Foto: Agnete Schlichtkrull

Euromans leder: Krasnik-metoden

Martin Krasnik havde en sag, da han i 2012 vendte tilbage som vært på ’Deadline’ efter syv års fravær: De danske politikere slap af sted med at fyre for mange spin-remser af i deres frygt for at blive taget i en fejl, vælgerne kunne bortdømme dem på. Vi befandt os, ifølge Krasnik, i en virkelighed, hvor politikerne havde vænnet os til, at de svarede på noget andet end det, de blev spurgt om, og konsekvensen var, at de ikke var til stede i den ellers kvalificerede offentlige debat her til lands. Nu skulle det defensive politikerkorps udfordres.

To år senere må tv-værtens udfoldelsesområde siges at være udvidet til at tælle meningsdannere og magthavere i almindelighed. Og hans personlige tilgang til stoffet – han sukker, afbryder og læner sig indigneret ind over bordet – sammenholdt med hans konfrontatoriske interviewstil – han stillede daværende justitsminister Morten Bødskov det samme spørgsmål 28 gange – er blevet et fænomen. Det er almindeligt kendt, at hele Christiansborg-apparatet af politikere og rådgivere forbereder sig særlig grundigt, når de bliver kaldt til samtale på Krasniks kontor, ’Deadline’ modtog i begyndelsen af august omkring 1.000 mails efter hans interview med den norske læge Mads Gilbert, og Facebook-grupper og alle tænkelige debatfora henholdsvis skoser og hylder ham.

JEG HYLDER HAM, eller rettere: Jeg hylder hans sag, og jeg hylder hans mod til at stå ved den trods al larmen i gaden. Jeg synes også, at han er utrolig dygtig, men selvfølgelig ikke fejlfri. Han fylder meget, han afbryder meget, men det er for meste nødvendigt, når gæsten taler udenom.Jo, men han er bare mere en aktør med en politisk dagsorden (læs: jøde), end han er en engageret, vidende og nysgerrig interviewer, lyder et kritikpunkt.

Nej, han spiller altid rollen som modpartens repræsentant. Han var ikke en tørklædebærende muslimsk kvinde, da han, senere i august, spurgte Pia Kjærsgaard, Dansk Folkepartis værdiordfører, om, hvorfor det muslimske tørklæde skal forbydes, når den jødiske kalot ikke skal. Han gav hende tid og plads til at argumentere. Og fik vi vælgere ikke at se, at hun ikke var i stand til at tage imod det tilbud, kun at forsvare sin ret til at mene, hvad hun ville?

Og Krasnik var heller ikke selve staten Israel, da han interviewede Mads Gilbert, som hjemme i Norge er fejret som folkehelt for sin frivillige indsats på Al-Shifa-hospitalet i Gaza City. Han tog bare modpartens synspunkter på sig, da han bl.a. spurgte Gilbert om, hvordan han kunne vide, at Israel ”bevidst sigter efter civile, især kvinder og børn” i Gaza-konflikten. Og var nordmanden, uagtet sin prisværdige indsats i en helt forfærdelig situation, ikke noget unuanceret på vejen til sine konklusioner på både dette og andre spørgsmål?



MARTIN KRASNIKS metode er at mene det modsatte af den, han sidder over for. Det er tilsyneladende svært at kapere for tilhængere af den ene eller anden part i ophedede diskussioner om muslimske tørklæder og Gaza. Og det er nok frem for alt det, larmen handler om: Krasnik bliver alt for ofte ikke vurderet på sin overordnede sag – at tvinge politikere og andre meningsdannere til at give ordentlige svar – men på seerens eget cementerede ståsted i en given sag.

’Deadline’ er blevet vækket til live af Martin Krasnik. Sendetiden bliver brugt til noget, og når man afskriver Krasnik som en aktør med en politisk dagsorden og ikke en journalist, taler man ikke bare ned til ham, men også den almindelige nysgerrige, tvivlende ’Deadline’-seer, som på mange punkter ligner Euroman-læseren. Vi kan godt se forskel – vi kan godt se, hvornår Krasnik lykkes med at udfordre Bødskov, Kjærsgaard og Gilbert. Og Peter Aalbæk, Annette Vilhelmsen og Lars Hedegaard for den sags skyld. Bliv endelig ved. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Medier og Journalistik