Den Golden Globe-nominerede skuespiller og eksmilitærmand Ronald Lee Ermey bedst kendt i rollen som Stanley Kubricks standhaftige sergent Hartman i ’Full Metal Jacket’ er død. Det skriver hans agent, Bill Rogin, på skuespillerens Twitter sammen med et billede.

Foruden skuespilkarrieren havde den nu afdøde Hollywood-stjerne en lang karriere i den amerikanske flåde, United State Marine Corps, som han meldte sig ind i allerede som 17-årig. Han nåede til rang af sergent, før han blev afskediget på grund af flere skader, som han påførte sig i tjeneste.

Selvom han utvivlsomt huskes bedst som sergenten over alle sergenten, endte hans navn med at blive nævnt i mere end 60 produktioner. Det var blandt andet i Francis Ford Coppolas legendariske dommedagsfilm, hvor han oprindeligt var hyret som teknisk rådgiver, men også endte med en lille rolle som helikopterpilot.

Hans niche var militærfilm, hvor han kunne få selv den mest pacifistiske militærnægtende veganer-type til at makke ret. Men også i to spinoffs på klassikeren ’Motorsavsmassakren’ kunne man følge ham på skærmen. Derudover lagde han stemmer til en lang række tegne- og animationsfilm, der tæller alt fra ’Kim Possible’ til alle tre ’Toy Story’-film.

Ronald Lee Ermey var et godt eksempel på en skuespiller, der står i skyggen af sin bedste rolle. Men på godt og ondt vil han altid være den urokkelige sergent, der i et raserianfald bliver skudt i Kubricks mesterværk. En karakterskuespiller, der vil blive husket for én unik karakter.

LÆS OGSÅ: Jim Carrey vender tilbage i en dyster rolle i traileren til ’Dark Crimes’

LÆS OGSÅ: 5 alvorlige komedier til weekenden

LÆS OGSÅ: Ny trailer til ’Ocean’s 8’ med kvinder i alle ledende roller gør klar til juvelkup