Der er gået tre år siden dit seneste show. Hvor har du været al den tid? Har du haft det godt?
”Tak. Jeg har arbejdet. Jeg prøver at trække mig tilbage, når jeg ikke har noget at sige. Der er ikke nogen, der er interessante nok til at være til stede hele tiden. Jeg skal ikke være gæstebartender eller ride rundt på en ko i et Zulu-program.”
Hvad laver du, når du trækker stikket?
”Jeg optræder, bare ikke som i gamle dage, hvor den stod på 100 job om året, og hvor jeg i december kunne nakke alle kroerne i Jylland. Der var engang, jeg lavede ’Jul på Vesterbro’ og ’Terkel i knibe’ og ’Tal for dig selv’ og Simon Spies som musical på ét år. Det var hårdt. Nu om stunder er huslejen betalt, så jeg optræder mest på de små steder for at træne, ikke for at tjene penge.”
Hvordan bevarer du nysgerrigheden?
”Ved at have drømme om, at jeg en dag skal til Hollywood og lave film. Jeg har heller ikke skrevet min ’Harry Potter’- bog endnu, som skal tage verden med storm. Jeg har mange drømme, men det skal kilde det rigtige sted. Ellers risikerer man at miste det, som holder én fremme på banen.”
Hvornår ved du, at du er klar til at gå på scenen igen?
”På et tidspunkt under mine optrædener på de små klubber begynder temaer at dukke op, som peger mod et nyt show. Med ’Shhh’ havde jeg lyst til at opleve den kontakt til publikum, som jeg havde, da jeg lavede open mics. Det startede med nogle små job på Fanø, men det gjorde noget ved min optræden. Min kæreste kaldte det ’godt selskab’. Det handler om, at man tør sænke paraderne og snakke mere med sin almindelige stemme.”
Er det sværere at være sjov, når man har fået stillet noget af sulten?
”Før i tiden gav min sult mig noget drive. Der var alle mulige, der lige skulle have en kniv. ’Fuck Dan Rachlin’ og den slags. Men den figur ændrer sig. Jeg er blevet mere glad over, at jeg har nået nogle af mine mål. Og i øvrigt skal man også passe på, for man bliver hurtigt den bitre mand, der sidder og siger: ’Hvad er det for noget musik, de unge hører?’”
Hvordan har du ændret dig?
”Som ung gik jeg ikke ind i standup, fordi jeg er fan af comedy, men fordi jeg kunne komme på scenen. Senere blev det spændende at se, hvad andre lavede. Hvis nogen sagde til mig: ’Jeg har skrevet en joke om en pære,’ sagde jeg: ’Lasse Rimmer har skrevet noget, der minder om den.’
I dag er der sikkert en ny suppe, hvor alle ved, hvad de andre laver, men jeg holder mig ikke opdateret. Jeg har ændret mig. Det er ikke det game, jeg er i. Da jeg startede med comedy, var jeg en rejsende i spøg og skæmt. Nu handler det mere om en udtryksform i livet, og om hvor jeg er henne lige nu.”
Hvor står du så nu?
”På Mallorca med ungerne i en babypool med vand til anklerne og kigger på alle mændene, der render rundt med den samme lille dunk, badeshorts og tatovering på skulderen … Der er noget sjovt i det. Jeg sidder ikke som før og skriger: ’Haha, der står øksekød i stedet for oksekød på menukortet!’ Jeg har sagt farvel til den overfladiske humor og har i stedet humoren som værktøj til at klare livet.”
Hvad handler dit nye show om?
”Om den larm, der er i verden, og længslen efter fred og ro. Det er grunden til, at jeg ikke længere har en privat Facebook-konto. Det er vanedannende. Lige nu slås jeg med YouTube. Det er så vildt at følge sine associationer. Det føles som noget, der udvider sindet. Men det er ikke sikkert, at det er meningen, at man
skal udvide sindet på den måde. Det er en form for flugt.”
Bliver man kyniker af at være komiker? Er der længere mellem,at du griner?
”Det handler om, at man kender virkemidlerne. Jeg turnerede engang med Rune Klan og så ham trylle. Han lærte mig, hvor tricket ligger, så jeg nu ikke kan lade være med at kigge i den retning, hvor snydet finder sted. Siden er der ikke nogen, der kan trylle for mig. Det samme med en joke. Jeg kan se joken halvanden kilometer nede ad vejen. Derfor kan man opleve komikere, der nøgternt siger: ’Det er edderbankeme sjovt, det der.’ Og det er sådan set, hvad der kommer af reaktion på det.”
Altså bare som en faglig anerkendelse, et tip med hatten til en kollega?
”Ja, man synes, at det er sjovt, men det behøver vi jo ikke sidde og skabe os over. Man er vant til at holde sit fjæs på scenen. I mange år så jeg mig selv som en massør, der ikke selv kunne få massage. Jeg vidste, hvad folk skulle have for at have det rart, men prisen var, at jeg ikke selv kunne få lov at
være med.”
Hvor finder du dit materiale?
”Jeg standser op, når jeg undrer mig over noget. Forleden gik jeg på toilettet i Musikteatret (Albertslund, red.), der har bevægelsessensorer, så man må klappe med hænderne, før lyset tænder. Så er man nødt til at sidde og skide, mens man laver jazzhænder. I showet er der en passage om, at vi skal spare på strømmen. Kommunen beder i pjecer én om at slukke for standbylampen på tv’et, samtidig med at der er projektører på rådhuset om natten, og butikkerne på Gl. Kongevej står og blinker. Så det er manden på gaden, der skal stå og trippe, mens han pisser, for at holde lyset kørende, mens de store firmaer fester. Sådan noget er sjovt. Men jeg jagter ikke det morsomme i verden.”
Anders Matthesen har premiere på sit nye show ’Shhh’ i Falconer Salen i København 2. september og drager herefter på turné rundt i Danmark.
Kunsten at stå på en scene
– ifølge Anders Matthesen
Lider du af sceneskræk?
”Jeg har hørt mange sige, at man nærmest skal være skrækslagen, når man går på scenen, og ’stoppe den dag, man ikke er bange mere.’ Sådan har jeg det ikke. Så skulle jeg have stoppet for mange år siden. Men jeg kan da godt få det.”
Hvad gør du så?
”Hvis jeg er meget nervøs, og det fucker med min vejrtrækning, er der tricks, fx brede armbøjninger, fordi det aflaster solar plexus. Det gør, at angsten, som sidder i brystet, bliver til noget andet. Det handler om at lave nervøsiteten om til en form for progressiv, ja, nærmest, vrede.”
Har du ritualer, når du går på scenen?
”På mit forrige show lagde jeg mig til at sove en time inden showet, sikkert fordi jeg havde drukket bajere natten inden. ’Jeg går lige i garderoben og tager mig en skraber. Kan I ikke vække mig et minut i showet?’ Det var bare bukser, T-shirt, bum, så kører vi. Der skulle ikke sættes hår. Så spillede vi et Ice Cube-nummer, når jeg skulle på, og det var nok.
Jeg opdagede, at den tilgang gav mig helt vildt meget nærvær. I stedet for at jage koreografien og timingen og det store tandpastasmil gik jeg ind og var 1:1 med publikum. Det er der, den største oplevelse er for publikum og mig selv. Fordi man er fuldstændig som nyfødt.
Hvis jeg skal ud at optræde i dag, foretrækker jeg at komme et minut før frem for at komme to timer inden og sidde og svede i en garderobe. Jeg ankommer i sidste sekund og får lige en pejling: ’Hvor skal jeg på? O.k., ud gennem køkkenet? Jeg skal lige tisse, så kører det!’”
LÆS OGSÅ: Den Korte Radioavis: Der er hele tiden noget, jeg er vred og sur på verden over, og derfor er det dejligt at lave Kirsten Birgit og få afløb for det”
LÆS OGSÅ: Fjeder: Meningen med livet er den store kabelpakke, en skarp kniv og en god bager
