Før denne sæson skred værten fra Guardians berømte fodbold-podcast Football Weekly fra sin gamle arbejdsplads og startede en ny podcast, ’Totally Football’. James Richardson, eller Jimbo, har lokket flere af sine gamle venner med sig i mytteriet fra The Guardian. James Horncastle (italiensk ekspert), Raphael Honigstein (tysk ekspert), Michael Cox (generel ekspert) og Ian Macintosh er blandt de relativt faste, meget velinformerede gæster i studiet.

’Totally Football’ koncentrerer sig om Premier League og engelsk fodbold, men der er også altid en ret fyldestgørende og ret kompetent karrusel om europæisk fodbold. Den bedste engelsksprogede podcast om fodbold på markedet, selvom ’Football Weekly’ stadig holder et pænt niveau.

’The European Football Show’

Cirka én gang om ugen laver ’talk-SPORT’ to timer om europæisk fodbold for dem, der ikke gider Premier League eller bare ikke kan få nok fodbold. De faste værter Nat Coombs og Andy Brassel har flere forskellige eksperter til rådighed – ofte på telefon – og det er et udmærket sted at blive klog på alle forskellige ligaer.

Det har ikke samme production value som ’Total Football’ og ’Football Weekly’, men et større scope og mere tid til at gå i dybden med fx Celta Vigo og Fiorentina.

’Mediano’

BTs tidligere chefredaktør Peter Brüchman grundlagde ’Mediano’ i 2016, og podcasten har efterhånden en meget høj frekvens af specialudsendelser om alt fra fodboldverdenen.

’Mediano’ har alt fra sjove ’Fodboldministeriet’ med Lars Jacobsen og Christian Wolny til supernørdede hele timer, der kun beskæftiger sig med en enkelt kamp i Superligaen og fx har interview med Alex Zorniger, Jess Thorup eller Kasper Hjulmand (de eeelsker FC Nordsjælland i ’Mediano’). ’Mediano’ gør det godt og prøver virkelig at nørde godt med, men lider nogle gange en smule under lidt urutineret produktion, uden at det er et stort irritationsmoment.

’Fodbold FM’

Radio 24/7 har i nogle sæsoner efterhånden lavet ’Fodbold FM’, der koncentrerer sig om Superligaen og lige berører forskellige aspekter af international fodbold. ’Fodbold FM’ er udmærket, især når de rigtige gæster – dem der tør sige noget – er i studiet.

Der er dog ofte lidt for meget snik-snak, og ’Fodbold FM’ kunne med stor fordel lære af ’Total Football’ eller ’Football Weekly’, der har langt højere tempo og er produceret bedre og strammere. Tiden er måske også allerede løbet fra ’Fodbold FM’, nu hvor Mediano nærmest har special-udsendelser hver eneste dag. Fx havde ’Fodbold FM’ ingen ekstraudsendelse, da Danmark slog Irland og kvalificerede sig til VM. Måske skulle ’Fodbold FM’ bare koncentrere sig om Superligaen og landsholdet alene.

’Genpres’


Journalisten Tom Carstensen – måske Danmarks største ekspert i hooligankultur – laver podcasten ’Genpres’, der har et helt andet og langt lavere budget end de andre podcasts. Carstensen er god til at lade sine gæster tale sig langt ud i de emner, de ved noget om. Ind i mellem laver Carstensen specielle podcasts om engelsk fodboldkultur, hvor han har taget sit udstyr med sig til kampe og pubber i England. Det er både underholdende og informativt og bevæger sig ret tæt på at være deciderede radioreportager – en nærmest glemt kunstart.

’The Tennis Podcast’

Hvis man er til tennis, er der ikke rigtigt et alternativ til ’The Tennis Podcast’. De to meget rutinerede tennisjournalister David Law og Catherine Whitaker tager med ketsjercirkuset rundt og kommenterer kampene for tv-stationer.

Og så kan de jo lige så godt lave en halv times podcast hver aften, hvor de samler op på dagens begivenheder. De to værter kender gud og hvermand, og de har ofte folk som John McEnroe, Boris Becker eller Martina Hingis med sig i studiet til en snak om Roger Federers form eller Caroline Wozniackis forhånd for tiden. Fagsnak på et meget højt niveau og det rene slik for tennisnørderne.

LÆS OGSÅ: 6 streaming-sager, der er hurtige at se

LÆS OGSÅ: Podcast om dårlige film optræder for fulde huse: ”Danske anmeldere har brug for et los i røven”

LÆS OGSÅ: Verdens 9 bedste tv-serier ifølge Rotten Tomatoes