De omtaler konsekvent dem selv som ”tabere”. Her er ingen 12-talspiger, ingen der bekymrer sig om husleje, billigt bredbånd eller nyt tøj. De er pisseligeglade

Punk er det nye sort

Lasse Ballade stiller tomme øldåser væk og sparker hynderne på plads i sofaen. Han samler sin læderjakke op fra gulvet, og hænger den på ryglænet af stolen foran den næsten to meter brede mixerpult der, på trods af lokalets cigaretskod- og pantdåsedominerede look, er et af de bedst velholdte og renlige stykker mekanik i København.

Den står ovenpå fire ben lavet af hver to stablede ølkasser, og Lasse justerer jævnligt ved et par af knapperne, for at musikken skal komme helt rigtigt ud af de ditto enorme højttalere.

”Jeg forstår ikke, hvorfor du vil skrive om punk. Alle artikler ender altid med at handle om Sex Pistols, stoffer, brosten og lignende ligegyldigheder. Og den artikel er skrevet 117 gange af Rolling Stone og Soundvenue,” siger han.

Hvordan kan det være, at folk udefra ikke fatter punken?

”Fordi det i sidste ende ikke er særlig interessant. Ligesom rapmusik er fløjtende ligegyldigt for mig, og alt, hvad jeg tror, jeg ved, kun er mediers genfortælling. Nogle vil sige, at punkrock er noget med frihed, tilhørsforhold eller politik, eller hvad folk ellers vil proppe ind under betegnelsen ”punk”. For mig har det altid været soundtracket til had og fremmedgjorthed,” siger Lasse.

LÆS OGSÅ: Steen Jørgensen: "Det er risikoen for fiasko, der giver energi"

Punk er for outsidere. Dem, der står udenfor og ikke smykker sig med likes og tommelfingre og prøver at komme ind i varmen. Dem, der ikke skjuler galskaben, men lader den blomstre i fuldt flor. Og derfor er punk lige så relevant i 2015 som i 1979. Det gælder også musikken, som for tiden ser ud til at være i en ny guldalder.

Ikke alene vrimler undergrunden med punkbands, der afholder vilde koncerter i Ungeren, BumZen og andre scener, der kan holde til lidt af hvert. Også de større scener i ind- og udland har punk på menuen, fx københavnske Iceage, der over sommeren spillede koncerter i København, Paris og Chicago.



Efterspørgslen på punk-vinyl er også så stor, at pladeselskabet Warner Music for en uge siden genoptrykte den legendariske ”Pære punk”, der allerede har rundet 1.000 solgte eksemplarer, og derfor nu skal i andet oplag. Også på streamingtjenester oplever Warner ifølge head of catalogue, Lars Bennike, at punk er populært.

I slutningen af måneden har Warner, på grund af efterspørgslen på ”Pære punk”, valgt at sende Sods-pladen ”Minutes to Go” tilbage i pladeforretningerne, 36 år efter punkmiljøet første gang stiftede bekendtskab med skiven.

”Det er gode plader, som jeg sagtens kunne finde på at sætte på,” siger Lasse og spytter lidt tobak fra en hjemmerullet på gulvet. Han har selv spillet i en lang række bands, der har turneret Europa og USA.

I dag hjælper han som producer københavnske punkbands med at lave ordentlige indspilninger i hans studie, hvor han næsten opholder sig 24 timer i døgnet med konstant øredøvende punkmusik.

LÆS OGSÅ: Blufferens historiske guide til musikgenrer

”Punk er for mig fantastisk, fordi det lader mig komme af med aggressioner. Hvis jeg er pissed over et eller andet, kan jeg enten gå ud og tæve løs på nogle, eller jeg kan gå til koncert og skabe mig åndssvag. Jeg er sur. Jeg gider ikke høre sange om blomster og byture, jeg vil høre noget, der rører mig. Det kunne fx være ”Minutes To Go.” Den holdt dengang, og den holder i dag.”

Den tidligere guitarist i Sods og senere Sort Sol og Bleeder Group, Peter Peter, var dengang 19 år gammel og stod i midten af det københavnske punkmiljø, da compilationalbummet ”Pære punk” og ”Minutes To Go” blev udgivet. I dag er han stadig en del af punkmiljøet som musiker og ved at hjælpe yngre musikere med deres materiale.



”Punk i dag er mindst lige så stort, som det var dengang. Det får bare ikke samme opmærksomhed. Når jeg gik i skole med blåt hår, lagde hele skolen mærke til det. I dag er der ikke noget specielt ved det. Ikke at jeg og de andre var ude på at provokere. Vi gjorde bare, hvad vi havde lyst til – og dét provokerede.”

”Det betød så, at der kom en masse opmærksomhed omkring punk, så det blev spillet i radioen, og vi kom i tv. Men punk handler ikke om at blive kendt. Der var ikke et sted, vi kunne tage hen og høre noget musik, vi kunne lide. Vi måtte selv starte op.”

”Så var der en masse homoseksuelle og wierdos fra provinsen, der hørte om os og kom til, fordi de ikke kunne være der, hvor de var. På den måde er punk bare en fællesbetegnelse for alle, der ikke kan være andre steder. Punk er de udstødte, der ikke er flove over at være det, de er,” siger Peter Peter.

I studiet sætter Lasse Ballade sig på stolen med læderjakken på ryglænet og ruller en cigaret:

”Ja, det er sjovt at drikke, tage stoffer og kaste sten efter politiet. Men det er ikke det, det handler om.”

Salomon kommer ind af døren. Han er en 28-årig, karseklippet fyr med kantede ansigtstræk, combatboots og læderjakke. Til dagligt er han bartender rundt omkring i byen, men mest af alt er han forsanger i hardcore pukbandet Night Fever, der både øver og indspiller i Lasses lokaler.

LÆS OGSÅ: 9 film om musikere der døde før tid

Salomon råber et par eder og forbandelser om byens taxachauffører, der ikke samlede ham op på Istedgade, mens han hilser på Lasse, der griner ad Salomons kvaler med hyrevogne og ruller ham en cigaret.

Lasse rejser sig, trækker i en sweatshirt og tager læderjakken udenpå.

”Jeg går i kiolleren. Henter en reperations,” siger han og peger på Salomon.

”Grøn,” siger Salomon.

Lasse peger på mig:

”Øh, det ved jeg ikke. Æhm Classic, tror jeg. Hvis de har det.”

Han går ud af døren.

Salomon og Lasse kender hinanden fra det gamle Ungdomshus, hvor en dengang 12-årig Salomon med hanekam, dårlig attitude og en tre numre for stor læderjakke rasede ud på Jagtvej - væk fra skolen og forældrene. Han mødte den syv år ældre Lasse, der var guitarist i et af Ungerens mange punkbands og med egne ord ”adopterede” Salomon ind i fællesskabet.



Det er et specielt fællesskab, de har, punkerne. De står sammen om ikke at være en del af noget. Punk er mange ting og har uendeligt med undergrupperinger, og man skal være cand.punk for rigtigt at kunne holde styr på alt fra hardcore punk og steam punk til goth punk. Men de er fælles om ikke at være som andre og at være født med fuckfingrene først.

De omtaler konsekvent dem selv og deres venner som ”tabere”. Her er ingen 12-talspiger. Her er ingen, der kigger på telefonen for at se, hvad der sker andre steder, og om deres billeder er populære nok. Ingen der bekymrer sig om husleje og billigere bredbånd, skiture eller nyt tøj. De er pisseligeglade.

Lasse kommer tilbage med en sixpack grønne Tuborg og én Classic. Han deler ud af dem og afslår nærmest stødt mit tilbud om at betale. Fuck det, siger han.

Har I aldrig nogensinde vågnet op en dag og fortrudt den måde, I lever på?

Salomon ryster på hovedet, så øreringene dingler. Lasse puster luft ud af næsen:

”Jo, én gang. I et anfald af tømmermænd fandt jeg på, at jeg var træt af ikke at have nogen penge og leve som en bums. Så fik jeg læreplads hos en snedker. Det holdt i næsten to år, men ham fyren var altid pisse sur over, at jeg kom for sent og stank af sprut. Så sagde han, at jeg skulle tage mig sammen eller skride. Så sagde jeg, at han kunne rende mig, gik hjem og bookede en Europa-tourné med mit band.”

”Hvis jeg var sådan en med kone og H&M-tøj, der støvsugede om søndagen og stod tidligt op for at gå på arbejde som folkeskolelærer så… Så ville jeg nok være lige så fucking deprimeret som alle de andre folkeskolelærere,” siger Lasse Ballade.

LÆS OGSÅ: Steen Jørgensen: "Manddomsprøven i mit fag er at blive clean"

LÆS OGSÅ: Den korte historie om punk

LÆS OGSÅ: Euroman klassiker: Peter Peter interview '95

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Bøger