Foto: Malte Kristiansen Ira Glass på slap line i Imperial Biograf.

Da kongen af radio kom til København: Han kan få dig til at lytte til alt

En god historie er sjov, indlevende og overraskende. Ligesom Ira Glass.

Det er med en vis ærefrygt, at jeg som journalist skriver en artikel om Ira Glass.

Den amerikanske journalist og radiolegende, som han ofte bliver kaldt, er i København til åbningen af Københavns Radiobiograf Festival. Han skal lære os, hvordan man fortæller en god historie, så folk lytter (eller læser) til ende. Han skal lære os at skabe fremdrift.

Det mestrer han om nogen; manden, der har skabt den største podcastsucces nogensinde, This American Life. Programmet startede i 1995 og har vundet alle nævneværdige radiopriser i USA. I 2001 blev Ira Glass udnævnt som USA’s bedste radiovært af magasinet TIME, der skrev, at han ”ser ud til at have genopfundet radioen.” Og ifølge American Journalism Review danner This American Life ”fortrop for en journalistisk revolution.”

Ira Glass er så stor inden for radio, at arrangørerne ikke troede deres eget held, da han sagde ja til at komme til København. Obama kommer jo heller ikke nødvendigvis, bare fordi man inviterer. Billetterne var udsolgt på 20 minutter.

Som en Justin Bieber-koncert for den kreative klasse i København.

”Jeg opdagede det for sent og tænkte bare shit! Jeg SKAL bare med,” siger Anders Stegger, der er radiovært på P3, og som først i forgårs fik en billet op under neglene. Men kun én, så han er her alene.

“Ira er jo en legende. Han har blandt andet fået mig til at lytte rigtig meget til historier om hans hund, som han engang forbarmede sig over, og som nu er hans et og alt. Man bliver jo overrasket over, hvad han kan få en til at interessere sig for,” siger Anders Stegger på vej ind i biografen for at aflure Ira Glass et par tricks.

Foto: Malte Kristiansen

Lyset er slukket over de cirka 1000 publikummer. Er man journalist, fra København og i tyverne, kender man mindst 50 i de røde sæder. De tramper i gulvet, og så kommer han spankulerende ind, helt stille og roligt i sit grå jakkesæt. Publikum klasker ivrigt hænderne sammen.

Med sin fra radioen genkendelige, behagelige, let nasale og drengede stemmer siger han smigret: 

”Normalt skal man spille elguitar for at blive modtaget på den her måde.” 

Krea-københavn griner kærligt i mørket. Publikum er taknemmelig som en pige på første date med en fyr, hun virkelig godt kan lide; de sidder fremme i stolen, lytter interesseret, griner af alle jokesne og synes, at alt, hvad der bliver sagt, er på grænsen til det geniale.

Oppe fra scenen kan man høre Ira Glass tale ud i mørket.

”Det er undervurderet ikke at kunne se noget,” siger han.

Han sætter et kort klip på. En helt almindelig amerikansk mand siger, at ”på det sidste er mit liv gået med at gå på arbejde, gå hjem, gå på nettet, drikke, ryge, sove. Og forfra igen.”

I mørket høster Ira Glass det andet af mange grin, da han siger: ”Vi ville ikke elske denne fyr mere, hvis vi kunne se ham.”

”Det er en intimitet over radioens usynlighed,” siger Ira Glass, der med god fornemmelse for at skabe den rette stemning tænder for et stykke underlægningsmusik à la Twin Peaks.

”Det er intimt som en telefonsamtale i mørket sent om aftenen, hvor du snakker med en, du godt kan lide. Du hører en person fortælle noget med sin egen stemme fra sit eget hjerte. Det gør det svært ikke at connecte med den person,” siger Ira Glass og beder om at få lyset tændt. Vi har trods alt betalt for at se ham. Publikum griner igen.

Foto: Malte Kristiansen

De historier, som This American Life har fortalt i over tyve år, kan handle om hvad som helst. En pige i en bande, en dreng, der er forelsket i en fra klassen, en integrationslov fra 1976, som ingen troede, at de interesserede sig for. To kvinder, der blev forbyttet ved fødslen. Eller en kvinde, der er blevet bidt i maven af en haj, hvis forældre siger, at hun lige skal slappe af og stoppe med at hyperventilere, altimens hun føler, at indvoldene brænder op i hendes mave, og at hun skal dø.

Den historie dvæler Ira Glass ved. 

”Jeg vil nu spille et klip for jer, som vi aldrig kan genudsende,” siger han, inden han spiller klippet.

Det skaber et spørgsmål i vores hoveder, som vi vil have besvaret. Vi må høre klippet til ende. Spørgsmål – og en forventning om at få dem besvaret – driver os frem. I et kvarter lytter vi til pigens historie, selvom det spændende sker helt i starten, da hun bliver bidt i maven. Det viser sig, at det er de grafiske beskrivelser om pigens indre kvæstelser, der gør, at programmet ikke kan genudsendes. Folk besvimede, da de hørte det.

Historien bliver vedkommende, fordi pigen, der fortæller, er god til det, og fordi man kan relatere til hendes oplevelse. De færreste har nok været i nærkamp med en haj, men mange kan relatere til besværlige forældrerelationer. ”Man ved bare, at man selv har ret, men de vil ikke lytte”, siger Ira Glass, og publikum griner; Det kan de godt relatere til.

Fortællingen indeholder også en anden pointe, siger Ira Glass. At gode historier sker for dem, der kan finde ud af at fortælle dem.

”Det værste, jeg ved, er, når der sker noget helt utroligt for folk, og så er de bare ikke gode til at fortælle om det,” siger han teatralsk forarget.

”Den slags mennesker gør mit liv så meget sværere. De har slet ikke fortjent at have de her oplevelser,” siger han alvorligt. Den kunne publikum også godt lide.

Foto: Malte Kristiansen

Ira Glass startede med at lave radio som 19-årig. I sine tyvere troede han, at han var fuldstændig genial, da han fik sin narrative åbenbaring: Man får en interessant person til at fortælle en historie i små bidder, hvorefter der kommer en form for morale: det her kan vi lære af historien.

"Men så blev jeg gjort opmærksom på, at det faktisk var det samme, Jesus gjorde, når han prædikede.”

”I was like noooooo, but it totally was,” siger Ira Glass.

Tidligt i sin journalistkarriere begyndte han at interessere sig for, ikke bare hvad der var nyt, men også hvad der bare var. 

”Det er også mediernes job at beskrive, hvordan verden ser ud,” siger han til et stykke blid underlægningsmusik.

Han undskylder for at blive storladen men siger alligevel:

”At gå ud i verden og lede efter de her små momenter af humor, oplevelser og glæde. At lede efter historierne, tage dem under kærlig behandling og udsende dem. Jeg føler, på min egen lille måde, at det får verden til at synes større. Det giver håb,” siger han, og publikum ved ikke, hvad de skal gøre, så de lytter bare til ordene.

Foto: Malte Kristiansen

Ira Glass kan afsløre, at det kræver arbejde og eksperimenter at lave This American Life hver uge. Nogle ting skal skrives om ”tusinde gange.” Det gjaldt for eksempel introen til programmet ’Serial’, der siden blev verdens mest lyttede podcast nogensinde. Halvdelen af alle de historier, som This American Life indspiller, kasserer de, siger Ira Glass.

”Jeg synes ikke, man snakker nok om vigtigheden af at prøve ting af – og af at forkaste det dårlige. Prøv en ide af, optag det, og se, hvad der sker. Eksperimentér! Vi har været i gang i tyve år, og det er stadig svært at lave noget, der er godt.”

”Man vil jo gerne have, at lynet slår ned i en hver uge,” siger han og maner til arbejdsomhed:

”Men hvis det skal ske, skal man gå rundt i regnen virkelig, virkelig længe.”

Det var ordene. Publikum rejser sig og klapper ham ud.

Københavns Radiobiograf Festival varer til 17. april.

LÆS OGSÅ: Radiochefernes egne favoritter: 9 fede podcasts

LÆS OGSÅ: Lyd til arbejdsdagen: Det sætter designeren, restaurantchefen, forfatteren og tegneren på

LÆS OGSÅ: Mordsag er det mest lyttede radioprogram nogensinde