Mads Brügger om tilfældigheder:

Det er interessant, hvor meget held og tilfældigheder betyder. I 1996 søgte jeg en stilling som digital radioelev i Danmarks Radio. De skulle bruge fire elever, og efter en udskilning, næsten som skulle vi være astronauter, var vi otte tilbage. Vi skulle testes hen over en weekend, og i den forbindelse skulle vi hver især besøge en boghandler på H.C. Ørstedsvej og lave en reportage.

Ham, der ledede kursusforløbet, brød sig helt åbenlyst ikke om mig. Han syntes, jeg spillede smart og havde for meget attitude osv. Han foretrak en anden ansøger og indstillede til ansættelsesudvalget, at de skulle vælge ham. Da udvalget mødtes, sagde et af medlemmerne helt tilfældigt: ’Skal vi ikke lige høre hans reportage?’



Den anden kandidat har så gået rundt nede hos boghandleren og forsøgt at lave en reportage, men i baggrunden kunne man høre en mand, der hele tiden sagde ’sut røv’. Han kom tættere og tættere på mikrofonen, men journalisten ignorerede ham, fordi han gerne ville have, at det skulle være en rigtig fin og flot reportage.

Han sagde ikke: ’Hvad siger du?’ eller ’Sut røv på hvem?’ Så sagde ham i ansættelsesudvalget: ’Det er en klokkeklar fejl, vi tager Mads Brügger i stedet.’ Jeg var aldrig kommet ind i Danmarks Radio, hvis det ikke havde været for den mand, der gik rundt og sagde ’sut røv’ i den boghandel.

LÆS OGSÅ: Mads Holgers forunderlige rejse

Det er jo en meget lille marginal at hænge sin hat på. Hvad er pointen? At man skal være glad for, at der går nogen rundt og siger ’sut røv’. Og så skal man aldrig føle sig sikker på, at den er hjemme, eller frygte, at man er dømt ude, for tingene kan ændre sig meget hurtigt.

Magnus Millang om gode arbejdsvaner

Det er svært at være genial, når man er presset. Det fandt jeg ud af, da vi lavede første sæson af ’Danish Dynamite’. Jeg var ung og perfektionistisk og en arbejdshest uden lige, men presset for at være sjov på kommando og med en stram deadline ramte mig hårdt. Jeg brugte al min energi på tidsplanlægning og på at føle mig bagud, og til sidst blev jeg syg af stress.

Siden da har det været en vigtig øvelse for mig at give mig selv lov til at kede mig, selv om jeg er midt i et sindssygt tæt program. For når man skriver comedy, rammer man altid et punkt, hvor man ikke har flere ord tilbage.

Jeg har lært at acceptere, at det er o.k. Når det sker, trækker Martin (makkeren Martin Høgsted, red.) og jeg stikket i nogle timer eller dage og laver ingenting.

LÆS OGSÅ: Da jeg vidste jeg var god: Magnus Millang

 Da vi skrev på seneste sæson af ’Danish Dynamite’ og mødte muren, trak vi en dag ud af kalenderen for at lave noget, der ikke krævede de store tanker. Vi gik i biografen og så ’2 Guns’ med Mark Wahlberg og Denzel Washington. Humor bliver tit lavet på baggrund af, at man har overskud til at fjolle, og at man har nogle behagelige rammer, hvor man ikke føler sig stresset. Og så er det en god tommelfingerregel at acceptere, at det kan blive noget lort, det, man laver.

Hvis du derimod slår projektet alt for stort op og bilder dig selv ind, at du skal lave det bedste projekt i dit liv, er det lige til at få en blokering af. Da jeg var 30, troede jeg, at jeg var udødelig. I dag, tre år senere, har jeg lært, at jeg ikke kan det hele.”

Ole Christian Madsen om travlhed



Inden for det seneste år er det lykkedes mig at få min hånd i klemme i en lastbil-lift med en knust nerve til følge. Det er også lykkedes mig at ødelægge min menisk, da jeg skulle række ud efter en boremaskine, der lå bag mig, mens jeg sad på hug og ikke fik flyttet benet med. Kort efter sparkede jeg til en kraftig bølge i havet ved Santa Barbara i Californien, så det andet knæ vred rundt. Og for nylig brød et operationssår op, fordi jeg var på optagelse og ikke gav såret tid til at hele, og det kostede seks ugers behandling mod infektioner.

Det ene uheld har taget det andet, de har virket forbundne. Har jeg haft et uheld og er kommet til skade, er jeg blevet svagere og derfor dårligere til at forsvare mig mod det næste. Sådan har det føltes. Jeg har været hårdt ramt det seneste år, men jeg hører lignende historier fra mine jævnaldrende venner, dem på omkring 45 år. Vi spiser sundt, holder os i form, men vi kommer til skade. Vi er lige så stærke som tidligere, men et eller andet følger ikke med.

Jeg er sikker på, det er fordi, vi har for travlt. Hovedet er foran kroppen. Med et arbejde, der fylder voldsomt, tre børn og den øvrige praktik i tilværelsen kommer jeg nemt ud af sync med mig selv. Jo større arbejdsplatform, jo større pres.

LÆS OGSÅ: Chefpsykolog: Vi har brug for mænd der taler ud om deres nedtur

Deadlines skal overholdes, Skype-samtaler på underlige tidspunkter af døgnet skal gennemføres, børnene skal have mad hver dag, lektier skal laves, og samtidig føler jeg en konstant vejrbidt dårlig samvittighed over ikke at være nok til stede, der hvor jeg er. Vi er en ambitiøs generation, der gerne vil have det hele på en gang.

Jeg tror ikke, jeg rigtig ved, hvordan man skaber den balance, der egentlig skal til. Og i virkeligheden har jeg altid været i opposition til den måde at tænke på. Jeg har syntes, den var småborgerlig og kedsommelig. Men jeg kan mærke, jeg er nødt til at blive en bedre planlægger, en bedre administrator af livet, for også at kunne nyde det mere og få mere fornøjelse ud af det.”