Jeg er Johns prostata

Du kan både tabe håret, blive forladt og for fed, uden at livet mister sin mening af den grund. Men er der noget, mænd frygter, så er det risikoen for, at der sker noget uheldigt mellem benene. Bare tanken om at blive sparket i skridtet kan få det til at gibbe i enhver, og endnu værre er fænomenet prostatakræft. Frygten blev til virkelighed for forfatteren Thomas E. Kennedy, da han endte på en absurd rejse gennem det danske sygehusvæsen i jagten på helbredelse – og et forsøg på at få en forklaring. Disse oplevelser har han skrevet om i essayet 'I am Joe's Prostate'. Essayet vandt i 2008 den prestigefulde The National Magazine Award i New York for næsen af bidrag fra The New Yorker, The Atlantic, Harper’s og Stephen King. Vi trykte i 2008 eksklusivt den danske oversættelse i Euroman. Omkring 4.200 danske mænd får årligt konstateret prostatakræft, så artiklen er stadig aktuel. Læs den her.

_______________


Året er 1994. Du er 50 år. Det er tre bopæle og én kone siden. På badeværelset i din ganske pæne bungalow nord for København står du bøjet over porcelænskummen og tisser. Du har endnu ikke noget særligt forhold til ordet urinere. Du er virkelig uskyldig. Da du er færdig, vasker du hænder og åbner døren, overrasket over at se din kone gennem tyve års ægteskab stå der og lytte.

Hun siger: ”Du pisser som en gammel mand.” Hun er læge. Hun siger: ”Du er nødt til at få det undersøgt. Jeg får en tid til dig.”

Tre uger senere kører du på din klassiske grønne 3-gears Raleigh femogtyve minutter nordpå til Hospital A. Gennem labyrinten af gange, uden den fjerneste anelse om den oplevelse der venter dig, finder du den urologiske klinik. En kæmpestor 1. reservelæge uden navn på lommen af sin hvide kittel rækker dig sin kæmpestore hånd med kæmpestore fingre og mumler sit navn. Sit fornavn. Efternavne, det finder du efterhånden ud af, bliver ikke nævnt her, kun modstræbende oplyst på udtrykkelig anmodning.

Med en journal under armen fører dr. Mumle dig ind på en undersøgelsesstue, beder dig tage bukserne af og stille dig på knæ på et metalleje, dækket af papir. Uden optakt eller forvarsel stikker han en lang tyk finger op i din rumpe.

Du brøler, så skriger du hæst: ”Er det meningen det skal gøre så ondt?”

”Det er forskelligt,” siger han fraværende, med ryggen til dig, mens han vasker hænder i en håndvask, og fortsætter: ”Der er en vis forstørrelse, men ikke mere end man kunne forvente i betragtning af din alder.” Du spekulerer på hvad det er der har en vis forstørrelse. Du har endelig, for nogle år siden, fundet ud af at der findes noget der hedder en klitoris, men du ved stadig intet om prostataen. Dr. Mumle kigger i journalen – din journal, og siger at du skal gå hen til sygeplejerskeskranken og få yderligere instrukser. Der får du udleveret et stort glas farvet vand at drikke, og bliver af en kvinde i hvidt ført ind i et langt, smalt rum, hvor du dernæst får besked på at urinere i en underlig stålvase med skråt, forsænket låg. Kvinden i hvidt går venligt ud og lukker døren. Du forstår intuitivt urineringens betydning, anerkender den som det foretrukne ord her i landet med hvidt og gult.

Den underlige stålvase ligner imidlertid ikke noget du kunne have lyst til at urinere i. Ikke desto mindre gør du det. Det skrå, forsænkede låg vibrerer som en sommerfugl under din strøm, og får en slags nål på en maskine du kun lige har opdaget, til at bevæge sig i siksak hen ad et rullende bælte af millimeterpapir. Da de sidste par dråber er dryppet af, hvilket får nålen til at dirre og falde til ro, lyner du op for den del af dig som sjældnest ser dagens lys og spekulerer på hvad du skal gøre. Du har ikke yderligere instrukser. Måske skulle du bare tage hjem. Ja, måske er det netop det du skulle gøre.

Men kvinden i hvidt venter på dig uden for døren. Du lægger mærke til at hun har smukke øjne og meget sanselige læber. Du advarer dig selv mod at lade fantasien beskæftige sig med sådanne detaljer i din nuværende situation, og kvinden i hvidt med sanselige læber overdrager dig til en anden af samme slags, om end kraftigere bygget og mere mørklødet. Hun fører dig ind på en anden stue og giver dig besked på at tage tøjet af. Du har aldrig været nøgen i selskab med en fremmed kvinde, undtagen for at kissemisse.

Det hele? spørger du dig selv, men stoler på at hun siger stop i rette øjeblik.

”Du kan beholde skjorten på,” siger hun med et smil, og du tænker på Joe Cocker og overvejer om hun driller dig. Der er ikke noget navneskilt på hendes brystlomme, og hun har hverken mumlet sit navn eller sin rang. Hun klapper på et undersøgelsesleje for at vise at det er meningen du skal lægge dig der. På ryggen, formoder du. Du gør som du får besked på, og lægger adspredt mærke til hvor passiv du er blevet.

Hun tager din penis i hånden. Din penis! Hun sprøjter noget på den. Du siger: ”Av!”

”Ja,” hvisker hun og begynder at proppe en slags metaltråd op i din penis. Du er noget forbløffet over at den slags ting foregår så tæt på de civiliserede gader hvor du indtil i dag har gået uskyldig omkring. Det minder dig om en scene i en Alfred Hitchcockfilm. ’Frenzy’. Du kommer til at tænke på at nogle mænd uden tvivl ville betale en del penge for at få en kvinde til at udføre denne form for handling og forbander din fantasi, vender blikket væk fra hendes læber som også er ret sanselige. Du koncentrerer dig om ikke at mærke følelsen af hendes fingre som rører ved dig, men det virker nu ikke som om der er nogen reel fare for at Eros vil stikke sit kække hoved frem her.

Hun siger: ”Sig til når du føler trang til at urinere.”

Du følte trang til at urinere i samme øjeblik hun begyndte at stoppe den metaltråd ind i dig. Nu lægger du mærke til at resten af metaltråden er forbundet med endnu en maskine, hvis art eller funktion det ikke er meningen at du skal lære at kende.

Du siger: ”Nu, tak.”

Hun opfordrer dig til at stille dig foran endnu en metalvase og siger: ”Du må gerne urinere
nu.”

Der sker ingenting.

Hun trommer let med foden.

Der sker ingenting.

Hun siger: ”Vil du gerne have at jeg venter udenfor?”

”Ja, tak.”

Hun går ud. Der sker stadig ikke noget.

Da hun kommer ind igen, kigger hun i den tomme vase og sukker. ”Det ser ikke rigtig ud til at du skulle urinere,” siger hun.

”Det troede jeg at jeg skulle.”

Hun nynner. ”Nå, vi må bare prøve igen.”

Det forekommer dig at det ville være passende at hun nu kærtegnede dit hår og sagde:

”Stakkels fyr, det hele er overstået om et øjeblik, det lover jeg,” men i stedet siger hun: ”Op på lejet igen.”

Efter endelig med held at have urineret til hendes tilfredshed, ser du hen til at blive udfriet og vende tilbage til den påklædte verden hvor kønsdele er helt private. Du får faktisk lov til at tage tøjet på, men så bliver du ført ind på en anden stue, får besked på at lægge dig på endnu et leje og bliver ladt alene et øjeblik, måske for at du kan granske din samvittighed og føle dig skyldig over at du egentlig ikke skulle urinere før, men kun sagde det for at få hende til at holde op med at proppe den metaltråd ind. Endelig kommer to kvinder ind, og du får besked på at åbne bukserne. Hvorfor overrasker det dig ikke? Og hvorfor bliver du ikke overrasket over ikke at få deres navne eller stillinger at vide? Du kunne spørge, men der har efterhånden været så mange navnløse mennesker at det ikke rigtig synes at betyde noget.

Det virker som om den højeste, mørkhårede, af de to kvinder har kommandoen. Hun hiver dine bukser ned til dit skamben, kommer noget olie på og lægger en flad rund metaltingest på størrelse med en lille underkop på dine kønshår. Hun kører lidt rundt med den. Du lægger mærke til at hun ikke
kigger på dig, men på en skærm ved siden af.

”Glimrende,” siger hun. ”Din blære er helt tom. Der er ikke noget tilbage. Glimrende.”

Du spørger: ”Må jeg så tage hjem nu?”

”Det varer ikke så længe,” siger hun. ”Vær venlig at vente her.”

Nu kommer endnu en kvinde i hvidt ind.

”Du skal tage alt dit tøj af, undtagen skjorten,” siger hun.

Du spørger dig selv om sokkerne, men tænker: Rend mig! Op på lejet igen, nøgen bortset fra din opknappede skjorte, og pludselig tramper fem-seks mennesker, mænd og kvinder, ind og omringer det leje du ligger på. Ingen identificeres, men et velkendt ansigt dukker op blandt dem – det ansigt som tilhører den store 1. reservelæge med de meget store fingre. Alt i alt er du glad for at du ligger på ryggen. For at berolige dig stirrer han dig i ansigtet med et skrækindjagende smil og siger: ”Jeg vil vædde på at det her ikke er nær så slemt som du frygter.”

Så stikker han en stav på tykkelse med tre-fire blyanter ind i fyren mens han og de andre uidentificerede folk skiftevis kigger på dig, på en skærm, på dig, på en skærm.

Det føles som om staven er blevet stukket ind i din sjæls dybeste afgrund, hvor den bliver kørt rundt. Du stønner, men det fremkalder ingen opmærksomhed eller lindring. Du lægger armene over kors og stønner højere. En eller anden, en kvinde, prøver at løsne dine arme så hun kan presse dine hænder ned, hvilket du synes det er underligt at hun har lyst til at gøre. Du beslutter at tage kampen op. Du har armene over kors, og sådan forbliver de, og du slipper alle de støn du har i dig fri, lytter med en vis dump nydelse til deres melodi som strømmer fra dit bryst i mol.

Den meget store 1. reservelæge stirrer dig udeltagende i ansigtet og snerrer: ”Hold venligst op med det der!”

Men du og dine støn arbejder sammen nu, endelig har du en makker, og du giver ikke slip på ham før staven er fjernet fra dit indre allerhelligste.

Da tingesten er kommet ud, ligger du helt groggy på lejet. En kvinde i hvidt rækker dig en spand. ”Det kan være du skal urinere,” siger hun.

Hvordan kan jeg urinere når min blære netop er blevet erklæret for glimrende tom? spørger du dig selv, men alligevel urinerer du. Det kommer i litervis. Du lægger mærke til at urinniveauet stiger op mod kanten af spanden og kvækker: ”Sygeplejerske! En spand til, hurtigt, tak!”

Endelig, atter påklædt, tummelumsk, sidder du på en stol ved et skrivebord i et tomt rum og venter. Du ved ikke hvad du venter på. Du har uden tvivl fået besked på at vente. Tanker om flugt finder ikke længere ly i din bevidsthed. Du venter. Døren går op. Den store 1. reservelæge kommer ind med den samme tynde journal under armen. Din journal.

Han smiler til dig. ”Var det slemt?” spørger han.

”Det var ikke nogen frokost i Tivoli,” siger du, men din brovten lyder tam, selv i dine egne ører.

Han sætter sig, åbner journalen. ”Okay,” siger han. ”Vi kan tilbyde to former for behandling. Kirurgisk eller medicinsk.”

Du overvejer ikke engang at spørge om behandling for hvad. Du bjæffer øjeblikkelig: ”Medicinsk, tak.” Ingen indsnit. ”Du skal ikke afskrive den kirurgiske mulighed,” siger han alvorligt.

”Det er langt den hurtigste og mest effektive.” Han ser forventningsfuldt på dig.

”Jeg tror jeg helst vil have den medicinske,” siger du.

”Præcisi-on,” siger han og laver en ring af tommel og pegefinger og støder den frem. ”Vi kan med kirurgisk præcision fjerne en utrolig tynd skive eller to, tynd som den tyndeste salamiskive, tyndere. Jeg råder dig til at overveje det. Det er sikkert og præcist. Jeg har pligt til at fortælle dig om muligheden for bivirkninger, men risikoen er overordentlig ringe.”

”For … ?”

”Øh, impotens. Og inkontinens. Det har jeg pligt til at fortælle dig. Men det er særdeles usandsynligt. Usandsynligt. Med denne fremgangsmåde behøver du ikke længere stå op to-tre gange midt om natten for at urinere.”

Du siger: ”Jeg står ikke op midt om natten for at urinere. Kun hvis jeg drikker en øl ved sengetid.”

Han rynker brynene, kigger i journalen på skrivebordet. ”Der står her at det gør du.”

”Nå,” hører du dig selv sige, ”men jeg sidder lige her og fortæller dig at det gør jeg ikke. Så det der står der, passer ikke.”

Den meget store 1. reservelæge stikker underlæben frem. Han ser meget bedrøvet ud. Af ukendte grunde takker du ham idet du smutter ud af døren.

De tredive minutters cykeltur til dit kontor er ikke de mest behagelige du nogensinde har oplevet. Hvert af morgenens indgreb giver genlyd i hvert eneste bump og hul og hver eneste kantsten hjulene på din Raleigh rammer. På kontoret ringer din kone for at spørge hvordan det gik.

”Alt er i orden,” siger du. ”Der var ikke noget i vejen med mig.”


EPILOG


En halv snes år, to bopæle, en kone og ingen lægelige problemer senere, lærer en rutinemæssig blodprøve dig en ny stump videnskabelig terminologi. PSA. Bogstaverne står for prostata-specifikt antigen, men det lyder endnu mere grusomt klinisk end det enkle, kække PSA. Du hører at PSA ikke bør være højere end 4, men dit er 6,9. En efterfølgende prøve viser at det er 12. Du ved efterhånden hvad det var den meget store 1. reservelæge talte om at skære i skiver som en salami – din prostata. Det ville du måske have vidst noget før hvis bare ’Det Bedste’ havde haft en artikel med titlen ’Jeg er Johns prostata’ med i deres serie om talende organer dengang i slutningen af 60’erne. Men nu ved du hvor god din lille valnødstore prostata har været mod dig gennem alle årene, med hvilken glæde den har stået dig bi.

Selv om du ikke har nogen symptomer – ingen prostataforstørrelse, ingen vandladningsproblemer, ingen smerter – gør det forhøjede PSA din praktiserende læge så opskræmt at han endnu en gang sender dig hen for at blive testet – denne gang til Hospital B. Her virker de ansatte betydeligt mere menneskelige end de gjorde på Hospital A. De har navne og præsenterer sig som læger eller sygeplejersker, og denne gang er du udstyret med spørgsmål og en blok og en pen. Du skriver det hele ned. Du er opmærksom på muligheden for at de måske vil bestræbe sig på at indføre fremmedlegemer i smalle, overfølsomme steder, og du er fast besluttet på ikke at lade dem gøre det. Du er så fast besluttet at de måler dit blodtryk til 160 over 120. Men denne gang befarer de en anden kanal, gennem bagdøren med ultralydsnåle. Du får at vide at der vil være et vist ubehag, men ikke nogen rigtig smerte.



Der er et frygteligt ubehag, men også rigtig smerte. Hver gang lægen placerer nålen og sigter, mens han kigger på ultralydsskærmen, siger han advarende: ”Og … nu!” og så sker der noget smerteligt ubehageligt et sted hvor du aldrig før har mærket andet end nydelse. Du kaster dig ud i en filosofisk diskurs med dig selv om hvordan man skelner mellem ubehag og smerte.

Først tager de seks biopsier. Ingen kræft. Så tager de tretten biopsier mere. Ingen kræft. Men dit PSA er nu steget til 15. De tager tolv biopsier mere. Nu, efter 31 biopsier, tisser og ejakulerer du blod, men man har stadig ikke fundet nogen kræft. Dit PSA falder til 9, hopper tilbage til 12, op til 19, ned til 14 igen, op til 18, ned til 13, op til 20. Da din prostata endelig er kommet sig efter al denne sonderen og stikken, har du ikke mere tegn på blod i din urin eller sæd.

Men der er en høj, slank overlæge med langagtigt ansigt dér på Hospital B som ved, intuitivt, at kræften er der. Han minder dig om undersøgelsesdommeren Porfirij Petrovitj i ’Forbrydelse og straf’. Eller en højere, mere melankolsk udgave af detektiven Colombo fra LAPD. De har ikke fundet den endnu, men den er der, forsikrer han dig. Han er, rent faktisk, firs procent sikker på at den er der, og femten procent sikker på at den allerede har bredt sig. Men han kan ikke gøre noget før han har det kontante bevis, en kræftcelle. Han vil tage en afskrabning af din prostata. Han vil lægge dig i fuld narkose (hvor de standser dine lunger et stykke tid og holder dig i live ved hjælp af en maskine) og skrabe den bittelille del på fem procent af din prostata som ultralydsnålene ikke kan nå. Så kommer du ud af narkosen, og han sender vævsprøverne til patologerne som kan bestemme om der er ondartede celler til stede.

Din ekskone var patolog. Hun røbede engang for dig hvor svært det er at bestemme ondartethed. Sommetider bliver sunde celler fejlagtigt identificeret som ondartede. Sommetider bliver ondartede celler fejlagtigt identificeret som sunde. Hun holdt op med at arbejde med det fordi hospitalsledelsen pressede hende til at træffe for mange hurtige beslutninger om hvad der var og ikke var ondartet.

Den melankolske læge med det langagtige ansigt, som er overbevist om at kræften findes i din prostata, der ellers har været så god mod dig gennem et halvt århundrede, vil, når han først har fundet kræften, kunne stille en diagnose og tilbyde behandling. Den behandling han stærkt vil tilråde, er fjernelse af prostata. Hele prostata.

”Du er heldig,” siger han til dig. ”Du er stadig ung, og kræften er meget tidlig. Du kan blive helt helbredt.”

For den kræft som måske ikke er der. Nogen mulige bivirkninger?

”Der er en risiko, det er jeg nødt til at fortælle dig, for at afskrabningen kan føre til impotens og/eller inkontinens.”

Og fjernelse af prostata?

”Det vil antagelig føre til impotens og inkontinens. Men den værste sandsynlige bivirkning af afskrabningen, som efter al sandsynlighed slet ikke vil forekomme, selv om jeg er nødt til at informere dig om den svage mulighed, ville være en beskeden utæthed og en mulig ændring af din  ejakulationsbane.”

Du stirrer på hans langagtige, melankolske ansigt, hans udstående øjne, og du bliver klar over at dit eget ansigt udstråler meningen med ordet forfærdet. "Hvad betyder det præcist?” hvisker du.

”Jo, når du har sex, hvad du for resten kan fortsætte med på helt tilfredsstillende vis, ville du muligvis ejakulere i din blære i stedet for, ja … udad. Men lystfølelsen vil være præcis den samme, fornemmelsen.”

Vantro siger du til ham: ”Lystfølelsen vil ikke være den samme. Hele ideen med at ejakulere, er at gøre det ind i en anden! Tror du jeg vil blive lykkelig ved at kneppe min egen blære!” Et enkelt desorienteret øjeblik forestiller du dig at befrugte din egen blære.

”Det er ikke noget at spøge med,” formaner han dig stilfærdigt. ”Desuden er alt dette helt hypotetisk.” Han har tydeligvis lært sit ansigtsudtryk på et kursus i omgang med patienter: Deaktivering af prostatabeskyttelsesrefleksen hos genstridig aldrende mandlig patient.

Du bliver bedt om at gå ind i et andet rum og se en video med titlen: ’Bedstefars prostatakræft’. I den leger en mand der har fået fjernet sin prostata med sine to meget søde børnebørn, en dreng og en pige, tvillinger på omkring fire år. Han har et tyndt, gråt skæg og meget små tænder. Han ser ind i kameraet og smiler et temmelig dumt smil med sine små hvide tænder.

”Mine børnebørn synes det er mægtig sjovt at de lige er holdt op med at gå med ble, mens bedstefar skal begynde at gå med en igen.” Han småler.

Du morer dig ikke. Du har afgjort ikke lyst til at gå med ble. Og ikke fordi du er nogen stor tyr eller sådan, men du nyder meget at vågne hver morgen med en smule jern i bukserne, ligesom du faktisk sætter pris på en smule lejlighedsvis lagengymnastik med din elskede eller sågar den gode gamle hyrdetime med hånden. Du har afgjort ikke lyst til at tage på permanent ferie i landet hvor selv Viagra ikke giver noget håb. Du vil aldrig frivilligt ejakulere i din egen blære – noget der forekommer dig mindst lige så mærkeligt som manden i ’Ripley’s du tror, det er løgn’, der kunne trække sin underlæbe op over øjenbrynene.

Du udvikler din egen plan for den fremtidige behandling. Du vil vende tilbage til søen. I den østlige del af København er der en sø du elsker. Du elsker denne sø fordi det er en gadesø, midt i den travle by. Du har elsket denne sø fra det øjeblik du først fik øje på den, for fireogtredive år siden. Den hedder Sortedamssøen, og der er et gammelt københavnsk ordsprog: Jeg tager ud til Sortedamssøen.

Hvis og når det skulle blive nødvendigt, vil du, en klar og sollys dag, leje en robåd fra udlejningen ved Sortedamssøen. Du vil padle ud til midten af søen, og der vil du kaste anker. Du vil pakke den skovtursfrokost ud du har taget med i en flettet kurv. Du vil spise røget ål på mørkt rugbrød smurt med rigtigt fedt. Masser af fedt. Og fordi fisk skal svømme, vil du drikke flasker med koldt øl. Masser af dem. Og isafkølet snaps i dit  yndlingssnapseglas fra Holmegaard, masser af dem. Mens du spiser, vil du se på svanerne der flyder forbi som smukke hvide spørgsmålstegn. Du vil se på ænderne og lappedykkerne der padler på vandoverfladen, og for at anspore mågerne – for de er en vigtig del af din plan – vil du smide små stykker brød og ål op i luften for at få dem til at svæve over dig i en ophidset, skrigende klynge.

Og så, når du er tilstrækkelig mæt, tilstrækkelig omtåget, men endnu ikke ukampdygtig, vil du tage pistolen fra dit bælte, stikke løbet i munden så det peger opad mod kraniehulen og trykke på aftrækkeren. Det vil være en pistol med stor kaliber, og den vil flænse en bred bane gennem din hjerne så stumper og klumper af grå substans sprøjter opad, stumper som mågerne vil fange i deres næb og sluge mens de kredser over søen med næbbene fulde af bidder af dine tanker og din personlighed, så du vil feje hen over søen som en stor pointillistisk bevidsthed på vej til evigheden.

Hvor vil du få fat på en pistol?

Åh, du skal nok få fat på en. Det vil du, ved Charlton Hestons øjne!

Og hvordan kan du være sikker på at du vil være stærk og målbevidst nok til at gennemføre alt dette når dagen er inde?

Ja, er det ikke en smuk tanke.


CODA


Alligevel sidder du endnu en gang på en stol foran Porfirij Petrovitjs skrivebord.

”Du må vælge nu,” siger han. ”Tallet er meget højt. Sygdommen er der. Den kan allerede have bredt sig. Det ved jeg.”

Hans udstående øjne får dig til at tænke på ansigtet på en gammel ikon.

Du siger: ”Jo, jeg har spurgt en anden læge til råds …”

”Jeg kender ham du har spurgt til råds,” siger Porfirij Petrovitj, ”både professionelt og socialt. Han er en flink fyr og en god mediciner, men han er ikke urologisk kirurg, og han ved intet om det her.”

Porfirij Petrovitj er yngre end dig, men hans øjne er stærkere, hans udstående øjne. Du vender dit eget blik væk fra dem, kigger ud ad vinduet bag ham på den skifergrå himmel, over mod døren som er lukket og lidet lovende. Hans udstående øjne viger ikke et øjeblik fra dit ansigt. De rummer de ord han har udtalt, som han ikke behøver at gentage:

”Du må vælge nu.” Men han har allerede valgt.

Så du nikker. Tidspunktet for handlingen fastlægges. I tre uger ser du det ubønhørligt nærme sig. Så bliver du endelig, på afdelingen, iført en let badekåbe, du får taget mål til støttestrømper, bliver undersøgt som en gammel bil, stukket med nåle, termometre, får en pille og får at vide at det er bedst du går i seng fordi du kunne blive svimmel.

Du lægger mærke til at du føler dig godt tilpas. Ja, i krigshumør. Du planlægger noget ravage mens en tavs portør triller din seng ud i forhallen, elevatoren op til operationsstuen hvor anæstesilægen ser dig beroligende i øjnene og siger: ”Vi skal bede om dit navn, standardprocedure.”

”Mit navn,” siger du, ”er Porfirij Petrovitj,” og opgiver navnet på chefen for urologiafsnittet.

Kirurgen, som står ved siden af, ler. ”Så skærer vi lige ind!”

En sygeplejerske justerer ventilen som er anbragt i venen på din håndryg, og anæstesilægen gør et eller andet ved den, og nu har du det virkelig godt. Du kan ikke tro det er muligt at have det så godt.

”Tænk på noget rart nu,” siger anæstesilægen.

Du siger: ”Jeg har det pokkers godt,” og han hvisker dig i øret: ”Mænd betaler mange penge for at have det sådan som du har det nu.”

Du svarer ikke. Du er helt opslugt af at tænke på din kone, på hvordan hun så ud i sin akvamarinfarvede bikini sidste sommer på stranden på Skorpios, med brændingen sydende om sine smukke ben, blond, solbrun, smilende. Hun smiler til dig med sine blå øjne, trækker dig fremad mod hendes blik, hendes pragtfulde krop …

Pludselig triller de dig ud igen.

”Hør, hvor kører I mig hen?” Din stemme lyder sløret.

”Det er overstået,” siger en sygeplejerske. ”Vi vil gerne have dig ned i opvågningen et stykke tid så vi kan holde øje med dig.”

Du åbner munden og hører dig selv sige: ”Dr. No. Ursula Andress.” Du synes det lyder ustyrlig morsomt, men der er ingen der så meget som smiler. Kan de overhovedet høre dig? Er du død? Er dette døden? Du vil gerne forklare dine ord, men du får øje på en flue på lagnet, den sidder der bare, helt stille.

Et stykke tid senere opdager du at du er forbundet med et eller andet stavær hvorpå der hænger noget blod i en klar plasticpose. Fra posen løber en slange som forsvinder under lagnet. Du bliver opmærksom på et meget irriterende ubehag det værste af alle steder. Så forstår du at blodet er din egen urin. Du har fået indsat et kateter. Du får lov til at stå op. Du gør det forsigtigt, støtter dig til staværet hvorfra din blodpose hænger ned og som du er forbundet med via en lang bøjelig slange. Staværet ligner en form for stumtjener, og du opdager at det er forsynet med hjul.

Da du ikke har noget bedre at foretage dig, sjokker du ud fra stuen og hen ad gangen i afdelingen med det skramlende stavær, hvor posen med blod hænger og dingler, ved siden af dig. Du bryder dig ikke om at se på posen med blod, men tilsyneladende er det lige meget hvorhen du retter dit blik, det vender hele tiden tilbage til den, viger tilbage fra den igen, vender tilbage. Du sjokker hen ad den lange gang, finder ud af hvordan du vender dit stavær uden at få forbindelsesslangen til at hive i din udmattede hivert der hvor du mindst ønsker at blive hevet lige nu. Det forekommer dig at alle sygeplejerskerne her ser mægtig godt ud, og du råder dig selv til ikke engang at tænke på det et sekund for at din hivert ikke skal begynde af få  upassende tanker.

Du begynder at sjokke igen, tilbage hen ad gangen. Tre mænd sidder omkring et bord med deres staværer parkeret ved siden af sig og spiller kort med et fedtet gammelt spil. ”Hvorfor sætter du dig ikke ned?” spørger en af dem idet du sjokker forbi.

”Gør mindre ondt når jeg står op.”

”Gør mindre ondt når han står op,” forklarer en anden mand den første mens du fortsætter med at sjokke aftenen væk.

Den næste morgen kommer kirurgen på besøg. Ikke Porfirij Petrovitj, men den smilende, elskværdige fyr som rent faktisk foretog snittet. ”Jeg synes bare du skulle vide,” siger han muntert, ”at jeg tog tre gode skiver, og at alt så fint ud. Ingen forstørrelse, ingen uregelmæssighed. Det var en smuk prostata jeg så.”

”Det burde det være,” siger du. ”Det er Johns prostata.”

De ler som om de forstår det.

Kirurgen vender tilbage om eftermiddagen med en sygeplejerske ved sin side, en mørkhåret sygeplejerske der udfylder sin delvis gennemsigtige hvide uniform så perfekt at du må vende blikket væk af frygt for at tabe dit kateter.

”Er der stadig blod i hans urin?” spørger kirurgen hende.

”Samme farve som rosévin,” svarer hun.

Du takker hende for at sikre at du aldrig mere i resten af dit liv vil drikke rosévin.

”Vi drikker heller ikke rosévin her,” siger hun med et glimt af beklagelse.

”Hvordan har du det med at komme hjem nu?” spørger den smilende kirurg.

Så er du alene med sygeplejersken. Du ligger i sengen. Hun står ved siden af. Hun stikker hånden ind under dynen. Kunne dette være kærlighed? spekulerer du mens hun hvisker: ”Træk vejret dybt nu. Jeg vil fjerne kateteret. Jeg er bange for at jeg bliver nødt til at trække din forhud tilbage først.”

”Hvis du prøver på det,” siger du, ”kommer vi aldrig herfra, for jeg har ikke nogen.”

”Så træk vejret dybt.”

Det gør du, og så hører du en kvælende, gurglende rædsels-komisk stønnen trække dit svælg sammen: Argh! Du er af den opfattelse at det første menneske som nogensinde fandt på at skrive den lyd med netop disse bogstaver havde været gennem netop denne procedure.

Hun holder den op så du kan se den – en tyk, blyantlignende tingest med en skarp kugle for enden. Hun peger på den blodige kugle.

”Det er den der gør ondt når den kommer ud.” Du er netop kommet til den opfattelse at det hæsligste ord i det danske sprog er kateter. Tre stavelser af elendighed.

Der kommer til at gå et par uger før du får resultaterne af biopsien. Du ved at det er på dette tidspunkt behandlingen kan begynde. Målet med denne øvelse er at gøre dig mør til det rigtige snit.

Der følger to uger med hyppige, brændende vandladninger. Du lever i rædsel for trangen til at urinere. Du har vredet vandrøret ved siden af dit lokum til en saltkringle og skuret en millimeter af dine kindtænder. Du holder dig selv oppe ved at tænke på dit had til ordet kateter. Du slår dets etymologi op, i håb om at det er opkaldt efter dets opfinder så du kan sætte et ansigt på dit had, men finder ud af at det er bygget af græske og latinske orddele der betyder noget i retning af ’passere igennem’. Hver gang du skærer tænder og urinerer ild, tænker du på at denne hæslige samling af bogstaver – tilmed nogle af dine yndlingsbogstaver i alfabetet, om end her sat sammen på den hæsligst mulige facon – repræsenterer en tingest som truer med at blive et langtids-tilbehør i dit liv.

Der vil være katetre, der vil være katetre … i rummet kvinder, to og to, kvidrer om katetre … Længe har vi levet i havets katetre med havnymfer smykket med plasticrør … Jeg skulle have været et par skarpe katetre som kradser sig over de roséfarvede haves bund.

Den aftalte dag kommer du ind i den aftalte konsultationsstue og giver den smilende kirurg såvel som den mørkhårede sygeplejerske ved siden af ham hånden. Den mørkhårede dame. Der er altid en mørkhåret dame. Som siger: ”Træk vejret dybt nu …”

Du bliver anvist en stol. Den smilende kirurg sætter sig, lægger håndfladen på en journal foran sig på skrivebordet. ”Jo,” siger han, og smiler. ”Ingenting. Der er ingenting.”

”Ingenting?”

”Ingen kræft. Ikke en eneste celle. Jeg tog prøver fra hver eneste krog som ultralydsnålen ikke kan nå. Og der er ingenting. Du har en sund prostata.”

”Hvad er der sket?”

”Sommetider er PSA forkert,” siger han. Den mørkhårede sygeplejerske nikker, smiler beroligende. ”Sommetider er PSA forkert.”

Således, efter to år, tyve blodprøver, fireogtredive biopsier, hvoraf de sidste tre var kirurgiske, og to uger hvor du har urineret ild, bliver du sendt ud i verden, ud på det solbeskinnede fortov for at finde vej i en verden af sundhed.

Hvad skal man gøre? Længere henne ad gaden, ovre på den modsatte side, ser du et skilt hvorpå der står BAR. Du styrer hen mod det. ●

Oversættelse: Jørgen Nielsen

Thomas E. Kennedy er født i Queens, New York City, i 1944. Han har boet i Danmark siden 1976 og har udgivet mere end 20 bøger, deriblandt fire om København (’Kerrigan’s Copenhagen’ (2002), ’Bluett’s Blue Hours’ (2003), ’Greene’s Summer’ (2004) og ’Danish Fall’ (2005) og essay-samlingen ’Riding the Dog: A Look Back at America’.

Læs mere på thomasekennedy.com

LÆS OGSÅ Mandefald: Når alt smuldrer

FACEBOOK Bliv ven med Euroman


Se, hvad vi ellers skriver om: Sygdom