Mit dominerende karaktertræk har altid været energi. Da jeg var tre år gammel, skulle min familie hjem fra Tenerife. Flyet var forsinket i tre timer, og selv om det var midt om natten, trak jeg min mormor rundt i lufthavnen nonstop. Som en lille, energisk hund.
Når jeg drømmer, har jeg altid travlt. Der skal altid hentes og bringes og findes. Det er en combo af en Hollywood-film med bygninger, der springer i luften, og mig, der springer gennem rummene. Der er knald på.
Jeg udforskede alt, dengang jeg var blevet fyret fra Voice. Stofferne var kommet til København, og jeg havde det pissesjovt. Jeg levede af IKEA-kort, kundekort til Mad&Vin, og hvor fanden man ellers kunne narre kontokort ud af folk. Jeg havde hørt, at gæld bliver forældet efter fem år, så da jeg skyldte 450.000 væk, opmagasinerede jeg mine ting og pieuw, så var jeg af sted til Ibiza med mine plader under armen. En måneds tid senere kom virkeligheden kravlende. Det var der, jeg lærte, hvor meget netværk betyder. Om du så kan trylle plader ud af røven på folk, får du ikke et job uden netværk. Så flyttede jeg til London med en engelsk pige, en tidligere reklamechef. Vi endte som subsistensløse hippier, der opsøgte små hemmelige besætterfester, hvor vi prøvede at presse mig ind som dj. Efter fem måneder slap pengene op, og så var det ikke længere så sjovt. O.k., sagde vi så, vi må lave nogle penge. Hvad kan vi? ”Du skal sgu da på MTV,” sagde hun. Hun kendte en, der kendte en, så vi fik hurtigt afleveret et bånd med mig. Der var en del svineheld involveret, det er klart, og i sidste ende fik jeg også gælden betalt tilbage. Men der er intet i mit liv, der modsiger, at jeg bare skal gøre, hvad fanden jeg vil, og tro på det.
Hvis jeg var fortsat på MTV og var blevet en rigtig, rigtig stor teenagestjerne, så kunne jeg være blevet afhængig af rollen. Hvis så rollen blev taget fra mig, hvad så? Så var jeg ingenting. Så sagde jeg til dem, at jeg ville ned i størrelse og lave musikprogrammer, jeg ville ikke være en stor figur. De sagde, at jeg skulle være deres popstjernevært, fordi jeg lignede en fra et boyband. Jeg havde været der i tre år, og jeg var træt af det efter halvandet. Så skred jeg.
Jeg ville ønske for alle at prøve at betale af på en gæld. Det er den eneste måde, man lærer økonomi på. Hey, jeg bruger lige 200.000, hvad kan der ske? Fem år efter afbetalingen siger man: Aldrig igen. Aldrig betale 4.000 kroner måned efter måned til et eller andet firma for noget, du ikke har mere.
Man må aldrig se tilbage på en kæreste og fornægte hende. Uanset hvor fucked up hun var, så var hun en stepping stone til den næste. Hvis man er heldig, står man en dag og kan sige: Sådan! Nu har jeg afsøgt hele lortet, og nu ved jeg, hvad jeg vil og ikke vil.
Den kvinde, der passer fuldstændig til dig, er derude. Og der er flere af dem.
Musik til en privat fest skal bygge på stemningen i rummet, den skal ikke skabe den. Tit er der en eller anden, der bliver hurtigt stiv og sætter noget på, der larmer. Så fragmenterer festen. Del i stedet aftenen op i faser, og begynd med de franske blandinger a la Hotel Costes. De fungerer skidegodt. Jeg har også en plade, der hedder ’Mushroom Jazz Vol. 6’, som er helt perfekt: en blanding af breakbeat, rap og jazz. Den kan du skrue op for, og den er stadig god at snakke til. Når folk så vil danse, går du efter de traditionelle opsamlinger fra klubverdenen, fx ’Supperclub’. Det er altid en god idé at gå efter dem, der er delt op i to: day/night, before/after etc. Det betyder, at der er tænkt over, at aftenen udvikler sig. Et trick er radiostationerne på iTunes. Jeg hører tit den, der hedder Paris One Deeper. Den vil kunne køre i baggrunden til hvilken som helst fest. Men det skal føles rigtigt. Det samme med lys og udsmykning. Du skal sælge et ægte produkt.
Hvor kynisk det end lyder, så handler det i bund og grund om penge her i livet. Penge er frihed. Slut. Det er ikke noget, jeg tror. Det er noget, verden har bestemt.
Jeg var på vej til bryllup på Hven i en vandtaxa. Jeg troede hvert sekund, at jeg skulle dø. Jeg har ingen forståelse for, at skibe kan ligge oven på vandet. Min hjerne begynder at fortælle mig, at nu vipper båden over. Det er nederen med det vand. Det er koldt, du kan drukne, du kan dø af tørst, der kan komme hajer nedefra. Jeg hader små både i høj sø.
Midnat til kl. 01 er opvarmningstimen på en klub. Du holder tilbage, du spiller varmt og langsomt og bygger op. Ikke noget med at smide det store hit, det er forbudt, det larmer, det passer ikke kunderne, og frem for alt river du tracket ud af hænderne på ham, der kommer efter dig. 01 til 03 er primetime, der lægger du floorfillerne, folk som Rune RK, Morten Breum eller mig. Ham, folk kender, hvor alle forventer, der skal være fest. 03 til 05-vagten tilhører de hårdføre. Der er to muligheder. Det skal enten være endnu hårdere eller vildere, eller det skal syre ud, trippe hårdt og lækkert, hvilket jeg foretrækker. Det er lidt som motion. Du varmer op, du fyrer den af, du cooler af. Det er især sådan, de kan lide det sydpå.
Hvis jeg spiller resten af mit liv, kan jeg ikke undgå at dø ung. Alkohol og drugs fredag-lørdag-søndag, det er for meget usundhed. Jeg kan drikke meget på en aften. En god weekend kommer jeg mindst gennem en flaske spiritus plus det løse, shots og drinks. Men det er mit 20. år i det her lort, og jeg er ved at modnes. Det er en af grundene til, at jeg har lavet en bar. Mit ønskemål er at spille én gang om ugen. Engang, når jeg har fået barn, måske kun hver anden uge.
Jeg er udødelig. Det er fint med alle de der ting, som sker for andre folk, det har bare ikke noget med mig at gøre.
