Beringer er en af vinverdenens mastodonter og en af pionererne i Napa. Huset blev grundlagt så langt tilbage som i 1875 af de to tyske brødre Jacob og Frederick Beringer, og huset er stabiliteten selv i modsætning til mange af dets naboer og nuværende konkurrenter. Der har faktisk kun været syv vinmagere i husets levetid – den aktuelle og syvende, Laurie Hook, har nu styret vinen hos Beringer siden 2007, og hun er en af de virkelig tunge ’drenge’ i vinverdenen.
__________

Hendes hår er sat, som kun amerikanere sætter deres hår. Buet pandehår og tykke, let bølgende skulderlange lokker. Hendes hænder snyder dog ingen. Laurie Hook vil dybest set helst gå i vinmarken og pusle om Beringers vinstokke, stampe druer i gæringskaret eller testsmage 17 parcelselektioner for masterblendet i Beringers navnkundige Private Reserve Cabernet Sauvignon. Helt ærligt.

Det er svært at bevare den kritiske distance, for Laurie Hook repræsenterer en af vinverdenens mastodonter, og hun personificerer en sjælden race: de virkelig tunge, undskyld mig udtrykket, drenge, der både styrer en megavirksomhed, et brands vinøse ansigt og samtidig har teknisk, sensorisk finesse til at lave elitevin med personlighed og autenticitet. Folk som Peter Gago fra Penfold’s og Renzo Cotarrella fra Antinori er i den lille ’klub’. Nu sidder hun over for mig med al sin vinmagt, men smiler og ser imødekommende ud. Beringers vine er langt mere vellavede end standarden for konglomerater af den størrelse, og siden jeg første gang satte tungen til en Private Reserve 1991, har jeg været tilhænger af huset.

Brødrene Jacob og Frederick Beringer grundlagde huset i 1875 efter udvandring fra Mainz i Tyskland, men det blev som bekendt ikke riesling eller på nogen måde tysk vinstil, der kom til at tegne deres brand. Beringer var blandt Napas pionerer, men i modsætning til mange af deres daværende konkurrenter var huset stabiliteten selv og bevarede et uplettet image. Laurie Hook er blot husvinmager nr. syv hos Beringer, og hun overtog efter navnkundige Ed Sbragia, der gik endeligt på pension i 2007.

Hippie-holdning uden fanatisme

Beringer trækker på druer fra hundredevis af dyrkere i det meste af Californien, men har størst vægt på Napa, og det er også i dalen, de fleste af husets egne marker ligger. Beringer vinificerer de syv marker separat, men vi får desværre ikke lov at købe dem på den her side af dammen.

Markerne danner også grundlag for sammenstikket til Beringers flagskibsvin Private Reserve Cabernet Sauvignon, men huset er meget andet end cab. Zinfandel for eksempel. Og chardonnay. Beringers cashcow er i virkeligheden zinfandel, for huset tjener stadig masser af penge på den vintype, som europæerne aldrig har forstået. White zinfandel, det lyserøde, sukkersøde klisterstads, som stadig udgør op mod 80% af det amerikanske vinforbrug!

Laurie Hook forsikrer mig dog beroligende om, at hun intet har med det at gøre, på mit spørgsmål om, hvordan hun kan kombinere sigtet mod absolut topkvalitet og ædelhed udi hvid- og rødvin med fremstillingen af den banale drik. Det lader hun Beringers specialiserede zin-winemakers om. Jeg sukker dybt, beroliget, og Laurie Hook smiler forstående. Hun er sammensat og henviser på trods af repræsentationsrejser i corporate business-ånd til sin hippiebaggrund, men derfra til at slutte, at Beringer har fået en klidmoster med dødeligt had til sulfit og modernitet i kælderen, er der meget langt.

– Jeg mener, erfaring og intuition spiller en stor rolle i vinfremstilling, men videnskabelig tilgang holder i længden og giver den sikkerhed og stabilitet, et hus som vores behøver, siger Laurie Hook. Hun tøver og fortsætter så: – Men jeg ville ikke kunne holde ud at lave vin udelukkende på baggrund af tal og analyser.

Beringer er del af det kolossale, australskejede Treasury Wine Estates (Forster’s) og har hidtil stået som et af gruppens prestigebrands, selvom den reelle indtjening for en stor dels vedkommende kommer fra den billige white zinfandel. Strategien har de seneste år og fremadrettet gået på yderligere fokus på det, gruppen kalder masstige segmentet, hvor lokaliteten fremhæves på etiketten, og priserne er højere.
__________

Fortsætter på næste side...Også bare hårdt markarbejde

Beringer ejer alene i Napa 730 ha og fremstiller normalt ca. 90 mio. flasker. Jeg spørger Laurie Hook om, hvordan man fastholder sin faglighed og sine idealer i en verden af sultne aktieholdere, der vil se afkast up-front.

– Jeg opfatter ikke Beringer som en stor kolos. Jeg opfatter Beringer som arbejde med vinstokke, marker, kollegaer, jokke rundt i gummistøvler. I virkeligheden er det meste af min tid og min verden mere hippie end business suits. Ledelsen bliver ikke så længe hos Beringer som vinmagerne. Der er mere udskiftning. Hos Beringer bevarer vi fokus på dem i marken, dem i kælderen … hvis man stikker medarbejderne, bløder Beringer. Tænk på, at vores bødker har arbejdet hos os i 40 år. Bob Steinhauer, vores tidligere vinmarksmanager, var her endnu længere, siger Laurie Hook.

– Men hvordan er det muligt at have den kontinuitet – det er ikke tit, vi hører om vinmagere, der har været mere end 20 år det samme sted i virksomhedstyper som Beringers? fortsætter jeg.

– Det er muligt, fordi man vil have individualitet. Nestlé købte os i 1971, men besluttede, at Beringer skulle være et premium wine brand, og det har Forster’s fortsat. Man har en plads i systemet, i kæden. En fornemmelse af forpligtelse, pligt og arv. Og man har fornemmelsen af, at de tidligere ansatte følger huset stadigvæk. Os på gulvet mærker ikke meget til global corporate business fra Treasury-ledelsen i det daglige, siger hun.

Man skal være tro mod sig selv

Har Laurie Hook mon altid det sidste ord i vin hos Beringer, kunne man fristes til at spørge om. – Jeg har det sidste ord. Den daglige ledelse har intet at sige på den vinøse side. Tænk på årgang 2008, hvor vi lavede 1.000 kasser Private Reserve i stedet for de planlagte 10.000. Det var noget, vi bestemte, uden indgreb og for den sags skyld brok fra ledelsen. Det var hårdt for økonomien, men i det lange løb er jeg sikker på, at den slags beslutninger lønner sig – vi opretholder et ry og en standard og behøver ikke tænke på kortsigtede økonomiske behov/ krav, forklarer Laurie Hook.

– Var det tungt, svært eller udfordrende at overtage efter Beringers berømte vinmager Ed Sbragia, som opfandt Private Reservelinjen? – Det var en ære og en arv at overtage efter Ed Sbragia. Han sagde tidligt ”to your own self be true”… Det lyder jo banalt, men det er centralt. Jo ældre jeg bliver, des mere rigtigt bliver det. Man holder ikke længe, hvis man ikke har sig selv med, så der er plads til at sætte sit eget fingeraftryk på vinene. Da jeg startede havde vi én klon cabernet sauvignon, nu har vi flere. Vi laver flere parcelselektioner og mikrovinificeringer end på Eds tid – det er min fortjeneste.

Man skal kritisk se på sig selv hele tiden. Vi har ændret vores beskæring og opbindingsteknikker. Vi er også kommet til at forstå vores marker endnu bedre. Det tager lang tid at komme til at forstå markerne, men jeg har altså godt kunnet tilføre Beringer mine egne inputs – og det er ikke kun et spørgsmål om at videreføre tidligere generationers arbejde.Stedet skal kunne fornemmes i vinen

Der er sket store ændringer i Laurie Hooks tid hos Beringer – Laurie Hook uddyber: – Det store fremskridt er sket i markerne, mere end i kælderen. Jeg er ikke regelrytter og arbejder nødigt efter opskrifter, og vi lader os desuden påvirke af tidens strømninger. Vi plukker for eksempel tidligere, laver ny chardonnay i klar cool style fra Oak Knoll med naturgær og lader naturen bestemme om ’malo’ skal ske. Nogle gange er det jo bedst ikke at gøre noget som vinmager. Risiko i vinfremstillingen giver mere interessante vine, og det mener jeg godt, vi kan praktisere på trods af vores størrelse.

– Var Beringer gået for langt som andre Napa-huse i jagten på absolut modenhed? – Vi skal aldrig imitere andre områder. Vi skal lade vores områdes egenskaber afspejle sig i vinen, men når det så er sagt, gik vi måske alle i Napa for langt i 90’erne og 00’erne med modenhed, og nu ser det ud til, at pendulet svinger tilbage. Château Latours gamle vinmager var konsulent, da jeg startede, og jeg tror måske, hans indflydelse var større, end det egentlig så ud. Han holdt os lidt tilbage, specielt i beskæringsteknikker, så Beringer cabernet-stilen har aldrig været overmoden eller ekstrem. De seneste kølige årgange som 10 og 11 har også forstærket trenden … fokus er på friskheden nu.

– Kan brand, image og husstil forenes med lokalitet og enkeltmarker? – Det er nærmest som stor Krug-champagne. Husstilen er der, og året er der. Jeg elsker at gå i én mark og fornemme stedet, og det holder jeg også af, at man kan smage i vin, men på den anden side er det en stor fordel, at vi kan lege med flere forskellige råmaterialer og stikke sammen til bedste billede på årgangen. Private Reserve Cabernet Sauvignon viser bare Napa som helhed … der er noget samhørighed, de supplerer hinanden så godt, dalens frugt med bjergfrugt. Og det er jo et spørgsmål, hvor langt ned i lokalitet man vil gå. Napa er jo også et sted.
__________

LÆS OGSÅ: Mød den italienske naturvinsguru, Josko Gravner
LÆS OGSÅ: 8 x Sauvignon Blanc fra Chiles Costa
LÆS OGSÅ: Drik pænt: Sådan vælger du den rigtige vin