Har du et ar, der fortæller en historie?
”Jeg har et ar på fingeren fra engang, jeg skulle tænde en cigaret og strøg tændstikken mod en rude. Jeg tror, det var til en fest, da jeg var omkring 20 år. Det så lidt smart ud at tænde en tændstik på den måde, men så knækkede ruden, så jeg skar blommen af fingeren, og blommen sad på ruden. Jeg puttede den i munden på vej til skadestuen, for det havde jeg hørt, man skulle, men det endte med, at de tog et stykke hud fra underarmen og satte på fingeren.”

Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet?
”At blive musiker. Allerede som barn var jeg klar over, at det var den vej, jeg ville gå. Det var derfor, jeg gik tidligt ud af skolen og spillede musik. Det gav jo noget vrøvl, fordi min familie var akademikere. Min far stillede som betingelse, at jeg tog en uddannelse inden for musikken, og jeg kom ind på konservatoriet, som dengang var en klassisk uddannelse. Der fandtes ikke noget rytmisk konservatorium. Det var forbudt at spille jazz derinde. Man sagde, at det ødelagde instrumenterne! Det er sgu rigtigt.”

Hvad er din største succesoplevelse indtil nu?
”Det var en stor anerkendelse, da jeg fik en Grammy i USA for ’Alley Cat’ i 1962. Den var nomineret i kategorien Best Rock’n’Roll, men var der noget, den ikke var, så var det rock’n’roll. Jeg tror, det var, fordi Elvis havde vundet så mange gange, at de tænkte: ’Vi sætter lige Bent Fabric ind som rock’n’roll.’ Jeg tog ikke derover, selv om jeg var nomineret, for jeg troede, det var en joke. Men bagefter så jeg i avisen, at jeg havde vundet, og et par uger efter kom Grammy’en i en trækasse foret med træuld. Der stod ikke tillykke eller noget, det var meget prosaisk. I dag står Grammy’en hjemme på kaminhylden.”

Hvad er din største skuffelse?
”Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en skuffelse, men det var en fejltagelse, at jeg ikke tog over til overrækkelsen af Grammy’en. Det havde været sjovt at være til fest med Ella Fitzgerald, Elvis, Count Basie, Quincy Jones osv. Senere fik jeg dog chance for at møde mange af dem. Jeg har lavet indspilninger med Quincy Jones og Louis Armstrong. Jeg fik også lejlighed til at spille firhændigt klaver med Clint Eastwood. Vi havde et filmselskab, hvor vi lancerede film for Warner Brothers i Danmark, og Clint Eastwood skulle til landet for at promovere en film om Charlie ’Bird’ Parker. Det var en ret smal film, men Warner Brothers var helt vilde med Clint Eastwood, derfor kunne han få lov til at lave sådan en film. Jeg var med ude i lufthavnen og hente ham. Han ankom i en privat jet, der vel havde plads til 70-80 mennesker, men der var kun ham og to promotion-folk om bord. Det var jeg ret imponeret over. Han var en sød fyr, en beskeden, lidt fåmælt mand, lidt som man ser ham i hans western. Jeg boede i Charlottenlund, hvor vi havde lavet en god middag med gode vine, men han var mere til en burger og en øl. Han var meget lige ud ad landevejen. På et tidspunkt satte vi os og spillede ’Alley Cat’ sammen. Han er en udmærket jazzpianist. Mine børn ville gerne se ham, så de sad og gloede på ham hele aftenen. Men det var han vist vant til. Bette Midler har også været på besøg og Roman Polanski, der havde en meget ung dame med – men ikke mindreårig, altså …”

Hvornår gør en kvinde indtryk på dig?
”Når hun er tæt på.”

Hvad er kærlighed?
”Forelskelse er jo én ting, mens kærlighed er noget andet. Det er omsorg.”

Hvilken færdighed ville du ønske, du mestrede?
”Jeg ville gerne kunne skrive symfonimusik. Men det tager lang tid, jeg har ikke tålmodighed til det. Der går let et år eller to med at skrive en god symfoni, selv om det tog Mozart 3-4 dage og lidt længere for Beethoven.”

Hvad er det bedste ved at blive ældre?
”Det var vist Groucho Marx, der sagde: ’Det er godt at blive ældre, når man tænker på alternativet.’ For der er ikke noget godt ved at blive ældre, ud over at man er til. Alting bliver sværere, fordi ens fysik bliver svagere. Jeg synes ikke, jeg er blevet klogere – eller dummere – på noget med alderen. Men man får noget erfaring. Mange situationer har man oplevet før, og mange argumenter har man hørt før. Man får puttet en masse ting ind på harddisken i et langt liv, og det kan man grave frem i forskellige situationer. Det er ikke, fordi man ræsonnerer bedre, men man har et erfaringsgrundlag. Det er egentlig den eneste forskel på at være 86 og 26.”

Hvad er din største frygt?
”At blive hjælpeløs og ligge andre til last. Det vil jeg gerne undgå.”

Hvad bør enhver mand udrette, inden han dør?
”Han bør vel sætte nogle spor. Enten inden for sin familie eller i sit virke, så det behøver ikke nødvendigvis være offentlige spor. Men at vise, at man har været til på en eller anden måde. Ellers er det spildt.”

Hvad er hemmeligheden bag et godt liv?
”At leve i harmoni med sine omgivelser. Jeg er rimelig positiv og går ikke og ærgrer mig over ting. Sådan har det altid været, så det er ikke noget, jeg filosofisk har arbejdet mig frem til.”

Hvad ville du lave, hvis du fik at vide, du havde én dag tilbage?
”Jeg ville nok ikke høre efter, hvis jeg fik den besked. Men så ville jeg sikkert spise en god middag med min familie og sige tak for denne gang.”

I 1962 var ’Alley Cat’ et stort hit i USA, og den danske komponist skulle på promotiontur med sin manager fra det amerikanske Atlantic Records. Det lykkedes at få en aftale om, at Bent Fabric skulle optræde i det landsdækkende tvprogram ’Good Morning America’. ”Vi skulle møde kl. 6 om morgenen i studiet på Broadway. Der var helt tomt i den store foyer bortset fra en receptionist i hjørnet. ’Bent Fabric,  hvem er det?’ sagde hun. Min manager sagde: ’Læser du ikke bladene?’ Så blev vi sendt op på et lille kontor, hvor der sad en Larry Kingtype med seler og grøn solskærm. Agenten sagde: ’Bent Fabric her har en aftale.’ ’Hvem er det?’ lød svaret. Han kendte heller ikke ’Alley Cat’. ’Spil den,’ sagde han. Så satte jeg mig ved et klaver, men nåede kun at spille et par takter, inden han sagde: ’Den kender jeg ikke, kan du andre?’ ’Jeg kan spille hvad som helst,’ sagde jeg. ’Så spil det.’ Så spillede jeg ’As Time Goes By’, som han lyttede til hele vejen igennem og sagde: ’Det er en god melodi, men vi har ikke brug for den i det her program. Tak, fordi du kom.’”

Bent Fabricius-Bjerre (f. 1924) etablerede pladeselskabet Metronome i 1950, et selskab, der senere også beskæftigede sig med film- og tvproduktion samt biografdrift. Han står bl.a. bag musikken til ’Olsen Banden’, ’Matador’ og i alt ca. 100 spillefilm samt albummet ’Jukebox’ fra 2004. Han kan også opleves i ’Klovn: The Movie’, der havde premiere i december sidste år. Han har fire børn og blev i 2005 gift for tredje gang.