkelig et forfriskende pust i den tilsyneladende evige strøm af bistroer, og efter et årti med de nynordiske dogmer og et fokus på sarte og til tider subtile smagsnuancer er det vidunderligt med KULs utilslørede glæde for krydderier og markantsmagende ingredienser. Også det internationale udsyn, KULs køkken holder sig, tæller stort på plussiden, og stedet er i det hele taget et sted af internationalt tilsnit – sin afslappede stemning og meget moderate prisleje til trods, hvis det altså nødvendigvis er en modsætning! KUL er et kup!
__________

Om restauranten

Stilen
KUL har til huse i en tidligere natklub og fremstår i dag London- New York-smart med de hvide fliser som en reminiscens fra den ikke så fjerne fortid, hvor Kødbyen opfyldte sit oprindelige formål. Restauranten er indrettet med almindelige borde og barpladser både ved det åbne køkken og ved vinduerne mod gaden. Torsdaglørdag går der fest i den med cocktails etc. indtil kl. 02.

Maden
Kokkene Christian Mortensen og Henrik Jyrk, der tidligere har arbejdet sammen på bl.a. The Paul, er bagmændene bag det nye spisested i Kødbyen, KUL. Hovedinspirationen er dog San Francisco-køkkenet ’med internationalt udsyn’, og grilning er den gennemgående tilberedningsform. Det åbne køkken er centreret om den spanskinspirerede josper-ovn og den japanskinspirerede yakitorigrill. Som gæst sammensætter man selv menuen efter et ’pick & choose’-princip og vælger mellem 10-15 retter i forretsstørrelse (40- 175 kr.) og et lidt mindre antal såkaldt ’deleretter’ (375-520 kr.).

Vinen
Et ret fornuftigt udvalg fra verdens førende vinlande, flest fra Frankrig. Der er ikke decideret vinmenu, men indtil flere vine fås glasvis. Desuden et cocktailkort med godt ti numre.

Åbningstiderne
Alle dage, både frokost og aften Frokost kl. 12-15 Aften kl.18-23 (torsdag-lørdag kl. 18-02) Lørdag og søndag står den desuden på Chef’s breakfast fra kl. 11.00
__________

Restaurant KUL
Høkerboderne 16B-20
1712 København V
Tlf. 3321 0033

restaurantkul.dk
__________

TILBUD: 4 numre af gastro + New Norm vinsæt

SE OGSÅ: Anmeldelse: Restaurant Pluto
SE OGSÅ: Anmeldelse: Studio