Jeg kunne have været professionel fodboldspiller. Som barn, dreng og ung var jeg et talent, næsten topscorer i flere sæsoner, næsten altid på førsteholdet og nærmest fast mand på månedens udvalgte klubhold. Havde det ikke været for de der jagende smerter i højre knæ, ville jeg kunne have drevet det vidt.

Nej, nej og atter nej. Selvbedrag og selvoppustethed. Sandheden er, at jeg var en middelmådig midtbanespiller, der måske var bedre end de dårligste, men også dårligere end de bedste. I små, korte og heldige glimt havde jeg måske udkig til noget større. Men som et utal af andre mænd, der også bilder sig ind, at de ’kunne have været’, var det ikke knæet, jeg for alvor havde ondt i, det var – og er – i hypotesen.

Uanset om det er kunstnerisk, intellektuelt eller sportsligt, er ægte, udfoldet talent noget, vi alle gerne vil besidde. Og i særlig grad vil mænd gerne være gode til noget, rigtig gode. Måske ligger forklaringen i simpel biologi, for man kan være nok så rar, sympatisk, givende og rummelig som mand og som menneske, men har man et særligt talent – og har formået at gøre noget ved det – så løfter man sig til en slags superheltestatus med adgang til det geniale, til det guddommelige og dermed til ofte groteske mængder af forplantningstilbud. Talent – og den prestige, der følger med – er en decideret dåseåbner, der ofte står over både penge og magt.

Særligt i sportens verden har talent også en besynderlig virkning på mænd. I nærheden af stort talent kan ellers rationelle og voksne individer (denne skribent inklusive) forvandle sig til fjantede testosteron-udgaver af forelskede teenagepiger, til fadølsfrådende heppe-aber, til ustoppelige statistik-rablere og til halvsuspekte samlere af alt fra svedige trøjer til gulnede stadionbilletter. Det 20-årige fodboldtalent Andreas Cornelius fortæller fx i dette nummer om det underlige i, at en mand, dobbelt så gammel som ham selv, pludselig vil have en autograf. Hvad fanden skal en 40-årig mand bruge en Cornelius-underskrift til? Andet end som en form for religiøst relikvie, der i tanken – og kun dér – kan bringe den 40-årige mand tættere på noget, han ved, han aldrig selv kommer til at opnå.

”Enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.” Sådan hedder det i Matthæus-evangeliet i den lignelse, der har givet navn til begrebet talent (der engang var en møntenhed). Kort fortalt belønnes den, der får talentet til at vokse, mens den, der ikke udnytter det, skal straffes. Selv om lignelsen ikke nævner storhedsvanviddet og det inflammatoriske ego, der desværre ofte er konsekvensen af, at talenterne i dag får ’i overflod’, så holder moralen – ond, hård og eviggyldig, som den er.

Sammenligner man fx Andreas Cornelius med Nicklas Bendtner, hvilket spillestilsmæssigt vel ikke er urimeligt, så straffer omgivelserne Bendtner, fordi han med sin arrogante opførsel og sin mangel på dømmekraft virker, som om han er i gang med at spilde det særlige talent, det har været ham forundt at blive tildelt. Cornelius der-imod synes (stadig) fuld af ydmyghed og respekt for sit talent, og som han fortæller i artiklen på side 68, arbejder han hårdt på at få det til at vokse. Den indstilling belønner omgivelserne til gengæld, fordi den udtrykker respekt for alle os, der ikke har adgang til det geniale eller det guddommelige, men må låne os til det gennem andre.

I det nye nummer af Euroman har vi spurgt ni mænd om, hvornår og hvordan de opdagede, at de var så gode til noget, at de, uden at være irriterende at høre på, kunne sige til sig selv, at de var bedre end de fleste. Ni af dem har fået talentet til at vokse, og det er alle beretninger, man i høj grad kan lade sig inspirere af.

Men det, man – og mænd – måske kan lære mest af, er den 10. fortælling om tennisspilleren Kristian Pless på side 68. I et åbenhjertigt portræt fortæller stortalentet og den tidligere bedste juniorspiller i verden om, hvordan det føles, når ambitionerne, forventningerne og talentet ikke bliver indfriet. Og om, hvordan man må – og skal – kæmpe sig ud af den forbitrelse, der følger med, når man er blevet ’tidligere’ og ikke længere har adgang til det geniale – og den beundring, der følger med.

For langt de fleste er talent – eller forestillingen om, at man har det – kun til låns. På et tidspunkt skal det afleveres tilbage. Det har Pless prøvet, og han smasher dermed hårdt til den erkendelse, vi alle skal igennem, hvis vi skal undgå at blive gamle, bitre mænd: Man er fandeme god nok, selv om man ikke er den bedste.

Det nye nummer af Euroman er ude nu

JENS VILSTRUP