*Hug-lag er et fænomen i den danske popbranche, der dækker over den tilstand, mange kommer i, når de har arbejdet sammen med Lars H.U.G.




En kande med grøn te
1. møde: Lars H.U.G.s atelier, København, november 2013.

"Hej!” siger Lars H.U.G. 

Han står i døren ind til sit atelier på 2. sal, da jeg kommer op ad trappen. Vi hilser og krydser hinanden i døråbningen, jeg går ind, mens han går ud.

”Jeg skal lige noget, jeg er tilbage om en times tid.” 

H.U.G. griner, mens han småløber ned ad trappen. 

Kort efter er han tilbage. Han har været nede hos underboen for at hente stearinlys, men fandt ingen. Der er mørkt i atelieret, ikke bare fordi det er november, men fordi det ligger i en baggård. Men det er sgu ligegyldigt, siger H.U.G., for han ser alligevel ikke, hvad han laver. Han maler bedst med bind for øjnene, siger han. 

Mellem store malerier, skitser, en seng, flere malerier og en masse andre kreationer er der en smal sti, der fører ud i køkkenet bagerst i atelieret. Klokken er et par minutter over 10 om formiddagen, og Lars H.U.G. sætter vand over til te. 

I løbet af den næste time kommer han til at sætte vandet over mange gange. Hver gang det har kogt, er han blevet afbrudt af sine egne tanker, historier og ting, der skal vises og fortælles om. Og hver gang han bliver stillet et konkret spørgsmål, svarer han med et ’det må vi lige vende tilbage til, nu skal du lige høre det her først’.

H.U.G. beretter fra sin 35 år lange karriere, der begyndte med det innovative Aarhus-band Kliché i slutningen af 70’erne. Han fik sit første store folkelige gennembrud med ’Elsker dig for evigt’ i 1986 og det andet i 2004, da kronprinsen citerede fra en af hans tekster i sin bryllupstale til Mary:    ”Kom lad os gå, kom lad os se, gennem tusind verdener venter vægtløs kærlighed.”  

Klokken er 11.06, da teen endelig bliver serveret. Vandet har kogt fire eller fem gange, teposen med den grønne te er møjsommeligt blevet lukket og hejst ned i den fine, gamle sølvkande, der ligesom de små glas først er blevet skoldet. Og så har teen trukket, muligvis for længe, i hvert fald smager den, som om den har ligget og søbet i en pose spejderhagl.

”Du er den første, der har vrænget ansigt ad den,” griner han.

”Lad os lige se, om der skulle ligge et bolsje dernede. Folk plejer at være vilde med den her te. Hvad kan være gået galt?”

Vi drikker teen alligevel, spiser croissanter og taler lidt om, hvad dette portræt skal handle om, og om, hvordan processen skal forløbe. 

H.U.G. siger ja til at illustrere artiklen, og vi bliver enige om, at det skal være et selvportræt. Jeg foreslår, at vi de kommende uger, mens jeg er på ferie, kan lave noget af interviewet pr. sms. På den måde forestiller jeg mig, at det bliver nemmere at få nogle konkrete svar ud af ham. (Det skal siden vise sig at være meget naivt. På det første spørgsmål, om hvad der er det sværeste i processen med det nye album, ender han med at svare, at det kan han ikke svare på over sms. Det lægger meget mere op til samtale, skriver han). Jeg beder også om nogle numre på hans nærmeste, fx Johannes Møller alias Johnny Voss, som var med i Kliché, og som ikke bare har været involveret i stort set al den musik, Lars H.U.G. har lavet, men som også er hans meget nære ven. 

Vi siger farvel efter ca. halvanden time, og selv om vi først lige har mødt hinanden, insisterer han på et kram.


Billederne er taget i et fotostudie, hvor H.U.G.s egne værker, fotografier og screendumps af lydfiler fra indspilningerne til '10 sekunders stilhed' er projiceret op på væggen.

Den åbne highhat
2. møde: Sufi Studio på toppen af Bispebjerg Bakke i Københavns Nordvestkvarter, marts 2014. 

Det er Povl Kristian selv, der lukker mig ind i sit studie. Lars H.U.G. er ikke kommet endnu, men han skulle være lige på trapperne, siger han og smiler.

Povl Kristian har siddet oppe det meste af natten og mixet. Han skal lige til at have lidt morgenmad og spørger, om jeg ikke vil have noget med. Da jeg takker nej, kan han høre, at jeg har noget med halsen, og tilbyder med det samme at servere en helt særlig indisk te, som han altid drikker, når han er ved at blive syg.

”Det virker sgu hver gang,” smiler hen, mens han tålmodigt leder i alle køkkenskabe og skuffer. 

Det er en formiddag i marts, og H.U.G. og Povl Kristian er gået ind i deres fjerde år i arbejdet med ’10 sekunders stilhed’. En proces, der begyndte med en telefonsamtale for tre et halvt år siden, en aften da H.U.G. ringede til sin gamle ven Johannes Møller for at høre, hvordan han havde det. 

Møller var ikke på toppen. Han syntes, han manglede retning i sit liv, noget at styre efter, ’eller bare et strå at gribe ud efter’. 

Inden de sagde farvel, greb H.U.G. ud efter sin guitar, der tilfældigt stod ved siden af. Han begyndte at synge det nummer, der hedder ’Verden går sin gang’, og som blev lavet på stedet, under den telefonsamtale, mens Johannes sad i den anden ende og lyttede til, hvad hans ord var blevet til i sangen:

”GIV MIG ET STRÅ / ET JEG KAN SEJLE PÅ / VERDEN GÅR SIN VANTE GANG / JEG LYTTER TIL DENS SANG / JEG BE’R EN ORDLØS BØN FOR MINE FJENDER …”

”Fantastisk,” sagde Johannes. ”Det lyder da godt.”

”Synes du? Det er også første gang, jeg selv hører den,” svarede H.U.G. 

Og fra dette øjeblik var processen med ’10 sekunders stilhed’ sat i gang. 

Men det er langtfra hver gang, at numrene kommer så nemt til H.U.G. Og selv om der kun er ændret lidt i teksten fra den første version, og melodien er den samme, betyder det ikke, at der ikke er brugt et unævneligt stort antal timer, før H.U.G. har været klar til at sætte den på albummet. 

Der findes et fænomen i den danske musikbranche, der hedder Hug-lag. ’Lag’ udtales ligesom i jetlag, og det dækker over den tilstand, mange musikere og især teknikere og producere kommer i, når de har arbejdet sammen med Lars H.U.G. En tilstand, hvor metaltræthed ikke længere dækker, hvor ord som slidt, opbrugt og udpint heller ikke længere er tilstrækkelige. 

Det er et udtryk, som H.U.G. til dels selv har været med til at opfinde, og som blev født i studiet under en langvarig mixe-session i forbindelse med albummet ’Kopy’. H.U.G. endte med at kassere hele mixet og startede forfra. Det eneste, H.U.G. kunne bruge, var et enkelt tamburinslag. Det blev så danmarkshistoriens dyreste tamburinslag til 25.000 kr. (Kan høres til allersidst på ’Så længe jeg lever’).

”Efter en periode med Lars H.U.G. kan du roligt sende teknikerne med den blå vogn,” fortæller producer Nikolaj Foss, der tidligere har arbejdet sammen med H.U.G.

”Han er kunstner og forelsket i processen. Han hverken kan eller vil afslutte. I bund og grund synes jeg, det er fedt, men det kan gøre folk vanvittige.” 

Foss mødte H.U.G. første gang i midten af 80’erne. Han var lige blevet ansat i Poul Bruuns pladeselskab Medley, der var ved at producere ’City Slang’, H.U.G.s første soloudgivelse, efter at Kliché var blevet opløst. 

”Nu skal du møde nogle tosser,” havde Bruun sagt og sendt den unge Foss ud til studiet. 

”Han sendte mig ud for at få et chok. Da jeg kom tilbage, spurgte jeg: ’Er det virkelig sådan, man laver plader?’”

Og så var processen med ’City Slang’ måske endda den mest smertefrie, da teksterne allerede lå der i den digtsamling, Søren Ulrik Thomsen havde skrevet i 1981, og som tilfældigt lå på spisebordet i det kollektiv, H.U.G. boede i, og som helt tilfældigt røg ned i hans lomme en dag, han var på vej med toget til Berlin. 

Poul Bruun, der har været 40 år i den danske musikbranche, og som var med til at lave de to album med Kliché og H.U.G.s to første soloalbum, ’City Slang’ og ’Kysser himlen farvel’, siger om H.U.G.:

”Han er et af de mest talentfulde mennesker, jeg har mødt i mit liv. Men han trækker tænder ud. Alt skal prøves. Alt. Og der er måske 100 mia. kombinationsmuligheder på en mixer-pult.”

Både Foss og Bruun lyder, som om de trods alt synes, det har været anstrengelserne værd. 

”Jeg har måske været producer på 500 album. De to, jeg lavede med Kliché, er nok de hårdeste, men også de fedeste, jeg nogensinde har lavet,” siger Poul Bruun.

Derfor har H.U.G. også kunnet få stort set alle musikerepå det nye album til at arbejde gratis. Musikere og andre kunstnere har nemmere ved at forstå og respektere hans tilgang og arbejdsmetoder. (H.U.G. fortæller, at albummet har været et projekt ’for rige musikere i den forstand, at de har lyst til at dele ud af deres ekspertise og talent uden forbehold’. Ellers havde det ikke været økonomisk muligt at realisere, siger han).

Nogle af numrene til ’10 sekunders stilhed’ findes i 120 premix-versioner. Og hver enkelt version er sat sammen af en masse forskellige lag, nogle af dem op til 200 lag, eller spor, som man kalder dem. Da Beatles lavede deres første plader, fandtes der otte spor på de båndoptagere, de producerede deres numre på, men med den moderne teknologi er mulighederne stort set ubegrænsede, og det gør det ikke mere enkelt for H.U.G. og de folk, der arbejder sammen med ham.

Men Povl Kristian ser ud til at være gjort af et særligt stof. Han har arbejdet sammen med H.U.G. gennem 25 år og smiler overbærende, når han konstaterer, at de endnu en gang er ved at slå danmarksrekord. Han er optimistisk og tror stadig på, at de når deres deadline. Ifølge planen skal albummet udkomme på Lars H.U.G.s 61-års fødselsdag 11. september. 

Lars H.U.G. er ankommet til studiet og har sat sig ind til mixerpulten med tekniker Flemming Rasmussen. De er ved at redigere en lille sekvens med en highhat.

”Jeg er lidt usikker på den åbne highhat, om den alligevel bliver for rocket?” siger H.U.G., da han har lyttet sekvensen igennem nogle gange mere. 

”Det er godt, du siger det nu,” siger Rasmussen. 

”Det skal vi bare beslutte nu.”

”Ja,” siger H.U.G. Og efter en kort pause kommer det:

”Kan vi lade den stå åben lidt endnu?”

Og sådan fortsætter det. 

Rasmussen ved, hvad han er gået ind til. Han var med til at lave ’Supertanker’ for snart 35 år siden, men ikke alle har haft lyst til at genoptage arbejdet med H.U.G. De har ikke engang lyst til at blive interviewet om ham. 

”Melder pas,” skriver en i en sms, og en anden lader forstå, at det var en tid, han ikke har lyst til at genopleve. 




No God
3. møde: Cinemateket, København, marts 2014.

H.U.G. har inviteret mig med ind for at se en dokumentarfilm om et eksperimenterende støjrockband kaldet No God med Jens Valo, der var en af de bærende kræfter i Kliché. Valo var manden bag konceptet i Kliché, hvor der skulle synges enstemmigt, på dansk og i det hele taget ske noget helt andet end det, der ellers foregik på den danske musikscene i slutningen af 70’erne. Og han var manden bag ’Militskvinder’, der blev Klichés store gennembrud og det nummer, der skaffede dem en pladekontrakt. 

H.U.G. medvirker også i filmen om No God. Han er bevidst om Valos betydning for hans karriere og siger direkte, at havde han ikke mødt Valo, havde han ikke siddet, hvor han sidder i dag. 

Udgangspunktet for den noget eksperimenterende støjrock i filmen er gamle Kliché-numre, men det kan være svært at høre, når de først er gået i gang. Til gengæld kan man sagtens høre H.U.G. i biografen. Han griner højt, pifter og er den, der klapper allermest begejstret. 

H.U.G. er altid på, når han er i det offentlige rum. I hvert fald alle de gange vi mødes. Han taler til folk, han møder på gaden, kommenterer deres hunde, deres cykler, deres påklædning, hilser på folk, han ikke kender. Og hvis der bliver responderet, kan det føre til samtaler, der kommer vidt omkring. En ældre mand, der fumler lidt med låsen til sin tricykel efter en lang dag, får en hjælpende hånd fra H.U.G., og han ender med at invitere H.U.G. op i sin lejlighed. Clorius-manden, der skal aflæse radiatoren i H.U.G.s atelier, får også en længere sludder med på vejen, og den indisk-amerikanske tjener på restaurant Kashmir bliver spurgt indgående ind til livet som tilflytter i København. 

Vi skilles kort efter, filmen er slut, og H.U.G. vil vende tilbage med nogle nye mødedatoer. 

Mandag den 28. april 2014 – sms fra H.U.G.:
”Well jeg r i studiet med endnu en ny tekniker (jeg har en hel kirkegård af teknikere der er gået til Pga ”H.U.G.lag”) Jeg synes måske vi sku sætte oz et sted over en lang frokost og få lavet T bunds gående interview hvor vi ajour føre din liste over (fjendtlig sindede) & interessante interview personer? Location ku være Dansk Design Museum hvor jeg har et par billeder hængende! Kh Lars”



P-bøden
4. møde: Sufi Studio og Designmuseum Danmark,Indre København, maj 2014.

Aftalen blev, at jeg skulle hente ham i studiet i min Lamborghini, som han skrev, (H.U.G. har hverken bil eller kørekort), og så skulle vi sammen køre til Designmuseet den efterfølgende tirsdag. 

Da jeg når frem til studiet, er han ved at redigere sangen ’New York’ med en ny, ung tekniker, Jacques. Flemming Rasmussen er ifølge H.U.G. sendt på rekreation i Asien. De har døjet noget med omkvædet, fortæller han. Det var svært at få sunget s’erne i ’New Yorks skæbne’.

”Det har taget mig et år at finde ud af, at vi bare kunne droppe det skide s i New Yorks,” siger han.

Men nu er der en anden ting i omkvædet, der generer H.U.G. Jacques er ikke helt med på, hvad han mener.

”Jeg tror ikke, jeg kan høre den ting, du gerne vil rette,” siger han til sidst. 

Lars H.U.G. tager en 0,5 mm trykblyant frem og laver en kanyle ud af den tynde blystift, som han retter ind i armen på teknikeren. 

”Det her er en vaccine mod Hug-lag,” griner han. Vi kører fra studiet, ikke i en Lamborghini, men i min Volkswagen Touran med tre børnesæder, sutter og legetøj. Dokumentaristen, der havde lavet No God-filmen, og som også har fulgt Lars H.U.G. i dele af forløbet med ’10 sekunders stilhed’, er med og filmer H.U.G., mens han ekstemporerer over en børnebog, der ligger i bunden af bilen, og mens han fører en fiktiv telefonsamtale med universet i en plasticmobil. 

Klokken er lidt i halv tre, da vi når frem til Designmuseum Danmark. Der er ingen p-pladser vedselve museet, og i Bredgade er der kun en enkelt båstilbage, hvor det er tilladt at holde til kl. 15. Jeg prøver forgæves at finde en lovlig parkering, men H.U.G. kan ikke se problemet. 

”Parkér nu den skide bil her, jeg skal sgu nok betale den bøde,” insisterer han. 

Inde i cafeen går H.U.G. i gang med at arrangere sine egne værker. Hele den ene væg er dækket af sorttegnede biler på et transparent materiale, der visse steder ikke hænger helt, som det skal, synes han. 

”Det skal se ordentligt ud,” siger han til to nydelige ældre damer, der sidder ved et bord med kaffe og kage.

Han fortsætter den offentlige sludren med damerne for en stund, og da han går op for at hilse på køkkenchefen, som han kender personligt, sætter han sin hat på hovedet af en af damerne. De fniser, som om de lige havde mødt deres teenageidol.

På vejen tilbage til bordet tager han sin hat igen, og det er planen, at vi nu skal ’have et T bunds gående interview’ og en liste over personer, jeg kan kontakte, som han skrev i sin sms. Problemet er bare, at om fem minutter udløber parkeringstilladelsen, og om en halv time skal H.U.G. videre for at hente sin pap-bonus-datter i børnehaven. 

Men H.U.G. når at fortælle lidt om årene i Aarhus, der begyndte med en ferie til Læsø sammen med Valo. På vejen hjem til København var toget gået i stykker, så de kunne ikke komme videre fra Aarhus. De blev nødt til at overnatte på et youth hostel, og det havde de fået en fest ud af. En sød ung pige havde endda været så sød at give H.U.G. nogle torpedolus, ’det var så sødt af hende’. Dagen efter var han gået ned på gaden, havde set en ’meget smuk pigenumserøv’, havde fulgt efter den ned til Mejlgade og fortsat, indtil ’numserøven’ var standset foran Det Jyske Kunstakademi. 

Det Jyske Kunstakademi? Måske det var noget, tænkte H.U.G. og gik hen mod en skranke, hvor der lå en stak ansøgningsskemaer. Han dumpede første gang, men kom ind i andet forsøg, og her mødte han Johannes Møller. Møller kunne ikke bare male, men også spille bas, og da Valo en weekend var kommet for at besøge H.U.G., var de alle tre taget ned i et øvelokale. I lang tid havde Valo sunget og spillet melodistumper over telefonen til H.U.G., men til sidst måtte han også flytte til Aarhus, og de tre energiske unge mennesker blev klar over, at de tilsammen havde noget, der kunne føre vidt. 

”Sidder du og tænker over den p-bøde,” afbryder han sig selv. 

Klokken er tæt på 15.30, bilen har holdt ulovligt i en halv time, og H.U.G. skal hente sin bonus-datter, så vi forlader cafeen. 

”Jeg bliver meget skuffet, hvis der ikke er en p-bøde, når vi kommer ud,” siger han.

Helt mirakuløst er der ingen. 

Vi aftaler, at H.U.G. snart skal vende tilbage med en dato for et nyt møde. Denne gang med løs bagkant. 



Et orgel i en pakke Valo
Interview med Jens Valo: Istedgade, Vesterbro, maj 2014. 

Jens Valo har sagt ja til et interview, og vi mødes på et lille kaffested på Vesterbro, tæt på hvor han bor. Egentlig hedder han Jens Danielsen, men engang var der en, der havde spurgt ham, hvorfor han spillede musik. Da han ikke anede, hvad han skulle svare, sagde han bare, at det var, fordi han engang havde vundet et orgel i en pakke Valo. Siden dengang kaldte han sig Jens Valo. 

Valo ser med sin hættetrøje, sneakers og kasket betydelig yngre ud end 60 år, men det er han altså, siger han. Jævnaldrende med H.U.G. De to mødtes i en børnehave,hvor Valo arbejdede som militærnægter, og H.U.G. var vikar. Dengang købte Valo 10 lp’er om ugen, de uger, hvor han ikke købte 11. Han lærte H.U.G. at høre Kraftwerk og Brian Eno, og i det hele taget var det ham, der introducerede H.U.G. for meget af den nye musik. De nåede ikke at være kolleger i børnehaven særlig længe, måske var det bare en enkelt uge, men nok til et venskab, der udviklede sig til Kliché sammen med Johannes Møller. 

De tre var ukontrolleret energi. Unge, kreative mennesker, der afskyede den danske musikscene med ’alt dens banale kærlighedspis’, og hvor der blev ’tygget drøv på Steppeulvene – så var de altså heller ikke bedre’, siger Valo. De vidste ikke, hvad de ville, de ville bare noget andet end det, der var. Og de havde en ond plan om, at når de engang fik en producer, ville de som det første tage alle de plader, produceren havde lavet med andre danske bands, og massakrere dem. Trække en skruetrækker hen over vinylen, krølle coveret og sende dem hjem til ham. 

Valo forlod Kliché efter det første album, og siden har han ikke haft meget kontakt med H.U.G., fortæller han. Han vil ikke kalde det en lykkelig skilsmisse. 

For Valo handlede det hele om den kunstneriske proces. Han var fuldstændig ligeglad med, om der var nogen, der lyttede til deres musik, og han hadede, når de skulle ud og spille. Han havde sceneskræk og var ved at skide i bukserne hver gang, fortæller han.

Jo mere succes Kliché fik, desto sværere fik Valo det med at være en del af det. 

”Jeg var ved at brække mig over det til sidst. Det gik alt for stærkt. Jeg var slet ikke dér.”

Valo blev paranoid, kunne ikke gå på gaden. Måske havde han også røget lige lovlig meget hash, smiler han. Til sidst kunne han i hvert fald ikke mere, og måske kunne Lars heller ikke. Under indspilningen af nummeret ’Masselinjen’ ’skred Lars fra studiet’, fortæller Valo.

”Så vi andre gik i gang med at indsynge den. Og så kom han pludselig tilbage, helt skør og jodlede. Det var så mærkeligt. Stemningen var helt gal.”



Et begyndende Hug-lag
5. møde: Restaurant Kashmir på Østerbro, maj 2014.

Det store interview uden bagkant begynder på en indisk restaurant tæt på H.U.G.s hjem på Østerbro. Og med barndommen i Sorgenfri nord for København, hvor H.U.G. voksede op. Det er egentlig en hån at kalde det Sorgenfri, for det var det i hvert fald ikke, siger han, men her voksede han ikke desto mindre op med en mor, der engang havde sagt til ham, at hun ønskede, at han havde været dødfødt, en arkitektfar, der lignede Robert De Niro og lå under for moderens stærke neuroser, og en storebror, Mark, der havde ’udviklet en flegmatisk adfærd, så han ikke lod sig påvirke af krigszonen’. H.U.G. var derimod mere forstyrret, som han siger det, men han overlevede ved at tegne og synge. Højt, så han kunne overdøve forældrenes skænderier.

Men om sommeren kom der trods alt cirkus til Sorgenfri. Der var ægte løver og tigre, og dem legede de, at de var, H.U.G. og de andre fra lejlighedskomplekset, men også dem på den anden side, der boede i rigtige huse, og som man derfor så lidt op til. De havde en indianerklub, hvor man skulle bestå en prøve for at komme ind (springe ned fra en carport), og om vinteren kælkede de, og man måtte kun gå til stierne, men det var sjovere at gå endnu længere, for så var der en sump af kviksand, man kunne ryge i. Når ens bukser så var blevet smurt ind i kviksand, gik man op med dem til fru Hering, som skyllede dem i lokummet, så var de i det mindste rene. H.U.G. ved ikke lige, hvad hans mor ville have sagt, hvis han var kommet hjem til hende med de beskidte bukser, ’men måske var hun blevet skuffet over, at han ikke var druknet helt’. Og ’ja’, det mener han ’helt alvorligt’, men det er ’lidt hypotetisk’, for han gjorde det jo ikke. 

Derhjemme lærte han at afkode kropssprog. En dør, der går, en rømmen sig, den måde, telefonrøret bliver lagt ned på, alle de lyde kunne H.U.G. aflæse på 20 sekunder, så han kunne navigere i de rum, ’der var latent ladet med negativ energi’. Hans bror kunne sno sig, men H.U.G. lukkede ned over for sin mor. Det var no-go-zone, han havde tabt tilliden til hende, og det gjorde kun det hele værre, for så vidste hun, at hun var en dårlig mor. H.U.G. blev problemet, ham, der skulle have været dødfødt, ham, der fik tics og rysteture og en på lampen, fordi han fik rysteture, ’så stå da ikke der og ryst sådan!’ 

H.U.G. griner lidt, mens han fortæller, hvordan hun kunne knappe hans skjorte så stramt, at der kom hud med ind i knaphullet, eller smurte hans fingre ind i sennep, fordi han bed negle. 

Han kan smile af det, fordi det ligger så meget bag ham, siger han.

”Det var kun et udtryk for, at hun havde det rigtig skidt og ikke anede, hvad hun skulle stille op med sit liv. Heldigvis blev vi forenet i mit voksne liv, vi nåede at få rigtig mange gode år sammen, og hun lærte at elske sine børnebørn.

”Hans storebror Mark spiste masser af druesukker, for det havde han læst, at man blev kvik af. Han fik i hvert fald gode karakterer og ville være læge, hvad han også blev. H.U.G., som er født Lars Haagensen, var derimod ’uvillig, doven og ofte provokerende’, som en lærer havde skrevet det i kontaktbogen, hans fysiklærer kaldte ham Vaagensen, og i det hele taget gik det ikke særlig godt for Lars Haagensen i skolen. Han var stærkt ordblind, kunne ikke engang finde ud af at pakke sin skoletaske med de rigtige bøger og var bestemt ikke egnet til gymnasiet, men det tog man sig åbenbart ikke af dengang, for i gymnasiet kom han. 

Lars H.U.G. gik i 2. g, da hans storebror en aften ved middagsbordet tog ordet efter den anden bid: 

”For øvrigt, jeg er nødt til at fortælle jer, at Ronell og jeg er blevet gift.”

Der blev fuldstændig stille omkring bordet. Det var første gang, familien overhovedet mødte hans sydafrikanske kæreste, som altså nu var blevet hans kone. Men det skulle blive endnu værre:

”Og vi rejser til Sydafrika om to måneder. Jeg ikke bare rejser, jeg flytter. Jeg emigrerer.”

Og så var H.U.G.s mor brudt ud i gråd. 

H.U.G. havde egentlig respekt for hans handling, men var samtidig rystet over at være blevet efterladt alene med ’de der fuldstændig fucked-up forældre’. Han retter sig selv, for det udtryk ’dækker slet ikke den tid’. Han prøver sig frem: ’Forstenede’. ’Forkrampede og forkrympede’. ’Følelsesmæssigt forkrympede’. Og ender på ’følelsesmæssigt spedalske’. 

Inspireret af sin bror besluttede Lars Haagensen at flytte hjemmefra. Det var i begyndelsen af 70’erne, H.U.G. har været omkring de 18, da han gik op til rektor og sagde, at han ikke ville komme tilbage efter påskeferien. Han fandt sig et job på det plejehjem, hvor hans elskede morfar havde boet, og flyttede ind hos en kammerat. Nu skulle Lars H.U.G.s nye liv begynde. Han tog privattimer hos en kunstner og blev forsanger i et band, der hed Friends & Lovers, hvor H.U.G. så småt begyndte at skrive sine egne sange. 

Nogenlunde så langt når H.U.G. i fortællingen, da det er umuligt at blive ved med at ignorere tjenerens venlige hentydninger til, at restauranten sådan set er lukket. Det forhindrer ikke H.U.G. i at indlede et uformelt interview med tjeneren om, hvilken musik han lytter til, og især, hvordan det er at bo og leve i København som amerikanskfødt inder. 

Det er en af årets første rigtige sommeraftener, og H.U.G. tager billeder af de blomstrende vejtræer, efter vi har forladt Kashmir og går op ad Willemoesgade.

Vi finder en udendørscafé, der stadig har åbent, og taler om den rolle, han fik i Kliché. 

”Pludselig ser jeg mig selv som den kaptajn, der skal holde orden på tropperne, og det bliver altså den rolle, jeg får i det band, der bliver til Kliché. Jeg vidste, at hvis jeg ikke gjorde det, kom vi ingen steder. Så ville vi ikke komme ud af den sump, som vi alle stod i, Johannes’ møgirriterende lejlighed, hvor man spiste sildemadder med salt på eller røget torskerogn, og hvor der ikke var noget varme. Den lå over en port, hvor der ikke var isoleret, men Johannes lod bare, som om der ikke var koldt, ’nej nej, her er da ikke koldt’, sagde han. Man kunne ikke stemme en guitar i hans lejlighed, så koldt var der. Johs og Jens var uopslidelige i deres iver for, at vores tekster og lyden skulle stå klart og godt, og der kunne jeg godt se, at jeg havde noget at lære. Så jeg skulle sparke dem, men ikke så hårdt, at de ikke kunne skrive næste dag.” 

Men det blev ikke ved med at gå godt. Helt konkret gik det galt, da de skulle indspille ’Masselinjen’. Både Valo og Johannes Møller havde fortalt mig om det. Valo havde sagt, at ’stemningen var helt gal’, og Johannes Møller havde sagt noget lignende. Og at H.U.G. på et tidspunkt blev sygemeldt. Det var sådan, Møller formulerede det. Han ville ikke gå i detaljer, men sagde, at jeg sagtens kunne spørge H.U.G. om det. Det kunne han ikke forestille sig, at han ville have noget imod. 

Jeg føler mig ikke helt sikker, men tager mig sammen og spørger: 

Var der noget med, at du blev sygemeldt?
”Sygemeldt?” spørger H.U.G. 

Han smiler, men siger det i en tone, så jeg med det samme er klar over, at jeg har overskredet en grænse. 

”Det var noget af en maskeret aflevering, den der. Ja, jeg fik kighoste, det er rigtigt nok. Den har du gået og ventet længe på, hvordan du skulle få ind, hva’? Der er ikke mere at sige, jeg fik bare lidt ondt i halsen, så fik jeg lidt kighoste, og så hostede jeg det hele op igen.”

Vil du ikke fortælle?
”Nej, ikke mere end det der.”

Vil du ikke …
”Nej, det har jeg ikke lyst til lige nu, det var for maskeret afleveret, det der, det kan jeg ikke reflektere på. Det var for pænt spurgt. Og du flytter fokus til noget uvæsentligt.”

Hvad skulle jeg så have sagt?
”Det ved jeg ikke, det kan jeg ikke sige. Jeg havde bare ikke lige lyst dér, det var sådan lidt for maskeret, men det skal du ikke være ked af, det var egentlig velment nok. Men det er noget, jeg aldrig er gået ind i. Jeg skal nok snakke om det en dag. Men jeg blev sygemeldt, ja, stress, overanstrengelse. Så når du spørger, om jeg kunne lide det, så nej, jeg kunne nok ikke lide det der, der var lige lovlig meget pres på mig som leder. Et galehus. Jeg vidste jo godt, at vi havde gang i noget, der var skidefedt, som rakte langt ud over sig selv, men vi var hele tiden ude på kanten, og jeg var nødt til at få bragt musikken i orden. Det krævede den yderste kraftanstrengelse. For mig bliver det en kamp på liv og død, det udvikler sig nærmest til en krig. Det var ikke another day at the office.”

Klokken er tæt på midnat, da den ældre herre med tricyklen får hjælp af H.U.G. til cykellåsen og inviterer ham med op i lejligheden. H.U.G. takker dog nej, og da han har sagt farvel, prøver jeg at få ham til at svare på, hvorfor han bruger så lang tid på sine album. 

Helt konkret formulerer jeg spørgsmålet sådan her:

Vi er også nødt til at finde ud af, hvorfor det tager dig så lang tid at blive færdig …
”Er det interessant?” svarer H.U.G. 

”Det er en meget sød vending, du har der,” fortsætter han, ”det er meget kvindeligt, måske den egner sig mere til et dameblad. I stedet for at sige ’hvorfor bruger du så lang tid på din plade?’, det er meget mere interessant.” 

Hvad er forskellen? 
”Du definerer det et helt andet sted henne, hvor jeg slet ikke føler, jeg er. Vi må finde ud af, hvorfor du bruger så lang tid – faktisk skal vi hjælpe Lars, så det næste gang kun tager tre år. Jeg vil hellere se det fra denne vinkel: Hvad er grunden til, at du skal bruge så lang tid?”

Men det er også det, jeg mener …
”Det var så ikke det, du sagde, men det synes jeg ville være interessant. Hvorfor skal jeg bruge så lang tid på at lave en plade? Det er relevant. Det var det ene, og det andet er, at vi sidder her, fordi jeg har lavet en ny plade, den ville også være relevant at snakke om.”

Han fortsætter lidt endnu. Om hvornår jeg skal høre mere musik fra albummet, og hvordan vi i det hele taget skal gribe det her portræt an. 

Dette her er vores femte møde.

Klokken er langt over midnat, jeg har interviewet ham i næsten fem timer, og H.U.G. taler stadig om processen i det her portræt. 

Jeg kan mærke snerten af et begyndende Hug-lag, da vi krammer farvel. 


Lars H.U.G.s selvportræt til Euroman.


Ovartaci og de flyvende engle
6. møde: Kaffesalonen og H.U.G.s atelier, København, juni 2014. 

H.U.G. vil gerne fortælle, hvad der skete ved indspilningen af ’Masselinjen’, siger han, da vi et par uger senere sidder på en café ved søerne i København: 

”På det tidspunkt er jeg lidt presset af, at jeg styrer slagets gang, og de to underofficerer Johs og Valo ved ikke rigtig, hvilken vej vi sejler. Det falder mig svært at styre det, og helt konkret i forhold til ’Masselinjen’ er der tale om et rolleskift, jeg skal pludselig ind og synge. Johs og Jens har røget sig nogle rigtig gode joints og har brugt en hel dag på at få lavet en violinlyd og to tamburinslag.” H.U.G. synger nogle klingklang-lyde. ”Det lød fedt, og det trippede vi meget over, men det var måske lidt lang tid at bruge på det, og så sad vi der med produceren, som ville lave en trommesolo på 10 minutter, og jeg prøver at overtage styringen af det hele, for det går ikke helt den vej, jeg synes, det skal gå. Alt det lagt sammen med, at jeg nu skal ind og synge. Jeg havde fået sådan nogle heksedråber af en eller anden shaman, ikk’, så jeg var skæv på noget, og det kan man godt høre, for jeg laver sådan noget jodleri, hvor jeg kommer lidt ud i de ydre områder og får lidt forbindelse med nogle fremmede væsener, så jeg insisterer bare lige på at varme op og starter med sådan noget …”, H.U.G. jodler halvhøjt i cafeen, folk vender sig om og kigger, ”… og Johs og Jens forlader rummet, og der er en stemning af, at det her er måske ikke lige så øh – så vender Mr. Brown sig rundt på stolen, og så råber han: ’SÅ SYNG FOR HELVEDE, MAND!’” H.U.G. råber det højt, formentlig lige så højt, som Poul Bruun gjorde det i sin tid, og alle i cafeen kigger. ”Og så går jeg hen til ham: ’SÅ SYNG LORTET SELV!’” Alle kigger stadig. ”Og så skrider jeg. Knalder døren efter mig, når ind i det næste rum, men kan ikke komme ud. Jeg er låst inde i det lille rum, og de andre står og hiver i dørhåndtaget, og jeg står og råber: ’DU SKAL IKKE KOMME HERIND, FOR HVIS DU KOMMER HERIND, SÅ SLÅR JEG DIG IHJEL!’” Nu kigger alle virkelig igen, og H.U.G. er tilsyneladende fuldstændig ligeglad. ”Jeg kommer med alle mine mantraer fra alle mine yoga-sessions, ’hu hu hu hu,’ står jeg og råber, og så kommer ham, der har studiet, og låser mig ud, klapper mig faderligt på ryggen og siger: ’Det skal sgu nok gå, det hele.’ Og så skrider jeg. Så det var, hvad der skete.”

Det er uvist, hvor mange i cafeen der har lyttet med under hele fortællingen, men alle har i hvert fald hørt Lars H.U.G. jodle og hørt ham råbe: ”HVIS DU KOMMER HERIND, SÅ SLÅR JEG DIG IHJEL!”

Og bagefter har de set ham rejse sig og bestille en salat og en danskvand fra menukortet. 

Efter bestillingen fortsætter han fortællingen, han tog til London, endte sammen med nogle mennesker, han ikke kendte, havde nogle ’suspekte oplevelser af virkeligheden’, kom hjem igen og genoptog langsomt kontakten med Poul Bruun, og ’Supertanker’ blev gjort færdig. Og han når frem til Klichés endeligt (’hvis du har en hund, der bliver ved med at banke hovedet ind i bordbenet, må du tage pistolen frem og aflive den’). 

Da vi er færdige med at spise, cykler vi rundt i København for at finde et sted, hvor vi kan afslutte interviewet, og ender med at køre op i hans atelier, dér hvor vi mødtes allerførste gang. 

Vi sætter os i køkkenet bagerst i atelieret, han viser mig coveret til det nye album, vi taler om det selvportræt, han skal lave til denne artikel, og jeg insisterer på at være den, der laver teen. 

”Godt,” siger H.U.G., ”det ka’ jeg li’, ellers tager det syv år og en ostemad,” og så begynder han at tale om en mand, der hedder Ovartaci, og som han har skrevet et nummer om. 

Ovartaci var en mand, en kunstner, der som 31-årig rejstetil Argentina, blev psykisk syg og kom hjem til psykiatrisk hospital i Aarhus, hvor han var indlagt i 56 år, til han døde i 1985. H.U.G. har en tyk bog liggende om ham, og ved siden af alt det, han ellers laver, er han også ved at lave en lille film om Ovartaci. Han spiller nummeret fra det lille anlæg via sin iPad, som skal styres med en vis følsomhed, fordi glasset er smadret. Nummeret er i gang, H.U.G. står og fumler lidt med nogle små trædukker, han engang har købt i Mexico, og som muligvis skal være med i den lille film om Ovartaci, da vi begge kigger over mod vasken. En høj skramlen fra nogle papirsposer har overdøvet musikken. 

”Det er bare mine små venner herinde,” siger H.U.G.

Hvad var det?
”Det er mine små venner, der er i huset.” (H.U.G. griner).

Hvem er dine små venner?
”Prøv lige at se her – de her dukker er pissesjove, og jeg har lavet en animation i 3D, men det kan jeg ikke vise dig her. All right. Det synes jeg jo er spændende. More tea? More tea? Skal du have mere te?”

Hvem er dine små venner?
(H.U.G. griner) ”Åh, jeg har mange små venner. Ovartaci synes jeg, jeg er ved at blive ven med, han var fandeme outstanding.”

Har vi dyr herinde?
”Nej, det er ikke dyr, det er bare små, ja, hvad kalder man den slags, elementarvæsener, tror jeg, man kalder det.”


Hvad er det?
”Det er nogle små usynlige væsner, der hopper rundt. Nu skal du høre den her sang, nu skal du ikke tænke så meget over det.”

’Ovartaci’ er slut, og H.U.G. vil spille et andet nummer, det allersidste nummer på albummet. 

”Jeg synes jo, det er rart at møde sådan nogle, der har oplevet noget mellem himmel og jord, der er sgu så få, der har …”

H.U.G. lykkes endelig med at få iPad’en med det smadrede glas til at virke. 

”Nu er der kun guitar på, men der kommer også cello på. Kan du koncentrere dig, eller skal du ned til …”

Det kommer an på, om her er mus og rotter …
”Nej, her er kun små engle.”

Da det allersidste nummer på pladen er færdigt, rejser jeg mig for at tage hjem. Klokken er over to om natten, vi har været i gang i mere end otte timer, og jeg siger nej tak til at låne den tykke bog om Ovartaci, som H.U.G. ellers synes, jeg skal have med hjem og kigge lidt i. (”Tror bare, det ville være godt for dig at vide lidt mere om Ovartaci, inden du skal skrive,” siger han). Han følger mig ud til trappen, taler videre om sine små engle, griner, vi krammer og siger farvel endnu en gang. 

Det blev vores sidste møde. ■