Fra Substans i Aarhus over Stedsans in the Woods i Skåne til Lysverket i Bergen. Appen og den digitale platform FoodScene har sat sig for at fortælle historierne bag omtrent 50 skandinaviske toprestauranter, deres mad og deres kokke.

Universet, der netop er blevet lanceret, kan opfattes som en visuel vejleder og appetitvækker på nogle af de største madoplevelser herhjemme og i vores nabolande - og som et supplement til guidebøger og anmeldelser.

"Vi giver vores brugere de redskaber, der skal til for at træffe beslutninger om, hvilke madoplevelser, de ikke vil gå glip af. Det kræver æstetisk og visuelt indhold, der præsenterer mad og restauranter, som de fortjener," siger CEO Emil Walter i en pressemeddelse.

Appen findes både i en gratis version med korte videoportrætter og i abonnementsversion med fulde portrætter, artikler skrevet af madinfluencere samt invitationer til madevents, chef's dinners og konkurrencer.

Restauranterne betaler ikke for at være med på FoodScene.