Billboard fjernede en ung rappers sang fra Top 100 Country-listen. Det gad Billy Ray Cyrus ikke finde sig i

En ung rapper fra Atlanta har indtaget countrygenren med storm, men det har skabt en konflikt mellem ham og Billboard. Nu har Billy Ray Cyrus blandet sig.

Det virale hit 'Old Town Road' lavet af rapperen Lil Nas X, der har sagt, at det var et forsøg på at lave en sjov rapsang, er blevet et uundgåelig nummer på internettet. Den unge rapper fra Atlanta, Georgia i de amerikanske sydstater, fløj til tops på det anerkendte Billboard 100 i country-genrens kategori, hvilket både har skabt glæde og frustration.

Det har derudover også tændt en debat om, hvad country musik er. For 'Old Town Road' indeholder mange af de bærende elementer fra en country sang, mener blandt andet countrylegenden Billy Ray Cyrus, da dens bærende melodi styres af en banjo og lyrikken omhandler cowboylivet.

Men Billboard var uenige. De fjernede sangen fra deres liste med den begrundelse, at den ikke var country nok. Eller med andre ord mente de ikke, at den havde de bærende elementer, som Billy Ray Cyrus ellers havde gjort klart, at han mente, den har. 

Ikke overraskende skabte det stor splid i det evigt splittede USA. Mange spurte sig selv: Hvorfor er det egentlig lige, at en ung sort rapper fra Atlanta ikke kan skrive sin egen udgave af en country sang? Og måske endnu mere vigtigt, hvis en sang som 'Old Town Road' kan få USA's mange unge afroamerikanere og andre hiphopentutiaster til at lytte til country, burde det vel være en gevinst for genren som helhed. 

Men Billboard valgte at gå ud og forsvare deres beslutning. Til at starte med.

For Billy Ray Cyrus mente det virkelig, da han sagde, at han synes, at det var en god country sang. Derfor remixede han den og sang selv omkvædet, ligesom han tilføjede et helt vers til sangen. Ikke nok med at selveste Hr. Achy Breaky Heart sang med på 'Old Town Road', den havde også millioner og atter millioner af lyttere. 

Så Billboard måtte se sig slået. De accepterede, at man ikke kan definere en genre så sort og hvidt. Og de lukkede derfor 'Old Town Road' tilbage på listen. Skæbnesvangert nok er det Lil Nas X fødselsdag den dag i dag, den 9. april, og han fylder 20. 

Det kan han fejre med, at ham og Billy Ray Cyrus ligger på nummer 1 af Billboards top 100 i country. Remixet med Billy Ray Cyrus har 17 millioner afspilinger på Spotify og 20 millioner afspilninger på Youtube. Hans originale udgave af 'Old Town Road' uden Billy Ray Cyrus har over 80 millioner afspilninger på Spotify.

Ingen tvivl om at Lil Nas X lige nu sidder og synger: Yeeeaaah, I'm gonna take my horse to the old town road, I'm gonna, riiide 'till I can't no more.