Nogle gader har det hele, mad- og vinbutikker, cafeer og restauranter, dør om dør. Jægersborggade på Nørrebro i København er én af dem.

Det er næsten ikke til at tro, at en strækning på ca. 300 meter kan rumme så mange spændende spisesteder, vinbarer og delikatesseforretninger, men det gør den brostensbelagte Jægersborggade, der er gået fra rockercentrum til gastronomidestination.

Specielt i weekenderne er der liv i gaden, og der er ikke mere trafik, end at det er rigtig hyggeligt at sidde udendørs, når vejret er godt. Hvad enten du er til grød, karameller eller michelinmad, kan det fås i Jægersborggade på Nørrebro.

Meyers Bageri

Bageriet er det første af nu seks bagerier i kæden, som Claus Meyer står bag. Selv om det er en kæde, bages brødet dagligt af økologiske råvarer af bagere i de enkelte afdelinger. Der er rigeligt med fristelser, eksempelvis det behageligt syrlige ølandshvedebrød baseret på surdej, en af Meyers store passioner, eller man kan kaste sig over smørbagte croissanter eller de dragende kanelsnurrer.
Kornet kommer fra nordiske landbrug, hovedsagligt fra samarbejdspartneren Per Grupes marker ved Mørdrupgaard i Lynge, Nordsjælland, og faktisk males melet på stedet i løbet af dagen i de enkelte bagerier.
Jægersborggade 9

Coffee Collective

Få har revolutioneret kaffen herhjemme i samme grad som Coffee Collective. Den nye kaffebølge med lysere ristninger og filterbryggemetodens genindtog skyldes i høj grad Coffee Collective, som foruden kaffebaren på Jægersborggade også har barer i Torvehallerne og på Frederiksberg, hvor de også rister al kaffen. Coffee Collective handler direkte med de bønder, der dyrker kaffen, hvilket også har gjort, at det er blevet væsentligt mere gennemsigtigt, og som kunde ved man, at man drikker kaffe, som er blevet frembragt og handlet under rimelige forhold. Man kan naturligvis bestille en espressobaseret kaffe, men har man ikke prøvet de lyse, syrlige og frugtige filterkaffe, bør man prøve dem her.
Jægersborggade 10

Den Sidste Dråbe

Denne lille spiritusforretning gemmer på en finurlig historie. For nogle år siden afsluttede Fredrik Asbjørn Plum studierne på litteraturvidenskab med speciale i russisk drukkultur. Jobbene var ikke mange, så han besluttede at kaste sig ud i at lave sin egen kvalitetsvodka under navnet ’Den klodsede bjørn’, som i dag anvendes på blandt andet barerne Ruby og Gilt.
I 2014 åbnede han sammen med sin hustru, Naja Fredrik Asbjørn Olesen, Den Sidste Dråbe, hvor de foruden vodkaen sælger kvalitetsspiritus fra andre små destillerier. Lokalet er en blanding mellem et drengeværelse og et gammelt kemilokale, så man får en oplevelse i sig selv, når man går ind og handler spiritus.
Jægersborggade 6

Istid

I kælderlokalet hos Istid skal ’frisklavet’ tages meget bogstaveligt. Isen bliver lavet foran gæsterne på bestilling ved hjælp af nitrogen. Den hurtige nedfrysning sikrer en cremet konsistens uden krystaller, og dermed er det heller ikke nødvendigt at tilsætte stabilisatorer til ismassen, som i øvrigt laves af økologiske råvarer. Sortimentet byder blandt andet på en Aperol spritz-sorbet og en weekly treat, som i skrivende stund er en sundae med vaniljeis, spicy karamelsauce, sprøde hasselnødder, flødeskum og vaffel.
Jægersborggade 13

Antidote

En lille vinbar, der ligger på hjørnet af Jægersborggade og Stefansgade. Den er en del af Kenn Husteds ’imperium’ af vinbarer, der blandt også tæller Bibendum, Paté Paté og Falernum. Antidote ønsker at være de lokales modgift mod dagligdagens stress og jag, så her kan man sætte sig ind og slappe af.
Der serveres også mad hele dagen. Til morgenmad og frokost kan man eksempelvis nyde en eggs benedict, mens aftenkortet byder på retter med onglet, kødboller og andre komfortable sager.
Jægersborggade 56

Manfreds

Om end Relæ er en af de billigste michelinrestauranter, klarer den sig flot økonomisk, hvilket blandt andet skyldes, at ejerne har været dygtige til at udvikle koncepter, der har gavn af hinanden. Således er Manfreds, der ligger skråt over for Relæ, en mere rustik restaurant, der mere eller mindre bruger de samme råvarer som Relæ.
Igen er det naturvin, der bliver skænket til de grøntsagsbaserede retter, som dog ikke har kunnet vippe stedets tatar af banen som den ultimative signaturret, der hyppigt bliver skattet og instagrammet.
Priserne er overkommelige, og eksempelvis kan man lade ’sjæfen’ bestemme syv småretter til deling for 275 kr. pr. person.
Manfreds har ligeledes det økologiske guldmærke.
Jægersborggade 40

Keramiker Inge Vincents

Hvorfor en keramiker i en gastrogadeguide? Jo, når man har købt sin kaffe, sit lækre kød eller sin chokolade, dur det ikke, at man ikke har noget pænt at servere det i. Derfor bør man slå et smut forbi denne lille keramiker, der gør sig i skåle, kopper, vaser og lyshuse, så man også kan få pyntet pænt op. Designet er hovedsageligt holdt i hvidt, og flere af produkterne er meget tynde og fine i materialet.
Jægersborggade 27

Karamelleriet

Butikken i en gammel cykelkælder er beviset på, at nicheforretninger sagtens kan klare sig, hvis produktet er godt nok. Her begyndte Tine Ipsen og Charlotte Vigel i 2006 at lave karameller efter gamle forskrifter, og sidenhen kom endnu et lille produktionsværksted og butik til i fødebyen, Svaneke på Bornholm.
Udvalget byder på alt fra traditionelle flødekarameller med forskellig smag til fudge, dragéer og de såkaldte klippestykker, som er meget faste karameller, der fungerer som en reference til det bornholmske ophav.
Produktionen foregår på stedet, så man bliver let forført af den søde duft af nylavet karamel.
Jægersborggade 36

Crate Beer and vinyl

I denne nyåbnede butik har man forenet salget af brugte vinylplader inden for alverdens genrer med nicheøl fra mikrobryggerier i ind-
og udland. Udvalget er ikke enormt. Til gengæld er der fokus på kvalitet med sloganet ”no fillers, all killers”.
Jægersborggade 50

Ro Chokolade

Her får man frisklavet chokolade i bogstaveligste forstand. De små håndlavede chokolader bliver til i baglokalet på daglig basis, og derfor er det ikke nødvendigt at anvende tilsætningsstoffer eller lignende. Sortimentet tæller blandt andet flødeboller, fyldte chokolader og chokoladekugler. Der er både klassiske og mere nyskabende kombinationer, og blandt råvarerne er champagne, honning og hyldeblomst. Kan man ikke få chokolade nok, kan man tilmelde sig et af de regelmæssige kurser, hvor chocolatier Rasmus Olsen viser, hvordan god chokolade skal skæres.
Jægersborggade 25


Relæ

Denne restaurant behøver nærmest ingen introduktion. Relæ blev etableret af Christian Puglisi i 2010, og i 2012 fik restauranten en michelinstjerne til stor overraskelse for såvel sig selv som omverdenen, for opsætningen med små træborde, bestik i skuffen under bordet og mere afslappet service blev normalt ikke honoreret af Michelin. I virkeligheden var det heller ikke missionen, for Puglisi ønskede med placeringen i ydmyge lokaler på Jægersborggade først og fremmest at gøre god mad prismæssigt tilgængelig.
Restauranten har det økologiske guldmærke, for denne sag betyder meget for Puglisi og co. Madstilen er langt hen ad vejen grøntsagsbaseret med originale kombinationer, og der bliver serveret masser af naturvin af den forholdsvis ekstreme slags.
I øvrigt er det en af byens billigste michelinoplevelser. Man kan få fire retter med vinmenu til 845 kroner.
Jægersborggade 41

Terroiristen

På denne lille, intime vinbar handler det om vine med terroir, og det eneste, man terroriserer, er ligegyldig vin uden karakter. Manden bag hedder Stefan Jensen, og han har især en forkærlighed for italiensk vin, som derfor også fylder en del på kortet. Der er dog også mere eksotiske vine på kortet fra blandt andet Georgien.
Den dunkle belysning og de små kroge i vinbaren gør det til et hyggeligt sted at nyde et glas vin uden for megen larm.
Glaspriserne begynder ved sølle 35 kroner, og man kan også købe vinene ud af huset, hvis man falder over noget, man godt kan lide.
Der er også mulighed for at stille sulten med italienske antipasti.
Jægersborggade 52

Grød

Det der med grød breder sig, og der er efterhånden kommet fire af de succesfyldte spise- og takeawaysteder, som bærer navnet på maden, der serveres, nemlig Grød – vi har tidligere besøgt en af dem, den i Nordre Frihavnsgade (se gastro nr. 117). Men stedet her i Jægersborggade er modergrøden, om man så må sige. Det var her, den unge Lasse Skjønning, manden bag grød, prøvede lykken og åbnede sin første grødbar i 2011. Når man tænker grød a la Lasse, så skal man ikke bare tænke lækre morgengrødtyper med frugt og mysli m.m., men i lige så høj grad risotto med grønt og/eller kød. Få i øvrigt andetsteds i magasinet en del af Lasse Skjønnings gode grødopskrifter, der passer til årstiden.
Jægersborggade 50

LÆS OGSÅ: Østerbros mest gastronomiske gade

LÆS OGSÅ: Nørrebro får sin helt egen øl

LÆS OGSÅ: Lær at lave pasta med blåmuslinger på 2 minutter