Foto: Getty Images

30 steder du bør besøge inden du bliver 40

Det er sommerferie og rejsetid. Tid til at tage ud og udforske verden og udvide sin horisont. Om det så inkluderer en jordomrejse eller en færgebillet til Bornholm. 

Euroman-redaktionen anbefaler her 30 forskellige steder i hele verden, som klart er værd at rejse efter. Det er bare med at få kalenderen frem og få booket den næste rejse. 

LÆS OGSÅ: 170 ting man burde gøre noget mere

Nøgenbade i Tisvildeleje

I uge 29 er den lille sommerby fyldt op med Politiken-redaktionen (og dets kernelæsere) samt in-crowden fra Indre By. Alligevel kan du altid tage sin morfarcykel og cykle ad stien mellem Tisvilde Hegn og stranden ved den store parkeringsplads mod Brandebjerg. Der finder du et sted, der ligger helt i fred, og hvor sandet og vandet nærmest klinisk rent. Forvent et par bare rynkede og solbrændte baller. Men det har vel også sin charme. 



Se bold fra Die gelbe Wand

Kender du lidt til international klubbold, ved du sikkert også, at Borussia Dortmund har nogle helt fænomenale fans hjemme på Westfahlen Stadion (eller Signal Idnua Park, som den hedder i disse højkommercielle fodboldtider). En af de bedste fodboldoplevelser i hele Europa får du som del af den gule mur bag det ene mål, hvor 25.000 er de mest entusiastiske fylder ståpladserne ved hver eneste hjemmekamp. 

Allerbedst er det, når muren taktfast råber ”AUFSTEHEN!!”, indtil de sidste 65.000 på de dyrere siddepladser endeligt rejser sig op og råber med, så hele konstruktionen gynger. 



Spise verdens bedste falafel i Tel Aviv

På Miznon i Tel Aviv smager pitabrødet fremragende. En ung tjener står ved det gammeldags kasseapparat, og bag ham arbejder 10 mennesker i køkkenet. De bager pitabrød, blødt som smør. De fløjter, hakker grøntsager, flammer står op fra komfuret, hvor din falafel bliver friturestegt. 



LÆS OGSÅ: 15 bøger du skal læse inden du fylder 30 år

Se NBA i Madison Square Garden i New York

Der er en grund til, at amerikanerne ikke tillader uafgjorte resultater: De vil have underholdning for alle pengene. Og det er lige netop, hvad NBA er. Det er en oplevelse i sig selv at se disse tårnhøje mænd med overarme, som vi andre har lår, snurre rundt om sig selv, mens de hopper og afleverer bolden. Alle pauser bliver brugt på et sandt amerikansk show med kastekonkurrencer, kendiskamera og mænd, der frier. 



Spise morgenmad på Den spanske trappe i Rom

Med en udsigt ud over det smukke og historiske Rom er morgenmad på Hotel Hasslers rooftop-restaurant en helt unik oplevelse. Det historiske femstjernede hotel er luksus ud over alle grænser, men et enkelt måltid mad er til at betale for de fleste.



Drikke en hjemmebrygget øl på Crate Brawery i London

I forladte industribygninger som minder om store containere i Østlondon, er kreative kunstnertyper flyttet ind og har gjort området ved River Lee Navigation og Hackney Wick til et meget hipt område. 

Her blandt containere og graffiti går du pludselig ned ad en trappe og ender helt nede ved floden, og her finder du pizzariet og minibryggeriet Crate Brawery på din venstre side. 
De fantastiske pizzaer kommer ud af stenpladeovnen, som er placeret midt i baren, og den behagelige loungemusik kommer fra dj’en, som står ovre i hjørnet. Øllen er hjemmebrygget og blandt Englands bedste i denne kategori. 



Løbe en tur i Central Park i New York

En løbetur i en storby er et populært foretagende i disse tider. Men skal man vælge én storby at løbe rundt i, er New York det oplagte valg. Selv om det meste af turen foregår i Central Park, hvor der også er masser af attraktioner at løbe forbi, kan man vælge at løbe i udkanten og suge den rigtige metropol-stemning til sig. 



Besøge det smukke Museé d’Orsay i Paris

Et af verdens ubestridte smukkeste museer ligger i den gamle jernbanestation, Gare d’Orsay og indeholder primært fransk kunst. Museet er i sær kendt for dets store samling af impressionistiske malere som Claude Monet og Pierre-Auguste Renoir. Det en unik oplevelse i sig selv at kigge rundt på væggene i det storslåede rum. 



Spise verdens bedste og dyreste carbonara i Rom

Restauranten Pipero al Rex er ikke sådan en, man lægger mærke til fra gaden, hvis ikke man kender den. Den lille Michelin-restaurant, der ligger i det ret anonyme kvarter omkring Via Cavour, laver ellers ganske bemærkelsesværdig mad. 

Tasting-menuen er glimrende, men du kunne også bare gå amok i køkkenets store stolthed: Deres uforskammede lækre version af spaghetti alla carbonara kan købes til 10 euro per 50 gram.  

Vågne op til lyden af brøleaber på Osa-halvøen, Costa Rica

Hvis du interesserer dig for dyreliv, men er mere til komfort end til primus og dåsemad, er det luksuriøse øko-resort Bosque del Cabo et rent paradis. 

Er du morgengnaven over at være blevet vækket af et kor af brøleaber, løsner du helt sikkert op, mens du spiser veltilberedte huevos rancheros på terrassen og ser fregatfuglene flyve over det blå Stillehav. Ellers må du lige friske dig selv op med en dukkert i poolen, inden du går på jagt i skoven efter dovendyr.

LÆS OGSÅ: Rejseplaner: 3 byer til en perfekt weekend



Spise æbletærte på Bar Tomate i Madrid

Måske verdens bedste æbletærte. Der er sikkert mange bud på at snuppe denne pris, men den, de laver, hos den charmerende og velindrettede restaurant i Madrids pæne kvarter, Bar Tomate, er tynd, sprød, blød og fyldig på samme tid. Resten af menukortet kan også anbefales. 

Se Wimbledon på Center Court i London

At se tennis på stadion er en dejlig måde at blive underholdt på. Det kræver ikke ens fulde fokus hele tiden, og et par ture ud og hente jordbær og champagne er der heldigvis plads til. Og tennis er selvfølgelig allerbedst, når det spilles på Wimbledons (halv) grønne græs af hvidtklædte tennisspillere



LÆS OGSÅ: 18 anbefalinger: Her skal du rejse hen

Tage på afterski i Japan

Når skidagen er ved at være omme, og man har slugt nok sne i Japans powder-heaven, kører man ned af bjergsiden og sætter sig ind i en lille hytte. Her smider man sit skitøj, snupper en kold øl og hopper ned i den varme naturlige kilde, der danner hyttens midte. 

Fælde en tåre over Martin Luther King i Memphis, Tennessee

I motellet, hvor Martin Luther King, blev skudt, findes i dag det meget bevægende National Civil Rights Museum. Begynd med introduktionsfilmen, der fortæller om det sidste døgn i borgerrettighedskampens store profets liv.

Den er ærkeamerikansk, sentimental – og helt perfekt. Få en historielektion i den meget grundige gennemgang af kampen for sortes rettigheder. Og slut af med Kings værelse på motellet, et eksempel på, hvor simpelt man kan lave en effektfuld museumsoplevelse.



Spise sig mæt i ceviche i Lima

Ceviche, limemarineret fisk og/eller skaldyr, er Perus mest berømte ret og til at opdrive overalt i landet. Til gengæld er der stor forskel på, hvor meget kærlighed, der er lagt i tilberedningen af den.

På den folkelige restaurant El Fayke Piurano er portionerne rigelige og heftigt chili-krydrede. Skyl cevichen ned med masser koldt pilsnerøl, mens du hviler fødderne efter en byvandring i det centrale Lima.

Tage på pubcrawl i Golden Gai, Tokyo

Det er en magisk tidsrejse af en oplevelse pludselig at stå i de seks smalle gyder, der tilsammen udgør området Golden Gai. De gamle lave huse, der på mirakuløs vis har fået lov at stå midt i det moderne forlystelseskvarter Shinjuku, er fulde af bittesmå mørke og hyggelige barer med plads til seks-otte gæster hvert sted. Gå fra dør til dør, og fald i snak med vekslende sidemænd, mens du bliver fuldere og fuldere i japansk whiskey.

SPONSERET: Du finder billige flybilletter til Malaga på Rejsepriser.dk



Tage på roadtrip blandt fåreflokke og gamle Lada’er i Georgien

Georgien er et perfekt sted at leje en jeep og tage på road trip. Afstandene er ikke kæmpestore, til gengæld er det bjergrige land smukt som et eventyr. Der er mange højdepunkter i landet, smukke gamle klostre og specialiteten Khachapuri (et lidt pizzaagtigt ostebrød) i.

Men den egentlige georgiske road trip-oplevelse ligger nok i at blive fanget i en fåreflok på en grusvej eller at blive overhalet af en skramlet Lada, der burde være udtjent for 25 år siden.



Føle sig lillebitte under verdens største træer i Humboldt, Californien

De højeste træer i verden hedder rødtræer, eller redwoods på amerikansk, og de største eksemplarer i verden finder man i Californiens Humboldt State Park. Tag en fantastisk køretur på Avenue of the Giants (forvent at stige ud rigtig ofte for at kigge op til trækronerne, der vokser helt ind i himmelen). 

Du kan også overgive dig til din indre nørd og gå på udkig efter locations brugt til scener fra skovplaneten Endor i ’Star Wars: Jediridderen vender tilbage’. Eller bare gå linen ud som turist og køre gennem et udhulet træ.



Opleve en KZ-lejr i Thresienstadt

Intet menneske kan forlade dette sted upåvirket af krigens gru. I stedet for at forpeste Prag, burde de mange tusinde danske studenter-turister, tage på en obligatorisk tur til KZ-lejren Theresenstadt. Ved indgangen står det ikoniske og uhyggeligt ironiske ’Arbeit macht frei’. Her har mange tusinde mennesker måtte lade livet i et af verdenshistoriens mest dystre kapitler. Man skal se de trange sovesale, hvor flere hundrede mennesker var presset sammen for virkelig at føle blot en smule af den gru, der kan synes uvirkelig. 

LÆS OGSÅ: Det bedste Bornholm har at byde på: 5 fantastiske spisesteder

Se solnedgangen på Restaurant Le Port på Bornholm 

Bornholm har så mange dejlige steder, at det kan være svært at nævne et. Men ved denne restaurants vestvendte terrasse kan man nyde en af landets smukkeste solnedgange, mens man indtager en fint måltid mad.  



Gå rundt i Vinterpaladset i Skt. Petersborg

Hvis man vil få en fornemmelse for, hvorfra russernes til tider storhedsvanvid stammer fra, bør man opleve dette kolossale museum. Her er over tre millioner kunstværker med alt fra kæmpe vægmalerier til mumier. Man kan ikke nyde udsigten fra det vældige bygningsværk i lang tid, før man får lyst til at invadere Polen. 



Sejle og bo i den svenske Skærgården 

Skærgårdens små øer og megen vand er med til at gøre Sverige til et særligt land. Med sejlende i lyseblå-stribede skjorter og lyst hår, bliver det ikke mere svensk. Stockholms skærgård breder sig ca. 80 kilometer ud fra hovedstaden og omfatter mere end 24.000 øer og små skær. 

Øen Sandhamn er den sidste store ø inden Østersøen og er ægte svensk idyl med hvidmalede vinduer og kanelsnegle. Her er også en hyggelig havnepromenade med højt gastronomisk niveau, en typisk svensk skov, der dækker over halvdelen af øen og en hyggelig lille strand. Bo med udsigt udover det hele på Sands Hotell.



Danse techno på Berghains Panorama Bar i Berlin

Rune Reilly Kölsch, dj: 
Panorama Bar i Berghain er uden tvivl Europas techno-kathedral. Det er det eneste sted, hvor hedonisme - det mest eksperimenterende elektroniske musik og en absolut kompromisløshed - eksisterer i bedste stil. Jeg kan spille præcist, hvad der passer mig. Jo mærkeligere desto bedre og gerne i 4 timer eller længere. Det er en fantastisk voksenzoo, hvor man nemt fortaber sig i rigtigt mange timer, hvis man ellers kan komme ind. Dørmændene afviser nemlig 75% af alle gæster.”



Surfe i danske bølger i Klitmøller

Der findes et utal af fantastiske surf-steder rundt omkring i verden, hvor bølgerne er større, strandene smukkere og solen varmere. Men der er bare noget særligt over paralleluniverset i Klitmøller i Thy.

Havbunden er kalkholdig, hvilket giver gode betingelser for bølgesurfing, men også kite- og windsurfere strømmer hertil. Faktisk afholdes en afdeling af windsurfingens PWA World Cup i Klitmøller, som meget passende kaldes 'Cold Hawaii'. Hele sommeren er der et utal af fester og arrangementer nede på stranden. 



Handle i verdens fedeste herretøjsbutik, Andreas Murkudis, i Berlin

Den ligger lidt gemt væk inde i en baggård, men når først man finder Andreas Murkudis, så opdager man den virkelig også. Den 100 kvadratmeter store butik var tidligere trykmaskine- og pakkehaller, men har fået en voldsom renovering med interiørdesign af arkitekt Gonzales Haase. Der er ingen risiko for at få klaustrofobi i dette luftige rum, som er fyldt op kvalitetsvarer fra de mest respekterede internationale designere. 

Bruge en hel dag i en suite i Stockholm

Dine forældre var måske af typen, der sagde at ’på hotelværelset, der skal vi bare sove, så det behøver vi ikke gå så meget op i’. Det skal du glemme. Find det bedste værelse, du kan opdrive (og betale).

Dagen bruger du så i badekåbe og slippers sammen med en sød pige. Spis på hotellet, og brug god tid i dets spaafdeling. 

Efter denne ene overnatning, skulle I begge have glemt både vejr, hverdag og hvad der ellers måtte ligge. Det kunne fx være Miss Clara i Stockholm, der netop er blevet kåret til et af verdens 10 bedste hoteller.



Blive gennemskrubbet i et af Istanbuls tyrkiske bade

Når du alligevel er i Istanbul på grænsen mellem Europa og Asien for at se på Hagia Sophia og Den Blå Moske, bør du få en gennemskrubning på et tyrkisk bad – også kaldet en ’hammam’. Du kommer ind kun svøbt i et tyndt håndklæde og finder en ledig plads på den fem meter store flade runde sten i midten og lægger dig på ryggen. 

På et tidspunkt kommer en bred tyrker og vasker dig fra tåspidser til isse. Når du er færdig er dine muskler slappe, og du er klar til næste byvandring i byens bakkede gader. 

Dykke i verdens største koralrev – Great Barrier Reef

Verdens største koralrev kan findes ud for kysten i staten Queensland i det nordøstlige Australien. Mange turistbureauer arrangerer mini-cruises, hvor man kan komme ud at sejle og opleve, hvordan det er at dykke i et af verdens flotteste naturfænomener. Udover det spektakulære koralrev med alle dets farver, er der også mulighed for at se fisk, skildpadder og hvaler.

Når man har brug for en pause fra dykkeriet og blot vil bade, findes nogle af de smukkeste strande ved Whitsunday øerne. Whithaven er den mest fotograferede strand i Australien og er gentagne gange blevet nomineret til den bedste strand i Oceanien.



Danse i smatten på Roskilde

Selvfølgelig er festivalen bedst i solskin, men man bør unde sig den trodsige lykkefølelse at gå amok midt i mudderet. Glemme alt om at blive våd og beskidt. Det er amatørerne, der går hjem, når vejret bliver lidt ustadigt. De rigtige festival-gæster bliver og fester til den bitre ende.



Vågne op på savannen i Tanzania

En livsændrende oplevelse, men også en halvfarlig en af slagsen. Team derfor op med professionelle guides. Det handler om at sove i telt på savannen i Afrika. Om natten er du formentlig søvnløs på grund af de mange høje lyde fra det virkelig vilde lege, der foregår lige udenfor det tynde teltsejl. Men det er både den hvide mands rædsel og søvnløsheden værd. 



LÆS OGSÅ: Tillykke med huen: Her er dine 7 muligheder

LÆS OGSÅ: Fest og farver: Seks anderledes festivaler fra hele verden

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan skal du IKKE opføre dig, når du rejser i udlandet