Røntgenbilleder: Med film som ’Fogh bag facaden’, ’Dagbog fra midten’, ’Præsidenten’ og ’Den hemmelige krig' har Christoffer Guldbrandsen fået adgang til steder, ingen anden har været. Vi har mødt dokumentaristen, der kun én gang har åbnet sig op for sit publikum og aldrig gør det igen.
Hvorfor er det politiske miljø særlig fascinerende for dig?
”Det univers rummer alt, hvad der skal til for drama – personlige intriger, konflikt, magt, ambition, og så har du den foræring, at der ofte vil være tale om et forløb, fordi politik er drevet gennem processer. Desuden handler det om ressourcestærke mennesker, og det synes jeg er rart. Det giver meget modspil, men til gengæld ved jeg, at de mennesker, der er med i mine film, gør det med åbne øjne. Og helt personligt synes jeg, det er fantastisk at kunne se tilbage på ting, man har lavet, der har en historisk kvalitet. Det er ret vildt at have været med så tæt på.”
Hvordan er det lykkedes dig at komme så tæt på?
”Ved at være der hele tiden. Det er der ikke ret mange, der gider. Det kræver en særlig psykologi at sidde på en bænk i Horsens uden for en eller anden virksomhed og vente i tre timer på, at der kommer en ud, går ind i en bil og kører, og så kan du så køre hjem igen.”
LÆS OGSÅ Den hårdtpumpede historie om mafiaen
Det er ikke altid, at dem, du følger, viser sig fra deres bedste side. Hvad gør du for, at de har det godt med dig bagefter?
”Det skal jeg ikke selv sidde og have en mening om … men det har jeg så alligevel. Jeg bestræber mig på altid at overholde de aftaler, jeg har indgået, og være fair, og jeg tror også, at alle dem, der har været med, allerinderst inde godt ved, at jeg har været det. Men der er jo nogen, der er skidesure.”
Hvem?
”Filmen om Ny Alliance var en meget hård menneskelig film at lave, fordi det var så rå en fortælling – især om Naser Khader, som jeg på et personligt og menneskeligt plan holder utrolig meget af. Men det var ikke en film, der var rar for ham på nogen måde. Han betaler en pris ved at være med, og det synes jeg er dødubehageligt, men jeg mener selv, at jeg har været fair.”
Har du mærket en modstand fra nogen mod at være med i dine film?
”Jeg har en ret klar fornemmelse af, hvad folk mener om mig, så der er nogen, jeg slet ikke spørger. Men helt generelt skal man ikke være sart over for afvisninger.”
LÆS OGSÅ Hvorfor får skiderikkerne mere sex?
Hvornår er du blevet afvist?
”Jeg fulgte Helle Thorning under den seneste valgkamp. Der er det utaknemmelige for politikere, at de ofte befinder sig i det offentlige rum, og så er det bare at hægte sig på. Men hun sagde aldrig ja til, at jeg måtte følge hende.”
Hvad blev der af den film?
”Den er ikke blevet til noget endnu.”
Hvordan var det at følge hende?
”Det var spændende. Det var lidt som at være sammen med Anders Fogh igen. De har mange fællestræk. De er meget kontrolorienterede, men samtidig meget omsorgsfulde … eller det er måske et voldsomt ord … hen-synsfulde over for dem, de arbejder sammen med.”
Kan man få et personligt forhold til dem undervejs?
”Mere med Anders Fogh end Helle Thorning, vil jeg sige. Men mere privat bliver det så heller ikke. Under ’Fogh bag facaden’ var jeg engang hjemme og spise morgenmad med Anders og Anne-Mette i privaten … og det er jo sindssygt kejtet. De er høflige og søde mennesker, men det var meget akavet.”
LÆS OGSÅ Vær nu lidt glad for faen, Ulrich Thomsen
Hvad er det, du gerne vil vise os med dine film?
”Det ved jeg næsten aldrig på forhånd. Det gode ligger i det ukontrollable. Hvis du tager ’Fogh bag facaden’, var mit udgangspunkt, at udenrigsminister Per Stig Møller måtte være hans hjælper for at få EU-udvidelsen på plads og den tyske og polske regering hans modstandere, men som jeg filmer, viser det sig at være lige omvendt – en kamp mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet. De to kan dårligt sidde i lokale sammen. Anders Fogh kan ikke holde ud, når der bliver røget, og Per Stig tænder hele tiden sin pibe, Anders Fogh sørger for, at der kun er kaffe, og Per Stig vil kun have te, og på et tidspunkt står jeg så i et lokale sammen med Per Stig, departementschef Nils Bernstein og Anders Fogh, hvor Per Stig brokker sig over, at han ikke kan få lov at være med i processen. ’Det er lidt svært at være med i en proces, hvis jeg ikke kan komme af med mine ideer,’ siger Per Stig, og så vender Anders Fogh sig om og kigger på ham helt køligt: ’Har du nogen?’ Per Stig forlader rasende lokalet, hvorefter Anders Fogh vender sig om til Nils Bernstein og siger: ’Jeg er meget ked af det, men der er ikke tid til psykoterapi lige nu.’ Den slags ting kan man jo ikke gå efter. Desværre måtte jeg ikke bruge det klip. Det ligger i dag i Rigsarkivet.”
Er der en film, du er særlig stolt over?
”Den mest specielle for mig var en, jeg lavede i et gruppearbejde på DR. Jeg skulle lave en film om mine forældre, og så døde min far undervejs. Helt uventet. Det var ekstremt traumatisk at lave den film. Det skulle have været en lille sjov dokusoap om en generation, der havde det hele og fik lidt for meget rødvin. Det var samtidig med, at jeg lavede ’Fogh bag facaden’, og lige pludselig stod jeg med Fogh i Bella Center og fik et opkald om, at min far var røget på hospitalet med trækken for hjertet. Han skulle have en akut by-pass dagen efter, men pga. noget afspadsering udskød de det nogle dage, og så døde han. Tilbage til Bella Center og Fogh, hvor jeg tog af sted til Stockholm, Athen og Wien på én dag … det var så rædselsfuldt. DR havde egentlig fortalt mig, at jeg ikke behøvede at lave filmen om mine forældre alligevel, men det ville betyde, at den redaktion, jeg sad på, skulle betale de penge, vi var blevet bevilliget, tilbage, så jeg blev nødt til at lave en time ud af det. Det har jo betydet, at jeg selv måtte åbne mig, hvilket jeg jo kræver af alle de folk, jeg beder være med. Men det er jeg slet ikke til.”
Hvordan var det at skulle åbne sig?
”Vildt grænseoverskridende. Helt afsindigt. Da jeg viste et råklip af filmen for chefredaktionen første gang, fik jeg det fysisk dårligt og måtte gå undervejs.”
Er der nogen af dine film, du ikke er stolt af?
”Jeg har lavet en del ting meget tidligt i min karriere, som gudskelov er under radaren. Bl.a. var jeg ansat på DR til at lave halvtimes observerende dokumentarer og har engang kommet til at aflevere det forkerte bånd, der så blev sendt, uden at nogen bemærkede det. På den anden side … det havde jeg det fint med.”
Guldbrandsens nyeste film, ’Stealing Africa’ kan ses på dr.dk/nu. Han har desuden et program hver lørdag på Radio 24syv om skattesagen. Christoffer Guldbrandsen er uddannet journalist fra Journalisthøjskolen, Politiken og Hollywood-magasinet Variety. Han bor i Hellerup med sin kone og deres tre drenge.
