De er måske ikke de dyreste værktøjer i sangskriverens kasse. De siger heller ikke noget klogt om tiden eller noget eviggyldigt om kærligheden. Og de bliver slet ikke fremhævet i anmeldernes spalter.
Men det betyder ikke, at man skal kimse ad dem, de to bogstaver l og a, der tilsammen danner historiens måske mest benyttede nynnelyd. Det vil sige, det skal man måske nok i de tilfælde, hvor la-la-la bruges som omkvæd ud af ren og skær uopfindsomhed, og hvor resultatet kan blive noget infantilt.
Til gengæld kan det også krydre den gode sangtekst med et skud varmende inderlighed og medrivende nynbarhed. Doseret rigtigt kan virkningen være ren suveræn usnobbethed:
Jeg har sagt, hvad jeg ville sige, men vil egentlig gerne sige noget mere, noget der stikker dybere end ord. Jeg er ikke for fin til primitive lyde. Men jeg synger heller ikke fodboldsange (ikke et ondt ord om dem, så længe de holder sig på stadion).
Scat-sangere, doo-woppere og human beatboxere kender potentialet i mere eller mindre vrøvlende stavelser og har rendyrket dem som kunstform. Det er ikke dem, vi er ude efter her, men derimod de sange, hvor gode, dybe eller liderlige tekster går op i en højere enhed med deres spontane, uartikulerede omkvæd.
Og vi kunne naturligvis også have taget udganspunkt i la-di-da, dub-i-dub, na-na-na og så videre.
Men nu valgte vi altså at sætte grænsen ved la-la-la (ja, okay, u-la-la/ooh-la-la sneg sig også ind). Få dig en ørehænger eller 10 herunder, fra Nobelpris-vindende Bob Dylan til Inner Circles lumre reggae-pop.
