Pelle ville så gerne se op til sin far, og han sugede til sig af hans betingelsesløse kærlighed. Men Lassefar var en gammel mand, træt, knækket af den sadistiske forvalter, og han havde mistet for meget af sin stolthed til at leve op til sønnens forventninger.

Kun Stærke Erik formåede at så drømme i Pelle, og da Erik selv blev sat ud af spillet, måtte Pelle væk. Ud i verden for at finde sit ståsted.

Jeg har holdt af Martin Andersen Nexøs ’Pelle Erobreren’ lige siden gymnasiet, og den voksede til nye højder med Bille Augusts filmatisering af dens første bind.

For mig er det en af de få film, som kan måle sig med det litterære forlæg, og det skyldes især Bille Augusts beslutning om at skrue ned for den sociale kritik, som var Nexøs ærinde, og stedet skrue op for relationen mellem Lassefar og Pelle, mellem far og søn.

Det ramte mig, som beskrivelsen af far-søn-relationen har ramt alle mænd gennem tiden, og den rammer os formentlig mest i de perioder, hvor vi som Pelle er i færd med at vriste os fri som sønner, og når vi senere binder os for livet som fædre.

I dette nummer af Euroman skildrer vi fra flere synsvinkler forholdet mellem fædre og sønner. Du kan blandt andre møde den aldrende Ib, som sammen med sin søn, der også hedder Ib, vandrer 300 kilometer på den spanske Camino i et forsøg på at reparere deres anstrengte forhold.

Komikeren Martin Høgsted fortæller om den bitre erkendelse, som mange yngre fædre gør sig, når de kommer til kort over for deres spørgelystne sønner: fædrene er ikke så kloge, som de troede.

Og enfant terrible Oliver Bjerrehus erkender i et dobbelt-interview med sin søn Oscar, at han nok ikke er en far, der ud fra vante normer kan siges at have været et forbillede, men det omvendte kan jo også bruges.

Oscar har valgt at se sin far som en vejviser for, hvordan han ikke selv vil leve, og selv om han nu arbejder som model, ligesom sin far, er han betragtelig mere indstillet på at tage ansvar for sin uddannelse og sin livsførelse.

Forskellighederne har bragt dem sammen i en usædvanlig, men kærlig relation.
I vores coverhistorie er vi sammen med Bille August, og ikke alene tager han os med ud på en køretur i sin åbne sportsvogn; han har inviteret sin søn Anders August med, og han tropper op i sin egen, åbne sportsvogn.

Æblet falder ikke langt fra stammen. De har netop sammen færdiggjort den første filmatisering af Henrik Pontoppidans ’Lykke-Per’, der skildrer en ung mands relationer til sin familie, og de ved godt, at der ligger en større historie gemt bag ved et sådant projekt, når der eksisterer fotos af en lille Anders på filmset sammen med Bille fra år tilbage.

’Lykke-Per’ er selvfølgelig bare en opgave, der er løst professionelt af to kolleger, der bruger hinanden som sparringspartnere, men som Anders August fortæller, stikker hans respekt for Bille August som både far og filmmager så dybt, at der har været mere på spil:

”Jeg synes, Pelle Erobreren er en af de fineste skildringer af en far og søn-relation på film. Nærmest nogensinde. Og ret tidligt kunne jeg regne ud, at det menneske, der har lavet den film, har en helt klar forståelse for en sådan relation.”

Jeg græder sjældent, når jeg ser en film, men det kan meget vel ske til ’Lykke-Per’, som jeg ikke desto mindre glæder mig til at se. For når det sker, er det som regel, når denne relation mellem far og søn skildres, så det gør både ondt og godt. Jeg kneb af samme grund en tåre forleden, da jeg så Michael Haslund-Christensens formidable dokumentarfilm ’Fædre og Sønner’, der nok handler om en agenthistorie i familien, men først og fremmest skildrer forholdet mellem instruktøren og hans far, tidligere hofmarskal Søren Haslund-Christensen, der er ramt af Alzheimers.

Og jeg græd sammen med Lassefar og Pelle, fordi Bille August havde skildret afskeden imellem dem så rørende, men samtidig opbyggelig. Pelle tog nemlig sin fars kærlighed med sig, da han stak af. Og med den havde han fået kræfter og vilje til at erobre verden.