For tre år siden dedikerede vi det meste af et hyldestnummer til prins Henrik, da han fyldte 80 år. I den anledning fik vi nogle skribenter, der havde haft lejlighed til at møde ham personligt, til at skrive en lille karakteristik. På en dag som i dag, hvor der bliver sagt og skrevet meget om, hvordan prinsen var, er det interessant at kigge på, hvordan han blev beskrevet, mens han stadig levede livet.

Her bringer vi først et uddrag fra Stephanie Surrugues tekst. Surrugue er forfatter til biografien ’Enegænger – Portræt af en prins’:

”En ting er meget hurtigt gået op for mig: Prinsgemalen er et af de mest nysgerrige mennesker, jeg nogensinde har mødt. Vi er blevet forsinket et utal af gange, fordi han liiiiiige skal vide lidt mere. Måske skal han tale færdig med en fiskerivirksomhedsejer om, hvilke danske varer der hitter i Asien (kineserne er vilde med danske saltvandsfisk, finder prinsgemalen glædestrålende ud af). Måske skal han ringe til en god bekendt, der har lidt helbredsproblemer (prinsgemalen insisterer på, at de to gamle venner skal gå en tur sammen i den friske luft). Måske skal han læse endnu en morgenavis (der ligger en hel stak danske og franske aviser på både hans skrivebord og på bagsædet i hans Kronebil). Altid er hans blik rettet mod omgivelserne. Konstant forsøger han at lære mennesker og verden bedre at kende.

Prinsgemalens samarbejdspartnere i Verdens-naturfonden og Røde Kors fortæller mig, at han på udlandsrejser gerne vil undgå alt for mange middage med lokale pinger. Han vil hellere møde virkeligheden. Sidde på et jordklinet gulv i en junglehytte og lytte til en lokal families fortælling om konsekvensen af rovdriften på naturen på deres egn. Spise den lokale mad, hvor primitiv
og helbredsudfordrende den end måtte være. Møde virkeligheden, mærke verden. Forstå verden.

Prinsgemalens nysgerrighed er intellektuel – hver dag gennem hele sit lange liv har han læst aviser, politiske magasiner, romaner og historiske værker. Hans nysgerrighed er kunstnerisk – siden barndommen har han tegnet, malet, skrevet digte og spillet klaver, og han gør det stadig. Hans nysgerrighed er antropologisk – konstant forsøger han at forstå andre folkeslag og kulturer, om så det er gennem gastronomi, etymologi eller arkæologi. Og prinsgemalens nysgerrighed er medmenneskelig – han er optaget af de mennesker, han møder på sin vej. Uanset hvilken titel de måtte eller ikke måtte slæbe rundt på.

Forbipasserende hundeejere på vejen eller fyrster i audiens på slottet, skolebørn i Afrika eller virksomhedsledere i USA. Jeg finder hurtigt ud af, at prinsgemalen gerne ville høre deres historie – og på en af mine notesblokke skriver jeg, at han ville være blevet en god journalist eller opdagelsesrejsende. En slags blanding af Ernest Hemingway, Antoine de Saint-Exupéry og Jørgen Leth. 

Prinsgemalens gamle jagtven Christian Kjær formulerer det sådan her:

”Prinsgemalen kan snakke med alle, og han vil gerne. Han har jo selv været tæt på mennesker, og derfor vil han ikke selv slippe det.”

Henri de Montpezat nåede at leve 33 år ude hos os andre. Som skolebarn i Frankrig og Vietnam. Som universitetsstuderende i Paris og Hongkong. Som soldat i Algeriet. Som karrierediplomat i London. Han nåede i 33 år at ”være tæt på mennesker”, alle mulige og umulige mennesker, inden han trådte ind i den danske kongelige familie. Prinsgemalen er født i en helt anden verden end sin hustru og sine børn; han er – brokadeveste, foie gras og finkulturelle tilbøjeligheder til trods – født herude, i folkets verden.

Eller som Birthe Bruun Rasmussen, en god bekendt af regentparret, siger, da jeg møder hende undervejs i bogresearchen: ”Dronningen er folkekær. Prinsgemalen er folkelig.”

Journalist og romanforfatter Kristian Ditlev Jensen skrev om prinsens miskendte sprogtalent, som han havde fået lejlighed til at lære bedre at kende under et interview til Ud & Se:

” Jeg spurgte prins Henrik om, hvor mange sprog han egentlig taler. Han svarede, at han jo talte hovedsprogene. Ja, og så lidt fra sin tid i Asien. Da jeg bad ham svare direkte, sagde han:

”Fransk, engelsk, kinesisk og vietnamesisk.”

”Kinesisk?” spurgte jeg.

”Ja, mandarin. Det taler jeg flydende.”

Med andre ord har prins Henrik en universitetsgrad. Men vel og mærke en, der kombinerer jura og statskundskab med intense sproglige studier. Han har nærmere bestemt taget mindre grader i kinesisk og vietnamesisk på École Nationale des Langues Orientales i Paris foruden de studier, han tillige har gennemført i Hongkong og Saigon.

Manden, som i danskernes øjne ikke har sprogøre, sad altså og fortalte mig, at han taler fire vidt forskellige sprog fra i hvert fald to vidt forskellige sprogstammer. Og det fortalte han mig så – på dansk. Et helt andet sprog, fra en helt tredje sproglig familie, der slet ikke er hans modersmål, men et vildfremmed sprog, han har været nødt til at tilegne sig som voksen. Som hvis man fx sad og sagde på flamsk, at man da også kunne thai og serbisk – altså ud over dansk.

Prins Henrik taler kort sagt fem forskellige sprog, og han taler dem udmærket. Og så forstår og taler han selvfølgelig også noget spansk og italiensk og svensk og russisk osv. Han fnøs nærmest lidt fornærmet, da jeg spurgte. Selvfølgelig. Han er jo diplomat.

Under interviewet stod det også hurtigt klart, at hans danske bærer præg af en fransk accent. I ultrakorte tv-interview virker den voldsom. Men når man taler med ham, ansigt til ansigt, fortager den sig. Han er også ret genert anlagt, men når han føler sig mere tryg, bliver accenten ligesom mildere.

Langt mere interessant var det, at han to eller tre gange under interviewet måtte forklare mig, hvad de ord, han brugte, betød. Tekniske ting på skibe. Sære begreber fra madlavningen. Udtryk for opdræt af hunde. Den slags. Og hver gang var det pæredanske ord. Jeg havde bare aldrig hørt om dem – og kunne ikke drømme om at bruge dem, skønt de var fra mit eget modersmål.

Prins Henrik fortalte, at han én gang havde smagt hundekød. Dels fordi en diplomat spiser, hvad der bliver serveret, dels fordi det i prinsens ungdom var ganske normalt at spise hundekød i Indokina. Da han skulle sætte ord på oplevelsen, demonstrerede han, der jo også har udgivet digtsamlinger, en nærmest ufattelig sproglig akkuratesse.

Hvordan smager hund?

”Det smager faktisk lidt som kanin. Eller måske skulle jeg præcisere det nærmere. Jeg ville nok egentlig snarere sige som tør ged. Eller som ... Nej, vent! Som kalv, det smager faktisk mere som kalv. Som sødmælkskalv, ja. Som en meget tør sødmælkskalv, præcis sådan smager det. Men nu ved jeg altså ikke, om det så bare var lige den hund, som jeg smagte, der var ret tør.”

LÆS OGSÅ: Prins Henrik: Det har jeg lært

LÆS OGSÅ: Billedserie: en prins bag rattet