Chianti Colli Senesi 2011, Castello di Farnetella. Italien

Et banalt wow er på sin plads. Nærmest endnu bedre end 10’eren. Grønkrydret kirsebær, rust og viol. Tobaksblade og tørrede tranebær i myslien. Flyder mild over tungen, tror man, men så kommer et pisk af syre og sen tannin og slutteligt den karakteristiske lette bitterhed, der giver lyst til et glas mere. Friskhed og intensitet. Rigtig god pris. Farnetella bliver med Giuseppe Mazzocollin ved roret ved med at sende letlæste, men fokuserede værker på markedet. En slags Jussi-Adler Olsen-roman på flaske, drama, suspense og humør. Årgang 2011’s varme og tyngde er håndteret fint her.

Pris: 79 kr.

www.domainebrandis.dk
__________

Fortsætter på næste side.../link/1345ebb4a137439d95872a4044f30f62.aspx" alt="" />
Langhe Nebbiolo 2012, Giovanni Almondo, Piemonte. Italien

Mamma mia! Roero kan sagtens på egne ben. Sammenligningen OVER 100 kr. med storebror og storesøster lidt mod syd er ganske naturlig. Barolo og Barbaresco er stjernerne, men Roeros sandede land bør få egen plads på podiet. Almondo kan sin arneis, og det er vistnok den, han er blevet mest berømt for, men hans enkeltmarksnebbiolo er efter mine begreber i Top 2 for området. Her er det hans mini-nebbiolo, vi har fat i. Og den er saftig, pakket med rysteribs og figen, kort tid på gamle barriques har givet antydet vanilje, mens tanninen tørrer munden til sidst og giver struktur til frugtsaften. Det er IKKE barolo, og det skal det heller ikke være. Et insidertip: Køb langhe nebbiolo fra producenter i Roero – de er bedre end dem fra baroloproducenterne.

Pris: 119,75 kr.

www.bichel.dk
Barbera d’Alba 2012, Cantina del Pino, Piemonte. Italien

Mine nørdede nebbiolovenner har nævnt Cantina del Pino og ikke mindst Renato Vacca nogle gange. Når man som dem rejser til bakkerne ved Barolo og Barbaresco flere gange om året, er man på udkig efter nyt. Vacca laver enkeltmarksbarbaresco fra Albesani og Ovello ved Neive og har været blandt områdets bedste de seneste år. Vaccas barbera er mørkt stof. Tyktflydende og massiv, men alligevel behagelig. Marcipan, abrikoskerner og kirsebær, masser af kaffe og røgelse. Fra fad? Måske, men det virker ikke astringerende eller overekstraheret. Markant syrerig. God pris.

Pris: 125 kr. v./6 fl.

www.bb-vinimport.dk
Cerasuolo d’Abruzzo 2013, Torre dei Beati, Abruzzo. Italien

Muligvis en vin, der kan få tvivlere overbevist om rosékategoriens alvor. Toscanas sangiovese-baserede rosatoer er blevet bedre og bedre, men jeg er ikke sikker på, at den druesort er bedst til rosé. Montepulciano derimod! Abruzzo er jo ikke just kendt i vinkredse, men regionen har sin montepulciano og sin rustikke karakter, og det er der trend i. Torre dei Beatis cerasuolo er fremstillet med både pres af hele klaser og aftapning af kort macererende vin. Huset er økologisk. Rosato med struktur, knitrende syre, smag af hindbær med kridtpulver i – meget mineralsk, ja, faktisk salt, og det er sjældent, rosato bliver så seriøs. Alligevel har jeg smil på læben. Herlig drik.

Pris: 129,95 kr.

www.eriksorensenvin.dk
__________

LÆS OGSÅ: 10 korte Cannubi smagsnoter
LÆS OGSÅ: 8 sjældne hvidvine fra Italien
LÆS OGSÅ: 9 x pinot noir fra Tyskland