Mangler du en serie, du kan bingewatche denne sommer? Så har vi fundet den. Den 21. juli har Netflix premiere på deres nye dramaserie ‘Ozark’, men vi har allerede slugt de 10 episoder råt.

Jason Bateman - ham den sjove fra de middelmådige komediefilm - spiller hovedrollen i denne serie, som mest af alt kan beskrives som en nytænkning af ‘Breaking Bad’.

Præmissen er nemlig også en familiefar, som kommer i problemer pga. stoffer. Jason Batemans karakter Martin Byrde laver dem dog ikke, han hvidvasker penge for et mexikansk narkokartel sammen med sin bedste ven. Men da deres arbejdsgiver opdager, at der mangler otte millioner dollar, slår han alle involverede ihjel. Bortset fra Martin Byrde, som bilder narkokongen ind, at han har en storslået plan, så de kan hvidvaske endnu flere penge.

Planen er grebet ud af den blå luft, men Martin Byrde får én chance for at vise, at den er rigtig. Så sammen med sin kone og to børn flytter han fra storbyen Chicago til en lille flække ved Ozark-søen i Missouri, hvor han på få måneder skal forsøge at hvidvaske et stort millionbeløb. Men tingene i Ozark går selvfølgelig slet ikke som planlagt. De lokale er nemlig ikke så lette at snøre, og pludselig er narkokongen ikke hans største problem.

Og så er vi ligesom i gang. Alt dette sker i det første afsnit og lægger meget godt tonen for, hvad man kan forvente af den tempofyldte serie ‘Ozark’.

Der er ikke mange kedelige øjeblikke, når problemerne står i kø for at opsøge Martin Byrde. Det kan godt være, at han ikke ligesom Walter White i ‘Breaking Bad’ kan lave stofferne, men Martin Byrdes karakter har talegaverne i orden.

Det er interessant at se, hvordan han hele tiden skal bruge sine talegaver til at overbevise omverdenen om, at de skal gøre, som han siger. Uden at blive truende, uden at hæve stemmen. Men blot med sine ord.

Det helt store omdrejningspunkt i serien er hans familie, som alle sammen ved, hvad han laver. Hans kone - spillet af den meget dygtige skuespillerinde Laura Linney - spiller en lige så stor rolle i at få hvidvasket de mange millioner i Ozark, inden deadlinen indtræder. Men familielivet er selvfølgelig ikke let, når man fra den ene dag til den anden forlader Chicago til fordel for en lille by. 

Baggrundstæppet til dramaserien er den lille by ved Ozark-søen i hjertet af USA. Byen ligger øde hen på nær om sommeren, hvor de rige ankommer i deres både. Resten af tiden er den fyldt med rednecks, der går på stripklub og bor i husvogne. Men heldigvis formår serien at undgå de værste klicheer om disse mennesker, for de er slet ikke så dumme igen. Især karakteren Ruth (spillet af Julia Garner) giver Martin Byrde kamp til stregen, og den unge skuespillerinde Julia Garner er ét af de helt store højdepunkter i serien, fordi hun spiller sin rolle så overbevisende og med så meget pondus.

Jason Bateman skal også have et anerkendende klap på skulderen for sin præstation i serien. Normalt er han the good guy i diverse komediefilm, men den figur formår han at lægge på hylden. Han er ikke ondskabsfuld eller magtliderlig, men befinder sig i grænselandet mellem god og ond. Alligevel kan man ikke lade være med at heppe på ham.

Det her kan godt være en serie, som kunne sætte skub i hans karriere i en mere prisvindende og seriøs retning - selv om han stadig formår at beholde sit glimt i øjet som karakteren Martin Byrde.

Alt i alt er ‘Ozark’ en medrivende historie, som hurtigt kan ødelægge din nattesøvn, fordi du må se næste afsnit med det samme.