Jamil GS har fotograferet New Yorks hiphopelite
Foto: Jamil GS

Jamil GS har fotograferet New Yorks hiphopelite

Danske Jamil fotograferede Jay-Z, da han kun havde lavet en single: ”Han ville fotograferes på sin Lexus, som han kørte stoffer i”

Fra 1990’erne og frem fotograferede Jamil GS hele den newyorkske hiphop-elite. På fredag åbner en udstilling med hans billeder i København.

Da Jamil Gulmann Shihab flyttede til New York i 1990, havde han en HF.

Da han flyttede tilbage til København i 2010, havde han et CV, der talte portrætter af de allerstørste stjerner inden for hiphop og r’n’b - fra RZA til Diddy og Usher til Outkast - billeder i kendte magasiner som i-D og The Face og bidrag til udstillinger på Londons berømte designmuseum Victoria & Albert.

Fotografhåndværket tilegnede han sig som assistent for den svenske modefotograf Patrik Andersson, der også lige var flyttet til New York, og som havde et studie i TriBeCa-kvarteret, hvor berømtheder som Kate Moss og Mick Jagger kom forbi.

”Det var blod, sved og tårer. Fra otte morgen til fire nat. Og så igen næste dag,” siger Jamil Gulmann Shihab.

Når han en gang imellem havde tid, dyrkede han sin anden store interesse: hiphop. Og New York i de tidlige 90’ere var ikke noget dårligt sted at være, hvis man ville opleve de vigtigste kunstnere tæt på. Jamil husker koncerter med blandt andet KRS-One, A Tribe Called Quest og Gangstarr.

”Selv om det mest var den progressive hiphop, jeg gik til, kom der alligevel nogle hardcore motherfuckers blandt publikum til de koncerter indimellem. Men jeg var ung og åben, og der skete mig aldrig noget,” siger Jamil Shihab Gulmann, der begyndte som selvstændig fotograf under kunstnernavnet Jamil GS efter at have stået i lære lidt over to år hos Anderson.

I første omgang kastede han sig over de motiver, han så på de newyorkske klubber og gader.

”Hiphoppen var en meget vibrerende kultur. Men jeg syntes ikke, at dens fotogene potentiale var ordentligt forløst. Hiphopkunstnerne var klar over, at det rigtige billede kunne leve i mange år. De var tit villige til at give lidt ekstra. Men mange fotografer spillede på det her rå gade-image,” siger Jamil GS, der forsøgte at gøre det modsatte. Forsøgte at kombinere modefotografiets skønhed og styling med hiphoppernes autenticitet.

”Kulturen havde masser af hårde kanter, så jeg har i virkeligheden altid forsøgt at trække mine billeder i en lidt blødere retning.”

Jamil Shihab Gulmann elskede britiske magasiner som I:D og The Face, der var toneangivende inden for mode, musik og ungdomskultur og tiltrak talentfulde fotografer som Jürgen Teller og David Lachapelle.

Men de var ikke så velforsynede med billeder af New Yorks hiphopscene, bemærkede han - og tilbød sig. I 1994 havde han sine første værker i i-D, det var portrætter af pladeselskabsboss Russel Simmons og Public Enemy-frontmand Chuck D.

”Så kørte det,” siger Jamil GS, der, selv om listen af portrætterede berømtheder i de mellemliggende år er blevet lang, også har brugt meget af sit professionelle liv på at fotografere såkaldt almindelige mennesker, blandt andet unge fra belastede boligblokke i Københavns Nordvest og mexicanske bandemedlemmer i Los Angeles.

Fra 6. oktober frem til 11. november præsenterer Le Fix Gallery i Kronprinsensgade udstillingen ’American Royalty’, hvor man kan se Jamil GS’ billeder af nogle af USA’s kendteste kunstnere. Vi har talt med ham om, hvordan fem af dem blev til:

Nu kan du se Jay-Z's genindspilning af 'Friends' på Youtube

Jay-Z (1995)

”Der var ikke ret mange, der vidste, hvem han var. Han havde kun en enkelt single, ’In My Lifetime’, og jeg blev hyret af pladeselskabet Payday Records til at lave ham nogle pressebilleder. Jeg fik et indtryk af en meget intelligent fyr. Han var ikke super snakkesalig, men han vidste præcis, hvad han ville. Han ville fotograferes på sin Lexus, som han på det tidspunkt kørte stoffer frem og tilbage mellem Virginia og New York i. Og som han rappede om på på sin single. Den anden Lexus på billedet tilhørte hans forretningspartner fra Virginia, og nummerpladen havde Jay-Z selv fremstillet og klistret på med gaffatape. Den dag stjal vi også et skud af ham på en yacht ved Battery Park, på Manhattans sydspids. ”Sådan en kommer du til at eje en dag,” spåede jeg, og det viste sig at være en profeti. Jeg tror ikke, der var nogen dengang, der for alvor vidste, hvor stor hiphoppen kunne blive. Jay-Z opsummerede det senere i sangen ’Hard Knock Life’: ”From standing on the corners boppin’/To driving some of the hottest cars New York has ever seen". 90’erne var en betydningsfuld tid i en kultur, der stadig i dag formår at samle mennesker fra alle baggrunde og samfundslag.”

Ghostface Killah og Raekwon (1995)

”Det var en kæmpe ære at fotografere dem. Jeg var helt vild med deres nummer ’Ice Cream’, som jeg lyttede til flere gange om dagen på det tidspunkt. Jeg var forholdsvis urutineret og improviserede mig frem. Jeg fotograferede dem i en bazar i China Town, hvor der lå en masse juvelerer, lige da Raekwons første album, ’Only built 4 Cuban Linx’ kom ud. På grund af titlen (en cuban link er en tyk guldkæde, red.) gav det mening at fotografere dem der, hvor de altid købte deres smykker. De var meget medgørlige og laid-back. Billedet blev taget til magasinet Trace, der har været med til at give mange kommende hiphopstjerner deres gennembrud. Redaktøren spurgte, om jeg var interesseret i at have en stylist på, men jeg syntes, det var federe at lade dem være sig selv. De var så gode til at klæde sig. Den der Guess-skjorte, Ghostface Killah har på, var noget af det dyreste casual wear, du kunne få fat på på det tidspunkt, og den siger rigtig meget, om deres aspirationer, om det, de gerne ville være, nemlig rige og succesfulde.”

Mary J. Blige (1997)

”Jeg skulle skyde hende til et cover på Trace. Men hun var super sur. På det tidspunkt havde Mary J. Blige et rygte for at være meget utilregnelig og have svært ved at håndtere journalister og fotografer. Hun havde også problemer med en dårlig livsstil med for meget sprut og for mange stoffer. På et tidspunkt sendte hendes pladeselskab hende faktisk på opdragelsesanstalt. Nå men jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle stille op, men så sagde hendes assistent til mig, at det ville hjælpe, hvis jeg flirtede med hende. Okay, så trak jeg hende ud på toilettet og gik helt tæt på hende, fortalte hende, hvor smuk hun var, og at jeg gerne ville vise den side af hende. Det fik et smil frem, og vi gik tilbage på hotelværelset, hvor skydningen foregik. Der var stylister, der hjalp hende i og ud af forskelligt tøj, men det var mig, der åbnede hendes jakke på det her billede. Jeg var tættere på hende, og syntes ikke, der var tid til at vente. Flirten virkede næsten lidt for godt. Pludselig ville hun gerne mere end bare at fotografere. Men jeg holdt det professionelt. Jeg gad ikke være ham fotografen, der blev lidt for kåd og lod sig rive med.”

Nas (1997)

”Det er fra en serie jeg skød med hele supergruppen The Firm, der ud over Nas bestod af Foxy Brown og A.Z. Jeg havde hørt, at de tidligere havde bedt andre fotografer om at pakke deres udstyr sammen, fordi de ikke brød sig om deres arbejde. Det gjorde de nu ikke med mig. Til gengæld var Foxy Brown og A.Z., der ikke, da vi skulle mødes. Nå, men jeg måtte gå i gang med Nas, der til gengæld var superskæv, fordi han røg nogle kæmpe blunts. Mange hiphopkunstnere er ikke bange for at posere, men her skulle det hives lidt ud af ham. Lidt senere kom A.Z., men Foxy Brown var der stadig ikke. Jeg havde besluttet mig for at vente til den bitre ende. Efter 9 timer troppede hun op. Det er måske den største diva, jeg har mødt i mit liv. Bagefter hørte jeg fra deres agent, at de havde været glade for belysningen.”

Prodigy (2015)

”Prodigy (der er mest berømt som den ene halvdel af Mobb Deep, og som døde sidste år, red.) kom fra Queensbridge, et virkelig hårdt miljø, hvor man er nødt til at være med i en bande, hvis man ikke vil være en outsider. Der bliver man nødt til at have en vis attitude. Samtidig bliver du nødt til at have nogle bløde kanter og være åben, hvis du vil være kunstner. Og under den her skydning, der var en kampagne for streetwearbutikken KITH, opførte han sig som en cool dude. Han var meget low key, talte så lavt, at han næsten havde brug for en mikrofon, når han talte. Jeg tror nok, det var mig, der gav ham tandstikkeren, jeg gumler selv på dem hele tiden.”

LÆS OGSÅ: Martin Skhrelis millioninvestering er måske slet ikke et ægte Wu-Tang-album

LÆS OGSÅ: Emil Simonsen fra Suspekt var 13 år gammel, da han lærere fortalte ham: "Du kommer aldrig til at kunne finde ud af andet end at udfylde tipskuponer"

Se, hvad vi ellers skriver om: Hiphop, New York, USA, Musik og Herremode