Burhan G
29 år, sanger og sangskriver

I sidste ende er vi alene. Derfor har det betydet alt for mig at være uafhængig. Da jeg var dreng, brugte jeg timevis på at terpe biografier og se film om mennesker, der havde opnået noget, entreprenører, der havde skabt en karriere på egen hånd. De havde hverken ekstra arme eller ben, og jeg tænkte, at hvis de kan, så kan jeg også.

Som 12-13-årig drømte jeg allerede om at få total kontrol over mit liv. Jeg besluttede at gå all in med mit håb om at blive musiker, og jeg begyndte at arrangere koncerter, hvor jeg bare gik hen til etablerede, voksne musikere og sagde: ”Hey, vi skal spille en koncert sammen ovre på klubben. Jeg har fået støtte af den lokale sandwich-bar. Hvad venter I på?”

Jeg elsker København. Det er min by. Alle hjørner af byen er fyldt med minder. Du kan gi’ mig drugs og bind for øjnene og kaste mig ud et eller andet sted i byen, men jeg vil altid vide, hvor jeg er.

Min far har lært mig at gå ind i et rum med en udstrakt hånd og et smil på læben. Ligegyldigt hvem du møder derinde, skal du komme dem i møde med tillid, for så er dit udgangspunkt meget bedre end alle de andres. Det kan godt være, at du synes, at ham nede på bænken er en idiot, men måske er hans kone lige skredet, og derfor er du forpligtet til at møde ham og hans liv med respekt. Den indstilling har gjort, at jeg i dag taler lige godt med både bumsen og direktøren.

Jeg kan ikke lide kæledyr, for jeg bryder mig ikke om dyrehår og overraskelser. Når jeg sidder hos en kammerat, og pludselig – vups – hopper katten op på skødet. Det er sgu for mærkeligt. Jeg har heller aldrig haft akvariefisk. Man ved aldrig, hvad sådan nogle fisk kan finde på.

Hvis jeg er træt og stresset, kan jeg godt få flyskræk. Det kan komme pludseligt. Jeg er kontrolfreak og kan få den idé, at hvis jeg bare holder øjnene åbne, sker der ikke noget. Så sidder jeg og stirrer helt vildt på stewardesserne, der roligt fortsætter med at sælge toldfri parfume. Det kan godt være, at de har lært at se rolige ud, men på et tidspunkt må de alligevel knække sammen, hvis der er noget galt.

Musikvideoen til ’Tættere på himlen’ er blevet set over 11 mio. gange på YouTube. Det er den mest sete danske video på nettet nogensinde. Det er jeg naturligvis stolt af, men for mig er den video også et udtryk for, hvad jeg kan med min vilje. Mange mennesker tror, at mine muskler i videoen er billedmanipuleret, men det er de sgu ikke. De er kommet af ren og skær disciplin.

I dag kan det være utaknemmeligt at stå på scenen og høre folk råbe, at jeg skal smide skjorten. De tror stadig, at jeg ser ud som i videoen, men sådan er virkeligheden desværre ikke. Jeg opnåede de muskler i en bestemt periode af mit liv, hvor jeg trænede min krop til perfektion.

Jeg kan ikke fake et smil. Når bandet kommer hen efter en koncert og siger: ”Wouw, hvor gik det godt!”, så er jeg som regel ikke særlig glad. Jeg har hørt alle de fejl, der opstod hist og her, og det giver mig nedtur. ”Jo, jo, mand, det gik o.k., men der er mere at hente!”

Jeg elsker den danske sommer med musikfestivaler over det hele. Folk tager familien med, og de små børn løber rundt i bar røv og hygger sig. Jeg har spillet en af mine fedeste koncerter i en skov i Varde.

Forleden dag så jeg et program om hjertetransplantationer, og det viste sig, at folk ændrer personlighed, når de får et nyt hjerte. Der var interview med en gammel mand fra England, der havde fået en transplantation. Han var stadig sig selv, men pludselig begyndte han at skrive digte. Det viste sig, at den mand, hvis hjerte han havde fået, var digter. Vi mennesker tror, at vi er så kloge, at vi kan få svar på alt igennem mikroskoper og facitlister. Men vi ved ikke en skid. Der er en grund til, at hjerte rimer på smerte.

Min farmor døde for nylig. Hun har været sammen med min farfar i 63 år. Til begravelsen stod han og græd: ”Du lovede, du aldrig ville forlade mig.” Jeg tror på, at man kan dø af hjertesorg. Jeg håber selvfølgelig ikke, at min farfar dør, men et eller andet sted synes jeg, at han skal have lov at hoppe ned i graven til hende.

Den næste kvinde, jeg lægger øjnene på, må gerne være hende, jeg skal dele resten af mit liv med, og jeg er parat til at tage ansvar for hende. Naturen har bygget det sådan, at når familien ligger og sover derhjemme, og det pludselig banker på døren, jamen, så er det mig, der rejser mig op og åbner døren. Det er mig, der er beskytteren. Det kan godt være, at jeg ikke har prøvet alt i livet, men nu drømmer jeg om at komme hjem. Hjem til min egen lille familie.

Det må være verdens vildeste følelse at få børn, og hvis man skal snakke om, hvad en rigtig mand egentlig er, bør du snakke med en, der har fået børn. Jeg vil sidde og nyde hvert øjeblik og kigge på min baby og tænke: ”Om to sekunder er du voksen og fri og har fået kørekort, men hold kæft, hvor var det dejligt, da jeg kunne tage dig op om morgenen, fordi du græd, og du kunne mærke din fars varme og hans hjerte, og det fik dig til at falde til ro.” Hold kæft, det må være stort!

Jeg kender en fyr, der var ved at køre galt i sin bil, og det sidste, han tænkte på, var: ”For fanden da, nu kommer jeg aldrig til at spise havegryn til morgenmad igen.” Man vil bare ikke gå glip af noget. Ikke engang havregryn.

Når jeg er rigtig stresset, frygter jeg, at jeg pludselig mister alt, hvad jeg har opnået. Det er min største frygt, og det er blevet min tvangstanke. Det kan ske, hvis jeg lige kommer hjem fra en fed koncert og egentlig har optur, så kommer det hele pludselig væltende … Frygten for at miste stemmen, frygten for nedturen og for at gå glip af alt det, jeg endnu drømmer om.

Når jeg skal koble af, tager jeg min rute. Den går oppe i et skovområde ved Gl. Holte. Jeg parkerer bilen og vader 5-10 km igennem landskabet alene. Der sker intet på sådan en tur, men der er vildt smukt, og jeg er fyldt med energi, når jeg vender hjem.

Vennerne fra min folkeskoleklasse ser jeg nærmest som mine brødre og søstre. Jeg har kendt mange af dem siden børnehaven, og de har været vidne til ting, ikke engang mine forældre aner noget om. Vi har grædt og grinet sammen op igennem teenageårene. Jeg har tilbragt halvdelen af mit liv med dem, og jeg nærer dyb kærlighed til dem.

Jeg møder ofte min mormor i mine drømme. Jeg ved ikke helt hvorfor. Vi talte ikke specielt meget sammen, da hun levede, men vi havde alligevel et stærkt bånd til hinanden. I drømmen kan der ske alt muligt, men pludselig stopper det hele, og jeg træder ind i en stue og ser min mormor sidde i stolen. Vi siger ikke noget til hinanden, men hun smiler kærligt til mig, og jeg smiler til hende. Måske er hun en afledningsmanøvre. Når det hele er ved at gå galt, møder jeg mormors kærlighed.

__________


Peter Sommer om Burhan G:

"Hans musik er professionelt lavet, og han går ind i det med fuld styrke og talent. Man skal være stram i den form for indpakning, og det lever han fuldt op til. Jeg kan godt lide vellyden og den perfekte måde, det er produceret, men teksterne ligger ikke helt til mig."


Kristian Leth om Burhan G:

"Jeg har kendt ham i 10 år, og jeg kan huske, at han allerede dengang drømte om at blive en slags folkeskjald, og det respekterer jeg utrolig meget, for det er en ædel ambition. Samtidig er han en meget dygtig musiker. Alle popsangere, der bliver store, har en stor ærlighed i deres musik. Og det har Burhan G. Jeg under ham virkelig hans succes. Min store pige er mega fan af ham."

__________


LÆS OGSÅ Det har jeg lært: Hans Engell

INSTAGRAM Følg os på @euroman_dk