Da Laura Palmers lig skyllede op på kysten i pilotafsnittet af Twin Peaks, der havde premiere på ABC 8. april 1990, begyndte en helt ny tidsregning inden for tv-serieformatet.

David Lynch’ serie var den første, hvor skuespil, manuskript, kunstneriske ambitioner og produktionsværdi kunne måle sig med filmbranchens.

Men i modsætning til mange succesfulde serier i dag, der gerne kører i fem sæsoner eller mere, fik Twin Peaks-universet lov at fortone sig ved afslutningen af 2. sæson, der havde været plaget af faldende seertal, efter at seriens mordgåde var blevet afsløret midt i sæsonen.

LÆS OGSÅ: Dom Perignon med et touch af David Lynch

Ifølge David Lynch skyldtes den for tidlige afvikling af det centrale plot pres fra produktionsselskabet, og sidenhen har han og folk omkring ham gang på gang været afvisende, hver gang rygter om en opfølger begynder at ulme.

Men nu kaster instruktøren selv ved på bålet.

I sidste uge tweetede David Lynch og hans producent på serien, Mark Frost, synkront en besked, som det er svært ikke at læse en eller anden form for relancering af Twin Peaks ind i.

 

 

 

Ud over det åbenlyse løfte om, at et elsket produkt vender tilbage,  kan tweetsene for den uindviede virke kryptiske.  

For hvad er det lige for et tyggegummi, de refererer til? Og hvorfor i kombination med hashtagget #damngoodcoffee?

LÆS OGSÅ: Vince Vaughn skal spille over for Colin Farrel i True Detective 


For fans er der til gengæld ikke kun tale om gastronomi, men om velkendte citater fra serien.

”That gum you like is going to come back in style” er en sætning, som Agent Cooper hører i en af sine drømme, og som senere bliver en nøgle til opklaringen af mordet på Laura Palmer.

Og “damn good coffee” henviser selvfølgelig til Coopers tilbøjelighed til at rose sin kaffe i uforbeholdne vendinger.



 
Meddelelserne får naturligvis fans og fansideredaktører til at tisse i bukserne af begejstring over udsigten til at Cooper, Man From Another Place og andre højt elskede Twin Peaks-karakterer muligvis bliver vakt til live igen.


Mystikken kommer oven på, at det tidligere i år blev rapporteret, at Lynch igen skulle lave Twin Peaks-relaterede optagelser.

En relancering af den lille hjemsøgte savværksby næsten 25 år senere virker som skræddersyet til nutidig streamingtjeneste-forbrug, og Netflix’ chef for indhold har også tidligere udtalt, at han absolut ville være interesseret i at vække Twin Peaks til live igen.

 

Alt andet ville nok også være dumt, hvis han da får chancen – i hvert fald set ud fra et kommercielt synspunkt, når nu udhungrede fans verden over er klar til at proppe sig med nye afsnit.